Folkekirkelig begravelse eller bisættelse

Læs om, hvordan man som medlem af folkekirken tager afsked og afholder en begravelse eller bisættelse.

Ritualer omkring den sidste tid

Inden en begravelse eller bisættelse i folkekirken er der ikke krav til, hvilke ritualer der hører til den sidste tid. Men som medlem af folkekirken og troende kan det for nogle døende – og deres pårørende – være vigtigt at have en samtale med en præst, få den sidste nadver, eller at præsten beder en bøn.

Når døden indtræffer, kan det være, man tænder et lys, beder en bøn eller synger sjælen ud med en salme.

Hvad tror man på i folkekirken?

Den danske folkekirke er del af den evangelisk-lutherske kirke og baserer sig på troen om opstandelse og det evige liv hos Gud.

 

Begraves eller bisættes i eget tøj med egne ting

Afdøde får – efter eget eller de pårørendes ønske – som regel sit eget tøj på i kisten ved en begravelse eller bisættelse i folkekirken. Det kan være meget forskelligt, hvilket tøj der vælges: En gammel uniform, en festkjole, et joggingsæt etc. – men ofte er det tøj, som siger noget om, hvem afdøde var. Nogle får enkelte personlige ting med sig i kisten eller breve og tegninger fra pårørende.

Det kan være enten pårørende, sundhedsfagligt personale eller en bedemand, der klæder afdøde på og lægger i kiste. I folkekirken er der ingen rituel vask, og både kvinder og mænd kan klæde afdøde på. 

Begravelse eller bisættelse?

I folkekirken kan den afdøde enten blive begravet eller bisat. Begravelsen indebærer, at den afdøde efter højtideligheden sænkes i jorden i en kiste på et gravsted. Bisættelsen indebærer, at den afdøde efter højtideligheden kremeres, dvs. brændes i en kiste på et krematorium, hvorefter asken bliver samlet i en urne. Langt de fleste, der dør i Danmark, bliver kremeret – i 2022 var andelen på landsplan 86,8 pct. svarende til 51.435 kremeringer (Kilde: Danske Krematoriers Landsforening).

Ritualet ved begravelsen eller bisættelsen i folkekirken

Som medlem af folkekirken har afdøde ret til en højtidelighed med en præst tilstede. Den folkekirkelige højtidelighed afholdes oftest i en kirke i det sogn, hvor afdøde hørte til. Højtideligheden kan også finde sted i et kapel. Efter aftale med præsten kan højtideligheden eventuelt afholdes et andet sted.

Folkekirkens begravelse eller bisættelse er en gudstjeneste, hvor ritualet indebærer lovprisning, jordpåkastelse, fadervor og velsignelse.
I forbindelse med begravelsen eller bisættelsen er flaget uden for kirken på halvt, indtil jordpåkastelsen er foretaget. Når højtideligheden begynder, ringer man med kirkeklokkerne – og ringer igen, når kisten bæres ud.

Kisten med afdøde står under højtideligheden i kirken og er normalt lukket.

Til højtideligheden beder præsten en bøn, der læses op fra biblen og der synges salmer eller sange. Præsten holder også en tale om afdøde. De pårørende har mulighed for, i samarbejde med præsten, at vælge salmer, sange og bønner, og afdøde kan også selv have skrevet særlige ønsker ned til højtideligheden inden sin død.

Hvem kan tage stilling?

Alle over 15 år kan selv tage stilling til, om de vil begraves i en kiste i jorden eller bisættes og dermed kremeres. Hvis man ikke selv har ytret ønske om enten begravelse eller bisættelse, må ens pårørende træffe valget. 
Læs mere om, hvordan du tager stilling, og hvilke ting du kan tage stilling til her

Blomster ved begravelse eller bisættelse i folkekirke

Ved begravelsen eller bisættelsen lægges ofte blomster, kranse o.l. foran kisten ned gennem kirkens midtergang, ligesom kisten kan være pyntet med blomster. Blomsterne kommer senere ud på gravstedet.

Der kan også være pyntet med andet end blomster.

Jordpåkastelse ved højtideligheden

Jordpåkastelsen forkynder det kristne budskab om liv, død og opstandelse.

Hvis den døde skal kremeres, sker jordpåkastelsen i kirken. Hvis den døde skal begraves, sker jordpåkastelsen efter højtideligheden ved gravstedet på kirkegården.

Forud for jordpåkastelsen finder en såkaldt lovprisning sted, som lyder:

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Ved jordpåkastelsen kaster præsten jord på kisten tre gange og siger:

Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå.

I forlængelse af jordpåkastelsen bliver der bedt fadervor, som lyder:

Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød; og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.

Herefter lyser præsten velsignelsen – dvs. præsten fremsiger en velsignelse, strækker armene ud, og de tilstedeværende rejser sig.

Alt efter, om der er tale om en begravelse eller bisættelse, bæres kisten med afdøde af ud af kirken for at blive kørt til krematoriet og kremeret, hvorefter der senere følger en urnenedsættelse – eller kisten sænkes i jorden på kirkegården. Det er ofte de nære pårørende, der bærer kisten ud af kirken.

På de danske kirkegårde bliver de døde begravet i indviet jord, hvilket betyder, at en præst fra den danske folkekirke har bedt en bøn over jorden. På alle kirkegårde i Danmark er der et lovkrav om fredningstid. Læs mere om fredningstid her.

Allehelgensdag

Det er efterhånden en udbredt tradition rundt om i landets folkekirker, at præsten til Allehelgensgudstjeneste på Allehelgensdag – som falder den første søndag i november – læser navnene op på dem, der er døde i det forgangne år. Der tændes også ofte lys på gravstederne på kirkegårdene. Herved kan de pårørende mindes de døde.

En begravelse i folkekirken: Billeder

Folkekirkens rum

Billede 1 af 5

Billede af, hvordan en typisk folkekirke ser ud. Ved en begravelse eller bisættelse vil kisten stå i midtergangen, og de tilstedeværende vil sidde på bænkene.

Billederne er taget af Trille Skjelborg
 

Kilder: religion.dk, folkekirken.dk, Kirkeministeriet mv.