Bedemandens historie
Bedemandens hverv og opgaver har ikke altid set ud, som de gør i dag. Navnet bedemand stammer fra gammel tid og kommer fra ordet bydemand. Læs mere om historien her.
I gamle dage, hvor der ikke fandtes telefon og kun sjældent blev omdelt post, anvendte man en såkaldt bydemand. En bydemand var titlen på den person, der i gamle dage, før telefon, aviser og internet, indbød til barnedåb, bryllup og begravelse.
Fra bydemand til bedemand
Bydemanden havde til opgave lokalt at indbyde til bryllup, barnedåb og begravelse – et arbejde der var ulønnet. Bydemanden gik fra gård til gård og kunne for eksempel fremsige:
Jeg har en flittig hilsen til fader og moder, sønner og døtre, alle så mange I er fra Søren Pedersen, om I vil møde hos ham på fredag formiddag kl. 10 og følge hans salige afdøde hustru Mette Marie til hendes sidste hvilested, høre på en tale, følge med hjem igen og være Søren Pedersens gæster en time eller to, eller så længe Eders gode vilje tilsiger. Så skulle jeg bede døtrene til at pynte grav og sønnerne til at bære.
Med tiden udviklede bydemandens opgaver sig til, at han også tog sig af det praktiske i forbindelse med begravelser. Navnet hang ved og er blevet til bedemand. Samtidig blev arbejdet lønnet.
Et servicefag opstår
Gennem flere hundrede år var det almindeligt ved større begravelser at benytte specialudstyrede køretøjer trukket af sorte heste. Det var derfor naturligt, at bedemanden anskaffede sig dette udstyr med den hensigt at udleje det.
Snedkeren blev bedemand
Da det blev almindeligt at benytte kister til begravelse omkring år 1550, var det snedkere, der producerede kisterne. Det blev naturligt, at man henvendte sig til snedkeren i forbindelse med et dødsfald. Som tiden gik, udviklede det sig til, at snedkeren og bedemanden ofte var én og samme person. I dag forhandler bedemanden kister, der alle er fabriksproducerede.