Begravelsens historie

Begravelser i Danmark har gennem tiden taget sig meget forskelligt ud. Her kan du få et indblik i, hvordan historien har sat sit præg på begravelser i Danmark.

I dag er der mange forskellige måder, man kan afholde en begravelse på, og også forskellige måder man kan tage endeligt afsked med den døde. Man kan også selv tage stilling til, om man vil begraves eller bisættes, og hvordan højtideligheden skal foregå. Der har dog ikke altid været de muligheder, der er i dag, da ritualerne omkring død og begravelse har ændret sig igennem historien.

Nedenfor kan du læse om, hvordan man igennem tiden har afholdt begravelse og taget afsked med den døde. Klik på den enkelte overskrift og læs om en bestemt periodes begravelse.

Jægerstenalderen: 12500-4000 f.Kr.

Begravelser historisk set

I jægerstenalderen dør mange tidligt i livet, da det er mere farefuldt at leve. Gennemsnitslevealderen er omkring 35 år, og børnedødeligheden er også høj. De døde bliver begravet på mange forskellige måder, og der findes ikke mange faste regler for, hvordan gravene skal anlægges.

De døde bliver brændt og begravet i både enkelt-, dobbelt- og massegrave. I nogle grave bliver helt op til otte mennesker begravet på samme tid. I jægerstenalderen kan det siges, at menneskene lever med de dødes tilstedeværelse, da de ofte bliver begravet på og ved bopladserne.

Begravet i køkkenmøddingen

Der er ikke én bestemt måde, gravene bliver anlagt på, men det sker, at der bliver placeret en stor sten for at markere graven. Dog bliver ikke alle døde i jægerstenalderen lagt i graven, og nogle bliver endda gravet ned i køkkenmøddingerne på bopladserne. 

De døde får gaver med i graven, men hvem, der får gaver med, varierer meget, og nogle døde får slet ingen gaver med sig. Gravgaverne markerer den dødes køn, alder og sandsynligvis også vedkommendes sociale og økonomiske status. Der bliver også i mange af gravene – af ukendte årsager – strøget okker (gule, brunlige og røde jordarter) omkring den døde.

 

Bondestenalderen: 4000-1700 f.Kr.

I bondestenalderen bliver der opført monumentale gravhøje, der kræver en stor arbejdsstyrke og byggeviden for at blive bygget. De ældste gravhøje hedder langhøje, og de bygges med gravkamre lavet af træ som gravminder for forfædre.

Træet bliver erstattet med sten i de gravhøje, der kaldes stendysser. Stendysserne anvendes til begravelse for både enkelte og flere.

På besøg hos de døde 

De yngste gravhøje er jættestuerne, der på grund af deres store størrelse kan rumme flere grave. I jættestuerne kan de levende gentagende gange besøge de døde, da der er bygget smalle passager til gennemgang.

Gravpladserne fungerer som samlingssteder, da de døde slægtninge har betydning for de levende. Omkring 2800-2600 f.Kr. spreder enkeltgravskulturen sig. Enkeltgravskulturen er kendetegnet ved, at gravene bliver placeret under små og lave gravhøje. Alle døde bliver lagt på siden med ansigtet vendt mod syd. Kvinderne bliver lagt, så deres hoveder vender mod øst, og mændene mod vest.

 

Bronzealderen 1700-500 f.Kr.

I bronzealderen fortsætter de store byggerier til gravsteder. Menneskene begynder at bygge gravhøje, der både skal værne om den døde, men som også skal gøre gravstedet synligt for alle omkring. Derudover bliver højene også brugt som mindesmærke om den døde for de kommende generationer.

Gravhøjene bliver gentagende gange brugt til begravelser, og de samme høje bruges som gravpladser i flere århundreder. Den døde bliver lagt i en kiste af udhulet egetræ eller sten, hvorefter familien opfører gravhøjen. De højest beliggende og største gravhøje bliver brugt som gravsteder for eliten, der er stammesamfundets ledende slægter.

Ligbrændingen introduceres

Sidenhen bliver der anlagt nye høje ved siden af de gamle, så der opstår en gravplads. Der bliver også tilføjet nye gravpladser i de ældre høje. I bronzealderen sker der dog et skift i forhold til, hvordan de døde håndteres. I den ældre bronzealder bliver de døde typisk begravet i jorden, men i den yngre bronzealder bliver ligbrænding  introduceret. Det kommer først til udtryk ved brandgrave i stenkister.

I sammenhæng med den nye ligbrændingsskik begynder gravgaverne at bære et mere symbolsk præg, da menneskene alligevel ved, at gaverne skal brændes. I bronzealderens slutning opstår urnegraven, da ligbrænding bliver den førende begravelsesform. Urnerne bliver nedgravet i solsiden på de gamle høje eller i egne små høje på store gravarealer, der ligger omkring de ældre høje.

 

Jernalderen 500 f.Kr.-800 e.Kr.

Ligesom i den yngre bronzealder er ligbrænding den førende begravelsesform. De såkaldte brandgrave varierer i form, er både med og uden urner, og de bliver typisk anlagt på flade marker eller i små høje på store gravarealer.

Mere simple gravgaver

Gravgaverne er typisk også mere enkle, og der er færre af dem, i modsætning til i bronzealderen. I de første 500 år af jernalderen er ligbrændingen enerådende, men omkring år 0 og op igennem jernalderen begynder jordfæstegravene, altså grave med døde, der ikke er brændt, at optræde sideløbende med brandgravene. 

Gravene ligger samlet omkring bopladserne, og der er stadigvæk forskel på begravelse i forhold til social status og om den døde bliver begravet med meget rigt eller mere almindeligt gravgods. 

 

Vikingetiden 800-1050

I vikingetiden er døden altid nærværende. Længe efter de døde er blevet begravet, er de stadigvæk en del af livet og regnet som en del af slægten. Gravstederne repræsenterer menneskets overgang fra levende til død. Begravelser foregår på mange forskellige måder, og de varierer i forhold til den dødes status. De varierer også i forhold til lokale beslutninger og traditioner. Det er dog stadigvæk familiens ansvar at sørge for, at den døde bliver begravet.

Begravelsesformerne er almindeligvis jordfæstelse, altså jordbegravelse, eller ligbrænding. De begravelsesformer, der primært er forbeholdt eliten, er gravhøje og skibsgrave.

Personlige gaver med i graven

Menneskene efterlader også gravgaver til den døde, bl.a. personlige genstande. Det er genstande, som den døde har benyttet sig af, mens de levede, som bliver givet med i graven. Ved begravelse af magtfulde døde bliver der lagt mere værdifulde gaver i graven. Nogle gange bliver der sat mindesten op for de døde. Mindestenene fungerer også som gravmæler for dem, der ikke kan blive begravet, hvis de eksempelvis er druknet eller lignende.

I forhold til ligbrænding bliver nogle døde brændt på et kæmpe bål, da ceremonien skal være spektakulær for tilskuerne. Det kan foregå ved, at der bliver opstillet træ i 10 gange 20 meter i bredden og op mod 2 meter i højden, hvor den døde bliver lagt ovenpå og brændt. Andre bliver lagt i skibe, der efterfølgende bliver sendt ud på vandet og brændt. Men ved den mest almindelige ligbrænding bliver der kun brugt den mængde træ, som passer til den døde.

 

Middealderen 1000-1536

I den tidligere middelalder er livet meget påvirket af religion. Kristendommen indtræder, begravelsesformen forandrer sig, og begravelsesskikkene bærer præg af den katolske kirkes skikke. Fx afholder man såkaldte dødsmesser for de døde, også kaldet requiem, hvilke bliver holdt på dagen for begravelsen fx med dødsmessen, og man kan give den syge den sidste olie. 

Hedenske begravelsesskikke afskaffes

Mennesket bliver begravet efter den kristne skik, og kirken overtager familiens ansvar for begravelsen. Gravhøjen forsvinder, da den anses som et symbol på hedenskab, og den døde får heller ikke gaver med i graven længere.

Den døde bliver lagt i et ligklæde, der typisk er af lærred. Nogle af højere social status bliver begravet i et tyndere ligklæde. Grundlaget for den kristne begravelse er, at mennesket bliver opfattet som en helhed, der både består af legeme og sjæl, hvorved kødet skal genopstå gennem jordbegravelse. Ligbrændinger bliver derfor ikke længere foretaget, da det anses for at være forkert. 

I middelalderen foregår begravelsen inden for få dage efter dødsfaldet, og i den katolske kirke afholder man såkaldte begravelsesmesser for at hjælpe sjælen videre.

Ophold i skærsilden og mønter på øjnene

Den dødes hænder bliver typisk lagt foldet som i bøn, da middelalderens kristendom tror på, at hvert enkelt menneskes måde at møde døden på vil afgøre vedkommendes ophold i skærsilden. Selvom troen på skærsilden forsvinder ved reformationen i den første halvdel af 1500-tallet, bliver der fortsat ved med at være en forestilling om, at der eksisterer en mellemtilstand mellem liv og død, og den døde får fx mønter med i graven for at hjælpe sjælen frem til efterlivet.

Du kan læse mere om de katolske begravelsesritualer her.

 

Renæssance 1536-1660

Reformationen markerer i almindelighed renæssancens begyndelse. I det første århundrede efter reformationen opstår der et tomrum i forhold til begravelsesskikke, da de førhen har været udformet af den katolske kirke. Flere skikke bliver dog bevaret i 1500-tallet, fx at den døde skal begraves senest to dage efter, døden er indtruffet.

Med reformationen bliver frelse forbundet nærmere med det enkelte menneskes forhold til Gud, og i den lutherske kirke bliver det kirkelige ritual begrænset til jordpåkastelse. Noget, der hører tidsalderens nye opfattelse af individet til, er, at man i 1500-tallet begynder at anbringe minder, altså gravsten, for de døde som et ritual. For adelen i renæssancen bliver den gode død anset som vigtig, og testamentet og ligprædikenen skal være planlagt og sikret, inden døden indtræffer.

Den personlige død

Man bestræber sig på, at døden skal indtræffe inden for hjemmets vægge, hvor de nære kan være omkring den døende. Det er også her testamentet skal skrives.  Til at skrive testamente kan den døende få hjælp af en såkaldt troværdig præst, der ikke vil udnytte situationen til egen vinding.

Ligprædikenens opgave er at sikre den dødes eftermæle, og den kan blandt andet indebære udredninger om slægtens stolte historie eller den dødes ærefulde og værdige liv.

De adelige er de eneste, der må beklæde deres kister med klæde eller læder. I kirken, hvor den adelige begraves, opsættes der et indgraveret gravminde. Et indgraveret gravminde i kirken var en mindre version af ophøjede stenminder, der kun var forbeholdt kongemagten.

 

1700-1900-tallet

I 1700-1800-tallet er døden en mere abstrakt størrelse, og det bliver op til den enkelte selv at skabe sig en personlig overbevisning omkring, hvad der sker, når man dør. De religiøse ceremonier, der havde hørt middelalderen til, forsvinder, og bedemanden overtager de pligter, som familien førhen skulle tage sig af.

På landet eksisterer der en række skikke omkring, hvordan den døde bliver behandlet. Den døde bliver stillet frem i ligstuen i en uges tid, hvor der bliver sørget for, at vedkommende lægges i kisten. Der er mulighed for, at alle skal kunne se, røre og være omkring den døde, og man spiser, drikker og befinder sig omkring vedkommende.

Inden den døde synges ud, bliver der drukket kaffe omkring kisten, og man praktiserer forskellige skikke både for at hjælpe den dødes sjæl på vej og for at forhindre, at den døde skal gå igen. For at sikre sjælens himmelfart bliver vinduer åbnet, og for at forhindre gengangeri (spøgeri) bliver døre muret til.

Få generationer efter forsvinder disse skikke gradvist. Overklasseskikken, hvor kisten bæres ind i kirken efterfulgt af en personlig ligprædiken, bliver almindeligt udbredt efter 1870’erne. Inden da er der tradition for, at man på landet bærer kisten direkte til graven efter udsyngningen i hjemmet, hvorefter præsten holder en kort, upersonlig prædiken. Henimod 1900-tallet bliver gravøllet, det vil sige to dages spise- og drikkegilder, erstattet med kortere mindesamvær med kaffebord.

En demokratisk holdning til døden

I takt med, at Danmark bliver demokratisk, opstår der også en “demokratisk” holdning til død og begravelse i begyndelsen af 1900-tallet. I et demokrati er alle lige, og kister og ritualer bliver derfor også lige. Den demokratiske holdning kommer blandt andet også til udtryk ved begravelse og bisættelse i stilhed og hvide kister. Alle mennesker er lige, og de skal derfor også være lige i graven. De mærkedage, der førhen har markeret sjælens vandring, stopper i 1800-tallet gradvist med at blive praktiseret.

Efterhånden er det kun sorgen ved afskeden, der bliver markeret som skik, men selv den forandrer sig i 1900-tallet. Sørgetiden bliver bevaret som norm til begyndelsen af 1900-tallet, og sørgedragten går først af brug i perioden 1920-1960. Som følge af disse ændringer bliver sorgen gradvist et privat anliggende. 

Koleraepidemien i Danmark 

I 1800-tallet hærger koleraen gennem Europa, og da epidemien rammer København i 1860’erne, bliver kirkegårdene overfyldte, og der opstår problemer med at få begravet ligene. Derudover frygter man også, at sygdommen kunne sive gennem vandet fra kirkegårdene til brønde, og dermed sprede smitten. Derfor begynder man at tænke på ligbrænding som en alternativ begravelsesform til kistebegravelse.

I 1981 bliver Foreningen for Ligbrænding stiftet, i 1892 bliver den første ligbrændingslov offentligt godkendt, men først i 1975 bliver de to begravelsesformer, ligbrænding og kistebegravelse, sidestillet.

Du kan læse mere om ligbrændingens historie her, og hvordan den resulterede i, at Landsforeningen Liv&Død blev skabt her.

 

Danmark slut 1900-tallet og i dag

I dag meddeles et dødsfald typisk via en dødsannonce i lokale aviser eller på nettet, fx via Facebook. Når et menneske dør, overlades de praktiske foranstaltninger ofte til professionelle hjælpere, fx bedemænd, social- og sundhedshjælpere og læger. Mange dødsfald sker på hospitaler og plejehjem, hvor de professionelle, der er tilknyttede disse institutioner, tager sig af det praktiske omkring den døde.

Begravelsen får ofte et mere individuelt og personlig præg ved, at de pårørende selv vælger blomster, salmer/sange, en særlig dekoration af kisten og holder en personlig tale. Den dødes ønsker til begravelsen kan været skrevet ind i formularen ‘Min Sidste Vilje’. Denne formular har sin oprindelse tilbage til slutningen af 1800-tallet, og har siden gennemgået mange ændringer. Læs mere om ‘Min Sidste Viljes’ historie her.

Mindesamværet kan også variere mellem by og land, hvor det i byen som oftest er mere privat. 1900-tallet har været præget af en fortrængning af døden, men op mod årtusindskiftet begynder man at få en større fortrolighed med døden, og pårørende bliver involveret i flere af begravelsens led.

 

Vil du vide mere? Under Viden & Råd kan du få meget mere at vide om begravelser og bisættelser.

 

(Kilder: Nationalmuseet, Den Store Danske, Danske Fortidsminder, 123fakta, Nyt om Gammelt, Fyn Historie, Wikipedia)