Dødsattestens historie

I dag skal der ved alle dødsfald i Danmark udstedes en dødsattest. Her kan du læse mere om dødsattesten, og hvornår den første gang blev udstedt her i landet.

Hvad er en dødsattest

Dødsattesten er et dokument, der er et retsligt bevis på, at en person er død. Afdøde må ikke lægges i kiste, begraves, kremeres eller føres ud af landet, før attesten er udstedt.

Når en person er død, skal liget synes af enten afdødes egen læge, en hospitalslæge eller ved et såkaldt retslægeligt ligsyn. Det er den læge, som har foretaget ligsynet, der udsteder dødsattesten, og det foregår som udgangspunkt elektronisk.

Beskrivelse af de sikre dødstegn

Dødsattesten består af to sider, og side 1 indeholder oplysninger om afdødes navn, adresse samt datoen for dødsfaldet mv. Det er også her, at lægen beskriver de forskellige sikre dødstegn (fx dødsstivhed, ligpletter eller forrådnelse), som er blevet konstateret ved ligsynet. Er der foretaget retslægeligt ligsyn, skal dødsattesten underskrives af såvel politi som embedslæge.

Herefter afleveres dødsattestens side 1 til begravelsesmyndigheden, som er sognepræsten/kirkekontoret i det sogn, hvor afdøde havde sin bopæl.

Hvornår noterede man første gang et dødsfald

I Danmark dukkede de første kirkebøger op i 1300-tallet. Fødsler, dåb og vielser begyndte at blive indskrevet i kirkebøgerne, men først fra 1645 blev også dødsfald noteret i bøgerne.

Den første dødsattest

Det første påbud om dødsattester i Danmark blev udstedt ved en såkaldt kancelliplakat for København den 26. juni 1829 ‘angående Foranstaltninger til at hindre det mulige Tilfælde af Skindødes Begravelser’.

Fra 1874 skulle dødsfald anmeldes til skifteretten.

Kravet om dødsattest blev indført i 1829, og fra 1874 skulle dødsfald anmeldes til skifteretten. I dag sker anmeldelsen til myndighederne ved, at nærmeste pårørende (alternativt kommunen ved en kommunal begravelse) udfylder en anmodning om begravelse eller ligbrænding. Anmodningen bliver videregivet til begravelsesmyndigheden, det vil sige sognepræsten/kirkekontoret i afdødes bopælssogn.

 

Dødsattesten har derfor været og er stadigvæk er tryghed for dem, der var, og dem der måske stadigvæk er, bange for at blive begravet skindød, altså levende begravet, da den først kan udstedes, når kan konstateres sikre dødstegn.