Sorghjælp er huskehjælp – af Ole Raakjær

14. marts 2019

 

Skynd dig at få noget, du kan blive ulykkelig over

Hvis to mennesker elsker hinanden, så kan det kun ende ulykkeligt. Selvom de elsker hinanden til det sidste, så dør de ikke samtidig. Den ene efterlader en smerte hos den anden, så ulykken er indbygget… Jeg kan ikke elske uden at vide, at ulykken bor i at sige ja. Men hvis det skulle få en til at mene, at man skulle lade være med at binde sig, så vil jeg svare: Tværtimod. Skynd dig at få noget, du kan blive ulykkelig over!(1)Johannes Møllehave

Sådan udtrykte Johannes Møllehave det i et interview kort efter, han havde mistet sin kone. På fornem vis understreger han, at sorg ikke er sygdom, men den pris vi betaler for, at et menneske har været vigtig for os. Sorg er kærlighed, sådan som den ser ud i den elskedes fravær. Sorg er udtryk for betydning. Man sørger ikke over tabet af et menneske, der var ligegyldigt for en. Man sørger, fordi man har elsket. Sorg er kærlighedens pris. Spørg bare den sørgende, om hun ville have undværet at kende den mand, hun har mistet til fordel for nu at have været sparet for sorgen og smerten? Siger hun ja, vil vi straks konkludere, at hun og manden sikkert har levet som hund og kat. Derfor kan man også sige: ”Tillykke med sorgen!” ”Tillykke med, at du har haft et menneske, som var så vigtig for dig, at du kan ikke kan være ligeglad med, at det ikke er her mere!” For smerten nu er del af lykken, der var.

Har du gjort dit sorgarbejde ordentligt?

Denne for så vidt banale og indlysende sammenhæng mellem sorg og kærlighed har stor betydning for vores måde tænke om sorg på. I mit arbejde som hospicepræst sker det ikke så sjældent, at mennesker, der er på vej til at miste eller har mistet, kommer og beder om hjælp til at komme igennem sorgen. En kvinde var i tvivl om, hvorvidt hun havde sørget ”rigtigt”. Hun vidste, man skulle græde, og var ikke sikker på, om hun havde grædt ”nok”.
En efterladt mente ikke, hun havde været vred. Det blev et problem, sagde hun, fordi vreden jo var en af sorgens faser, som hun dermed frygtede ikke at komme ordentligt igennem.

En tredje kvinde, hvis mand var døende, bekymrede sig, fordi han ikke ville tale om det. Han havde behov for, at nogen hjalp ham med at ”åbne op”, mente hun, så følelserne kunne få frit løb. Mange taler om deres sorg som et faseopdelt ”arbejde”, de skal igennem, eller som en ”proces”, de står i, og efterspørger ”redskaber” eller ”værktøjer” til at ”fikse” ubehaget.

Der synes at være en udbredt opfattelse af, at bare man får de rigtige ”værktøjer” eller ”redskaber” eller finder den rigtige hjælper/terapeut, så kan man arbejde sig gennem sorgen. Og er man rigtig ”dygtig”, kan man helt fjerne den. Det får i anden omgang den konsekvens, at det er svært at få lov at være ked af det. Der er en besynderlig forventning om, at når der er gået cirka tre måneder efter et tab, så skal man være kommet ”videre”, begynde på arbejde og fungere nogenlunde, som man plejer. Men som en af mine bekendte, der mistede sin mand og stod tilbage med 4 børn under 10, svarede, da en af hendes venner – et år efter mandens død – sagde til hende: ”Nu skal du da også til at leve, som du plejer!” : ”Min mand plejer ikke at være død!”

Mange mennesker, der mister nære pårørende, oplever, at de, efter at de første måneders opmærksomhed har lagt sig, er nødt til at skjule deres sorg for familie, venner og bekendte. Dels fordi andre har svært ved at være sammen med dem, når de mærker, at her er det noget, de ikke kan handle sig ud af, men bare er magtesløse overfor. Dels fordi den sørgende mere eller mindre direkte får at vide, at når sorgen varer så ”længe”, så har han eller hun nok ikke har gjort sit ”sorgarbejde” ordentligt, har ikke har talt nok om det, eller ikke har talt med de rigtige (læs: professionelle)(2).

De spræl-levende døde

Men sorgen er ikke ”tunnel”, man skal igennem. Den er et ”landskab”, man skal leve i og med. Det er ikke sorgen, der med tiden bliver mindre. Det er den sørgende, der vokser, så der bliver plads til andet end sorgen(3). Sorgen vil være en trofast følgesvend livet ud. Spørg bare den mor, der har mistet et barn(4) eller det menneske, der som barn eller ung har mistet en mor eller far(5). Det menneske, der har været en uadskillelig del af ens liv, skriver man heldigvis ikke ud af sit ”livsmanuskript”, fordi det dør. Biologisk død er på ingen måde det samme som eksistentiel død. Sorgen er ikke bare en fortælling om det eller den, man har mistet, men i ligeså høj grad om det, man aldrig kan miste.

Jeg tæller ikke ligefrem mine døde/ noterer mig bare at tallet stiger støt/ men hvad er døde tal/ mod sprældøde venner/ jeg har ikke noget imod døde/ nogle af mine bedste venner er døde/ det påfaldende er blot deres/ usvækkede livskraft/ modsat adskillige nulevende som er mere døde end levende/ jeg kender flere uafdøde/ som keder mig til døde/ de professionelle døde derimod/ har det med gå igen/ på uventede tidspunkter/ blander sig i alt/ sætter skub i en kedelig samtale/ får syrener til at blomstre midt om vinteren/ kalder latteren frem under en tandudtrækning…(6)Benny Andersen

Sådan udtrykker forfatteren Benny Andersen det på en gang humoristisk og genkendeligt. Dem, vi har mistet, ”går igen”. Vi bliver ved at høre ekkoerne af deres ord, at fortælle deres historier og at genkalde os deres indflydelse på os. Hver gang vi taler om dem, bliver vi ved at lave mening omkring deres liv: ”Sådan gjorde han! Sådan sagde hun! Det ville mormor have elsket! Det ville bedstefar have hadet!” Ligesom vi bliver ved at udleve vigtigheden af dem i vores eget liv: ”Det lærte han mig! Det åbnede hun mine øjne for!” Til tider kan vi endda høre os selv tale til dem og indtrængende bede dem om et godt råd.

Døden kan ubarmhjertigt rive et menneske ud af vores hænder og få os til at spørge efter, hvad meningen er med det hele. Men døden har heldigvis ikke har magt til at gøre den kærlighed, som vi gennem det menneske, vi har mistet, har fået del i, til ingenting. Hvad han eller hun betød for os, kan, uanset hvad der sker, aldrig nogensinde gøres betydningsløst. Kærligheden gør døden tung, men kærligheden er sorgen værd, sådan som vi jo netop bliver husket på, hver gang vi tænker på det, vi har fået og aldrig kan miste.

Du kommer aldrig over det!

I et teologisk eller eksistentielt perspektiv har sorg med et uerstatteligt tab at gøre. Sorgen er udtryk for, at et forhold er brudt og aldrig kan heles igen. At miste en, man holder af, er ikke som at smide sit gamle køleskab ud, fordi det ikke virker, og så bare købe et nyt. Hvis vi skal videre i livet, nytter det ikke, at vi bilder os ind, at sorgen som sådan kan overvindes. Følelserne, hvad enten det nu er ked-af-det-heden, vreden, fortvivlelsen eller meningsløsheden, kan heldigvis efterhånden fortage sig eller i hvert fald blive mindre dominerende, men tabet af den anden vil altid være der(7). I den forstand er noget i sorgen, der er ”terapiresistent”(8), dvs. modstandsdygtig overfor terapi eller enhver anden form for hjælp. ”Mødre dør aldrig, de lever i deres børns hjerter!” som en 10-årig dreng så klogt udtrykte det, da han havde mistet sin mor. Sorgen går ikke over. Det er den sørgende, der ”går over” fra at være et sted med sig selv til at være et helt nyt og ukendt sted. Den sørgende skal i næsten bogstavelig forstand have tegnet et nyt ”kort” over tilværelsen, for det gamle duer ikke længere. Og det er ofte et langt mere besværligt, langvarigt og smerteligt arbejde, end de fleste tror.

Hjælp mig med at huske

Det, der er hjælpsomt i den proces, er ofte – modsat, hvad de fleste tror – at nogen vil hjælpe en med at huske fortællingen både om hvem og hvad, man har mistet og hvad man aldrig kan miste. Spørger man den sørgende, hvem vedkommende helst vil have hjælp af, svarer de fleste: ”Dem, der kender ham, jeg har mistet!” Hvorfor det? Jo, fordi god hjælp er ”huskehjælp”, som en 13-årig dreng, der havde mistet sin mor, udtrykte det. Når det nu gør så ondt og er så svært, skal jeg have hjælp til at huske den betydning og de spor, som hun har sat i mig og mit liv; betydning, mening og spor, som døden ikke kan udviske, netop fordi der er rigtig meget, man ikke mister, når man mister.

Det er som om, vi har glemt, at sorg altid har at gøre med i det mindste to personer, den sørgende og den mistede. Denne banale erkendelse er ofte overset i forståelsen af sorg, hvor teorier og praktikker udelukkende har fokuseret på den individuelle sørgendes indre erfaringer, og på de opgaver, faser, processer eller baner, som vedkommende må (skal) følge. Det har medført en form for eksklusion af den anden part i relationen. Sorgen er blevet forstået som et ”viskelæder”. Jo bedre, du er til at give slip og løsne tilknytningen til det mistede objekt, jo bedre lykkes sorgarbejdet. Den døde er udelukket fra samtalen. Når låget på kisten er lagt på, er alle vedkommendes historier og forbindelser til de levende gjort tavse. Men denne dagsorden har netop undermineret den bedste ressource, den sørgende har for at håndtere sorgens smerte, nemlig følelsen af en forbindelse med den afdøde(9).

Sorgarbejde er derfor ”re-membering lives”, som er titlen på Lorraine Hedtke og John Winslades bog(10). Det er at hjælpe den sørgende med at huske (remember) og gen-indsætte den afdøde som et stadigt levende ”medlem” af hans eller hendes ”livsklub” (re-member). Det handler derfor ikke bare om at fortælle, hvem den mistede var og hvad der var vigtig for ham, men også hvad det at kende ham har betydet for den sørgende, på hvilke måder det har bidraget til hendes liv, og hvilken betydning det fremover ville kunne få for hende, hvis hun levede med hans ”stemme” tættere på.

Hedtke taler i den forbindelse om de tre led eller trin i ”re-membering-samtalen” (11): ”Introduktion”, ”At lave mening” (Making Meanings) og ”Identitetsfoldning” (Folds of Identity), svarende til spørgsmålene: ”Hvem har du mistet?”, ”Hvilken betydning/mening har han haft for dig?” og ”Hvilken betydning/mening har han for dig nu/vil han kunne få?”

Til ”Introduktionen” kunne (hjælpe-)spørgsmålene f.eks. lyde: Hvem var han? Hvad kunne han lide/ikke lide? Hvad var hans profession, passion, hobby? Hvad nød han særligt? Hvad hadede han?Er der specielle historier om ham, som han gerne ville have skulle fortælles om ham?
Til ”At lave mening”: Hvad har det at kende ham betydet for dig? På hvilke måder har han bidraget til dit liv? Hvad holdt du særligt af i dit forhold til ham? Hvad sagde han, som var særlig vigtigt for dig? Hvad lærte han dig om livet?

Og til ”Identitetsfoldning”: Hvordan ville du lægge mærke til, hvis du levede med hans ”stemme” tættere på dig? Hvilken forskel ville det gøre for dig i din hverdag? Hvilke muligheder ville åbne sig for dig, hvis du levede ud fra det ”sted” i dig? Hvis han var her, hvad ville han så sige, han særligt satte pris på hos dig? Hvad ville han specielt lægge mærke til ved den måde, du har klaret tingene på efter hans død? Hvilken forskel gør det for dig at fortælle denne historie? Hvis du huskede på hans ord, hvordan ville det så blive lettere for dig at bære dagen i dag/i morgen/næste år?
Dette sidste led handler altså om, hvordan man igen ”folder” den døde ind i den levendes liv. ”Re-membering-samtaler” fungerer som en slags mod-samtale i forhold til den dominerende diskurs, der handler om at ”give slip”, ”komme igennem” og ”komme videre”.

Man kunne derfor også sige, at ”sorgarbejde” er en Jakobskamp. ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!” siger Jakob til englen, da morgenen nærmer sig (1. Mosebog, kapitel 32, vers 25-33). På samme måde kan den sørgende sige til den afdøde: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!” For kun det, man ved, man har og som andre kan give en ”lov” til at have, kan man give slip på, så tabet ikke fylder hele horisonten.

Michael White, den narrative terapis ”fader”, fortæller i kapitlet ”Hilse på igen: Om at indlemme den tabte relation i sorgarbejdet”(12) i bogen Narrativ Praksis, om Mary, der søger hjælp hos ham for noget, hun beskriver som ”uafklaret sorg”. Hun har 6 år tidligere mistet sin mand, Ron, som døde pludseligt af et hjerteslag. De havde haft et ”rigt og kærligt” venskab, som de begge satte meget højt. Da Ron døde, faldt Marys verden sammen. Hun var tynget af sorg og ”følelsesløs”, og i den kommende tid ”lod hun kun som om hun levede”. Hendes følelsesløshed overlevede en række forsøg på at ”arbejde sig igennem” sorgen med hjælp fra rådgivere. Medicin viste sig ikke at have nogen form for virkning. Alligevel insisterede Mary på at genoprette en form for velvære ved at konsultere terapeuter og ”arbejde på at acceptere tabet” igennem de næste 5 år.

Under Michael Whites første møde med Mary fortæller hun, at hun så godt som har opgivet håbet om, at hun nogensinde igen ville kunne opnå nogen form for velvære. Hun regner aldrig med, at hun ville kunne sige farvel. Næsten kontraintuitivt opfordrer han hende til at løbe fra de ”dødsensalvorlige” konsekvenser af Rons død. Han spekulerer højt over, om det overhovedet er til nogen hjælp at sige farvel, eller om det måske vil være en bedre ide at sige goddag til Ron. Desuden siger han til hende, at den fortvivlelse, hun oplever, måske betyder, at hun har været for dygtig til at sige farvel, og om hun kunne tænke sig at eksperimentere med at sige goddag til Ron, eller om hun mener, at han er begravet for dybt til, at det kunne nytte? Mary´s svar lød: ”Ja, han er nok for dybt begravet!” og tilføjer så, at det måske ville være godt, hvis vi ”gravede ham lidt op”. Og så begynder han at stille nogle af ”re-membering-spørgsmålene”. De mødes til en efterfølgende samtale ca. et år senere, siger Mary: ”Det er mærkeligt, men da det gik op for mig, at Ron ikke behøvede at dø for mig, at jeg ikke behøvede at tage afsked med ham, blev jeg pludselig mindre optaget af ham, og mit liv blev rigere!”(13)

Det handler altså om at finde måder, hvorpå man kan leve videre med den døde ”i sig”.

 

At holde den døde i ære er jo netop at bevare det, han eller hun har givet, - ikke i mindet, ikke på piedestalen, men i sig. Således kan den døde skildres som en gave, og der tilføjes et perspektiv til sorgen. At leve med den døde er nemlig ikke blot at leve med tabet, men det er også at leve med et liv og en gave.(14)

 

Det er præcis den gave, vi i vores traditionelle forståelse af sorg som en tunnel, man skal igennem, som et ”give-slip-arbejde”, har snydt den sørgende for. Målet for enhver sorgproces er nemlig, at glæden over det, man har fået, med tiden må overskygge sorgen over det, man har mistet.

Det er denne forståelse af sorg, der må gennemsyre såvel begravelsestalen som sjælesorgssamtalen, for i forkyndelsen fastholdes den afdødes betydning for den sørgende, selvom vi rationelt ved, at den døde er forsvundet og borte for altid, for

…Kristi ord siger: nej, du skal ikke glemme. Du hører stadig sammen med det elskede menneske, du mistede, - for nok er det dødt og borte, men det er ikke bare forsvundet ud i den store intethed. Det er hos Gud. ”Farer jeg op i himlen, da er du der, reder jeg leje i dødsriget, så er du der.(15)

Ole Raakjær er sognepræst i Sulsted sogn i Nordjylland, præst på KamillianerGaardens Hospice og i Det palliative Team i Aalborg, formand for Foreningen for Palliativ Indsats og master i Humanistisk Palliation.