Samtalen om døden – filosoffens perspektiv: Jacob Birkler

Læs Jacob Birklers artikel, der sætter fokus på den filosofiske samtale om døden, og hvordan døden er blevet diskuteret i filosofien gennem tiden.

6. juli 2022

 

Døden er en evergreen i filosofien. Blandt filosoffer er døden blevet diskuteret gennem hele filosofihistorien, hvilket sker gennem filosofiens mange grunddiscipliner. Samlet set er den filosofiske samtale om døden kendetegnet ved en spørgende, reflekterende og undersøgende tilgang.

Fra antikken er det vel nok Sokrates (470 – 399 f.Kr.), som er mest kendt for at tage livtag med døden, hvilket bl.a. sker i Platons dialog Phaidon. Her er Sokrates i samtale om døden, hvilket i stort omfang handler om argumenter for sjælens udødelighed. Langt senere var Søren Kierkegaard (1813-1855) også optaget af døden, hvilket vi kan læse i flere af de efterladte skrifter, men måske mest prægnant i det lille skrift ’Ved en Grav’ (der reelt er en tale), som jeg anbefaler alle at læse. Her er det selve forholdet til døden, som behandles, og især den måde vi lever dødeligt. I nyere tid har døden været et stort samtaleemne blandt eksistentialisterne, hvor ikke alene døden, men også selvmordet er et uomgængeligt tema. Det vil imidlertid føre alt for vidt at fremlægge en filosofihistorisk redegørelse i denne korte tekst. Vi bør dog notere os, hvordan filosofiens historie har bidraget til en faglig opdeling af vores samtaler om døden. Når vi taler om døden, kan vi derfor med fordel begynde af se på de forskellige måder, vi kan tale filosofisk om døden.

Den filosofiske antropologi stiller spørgsmål ved forholdet mellem liv og død og måden, vi som mennesker (såvel som alle andre levende organismer) lever til døden men også lever med døden, som et vilkår livet igennem. Vi lever med døden som den visse uvished – vi ved, den kommer, men ikke hvornår. På den måde er døden hverken en målstreg eller startstreg. Døden er snarere en cirkel rundt om livet. Selvom mange dyr kan forholde sig til artsfællers død, er det imidlertid noget særligt menneskeligt, at vi forholder os til døden som abstraktion. Døden benævnes derfor ofte som et eksistensvilkår, hvilket billedligt kan beskrives som en evig kulisse på livets scene. Som regel spiller vi vores rolle i livet uden at øjne denne kulisse, som vi alligevel ikke kan fjerne os fra. Som sådan vil døden altid indramme livet som et livgivende vilkår, men er samtidig vanskelig at forholde sig til. Den franske filosof La Rochefoucauld (1613-1680) formulerer det aforistisk på følgende måde: ’Hverken solen eller døden formår man at se på med ufravendt blik’. Det, at vi som mennesker forholder os til døden, er på én gang livgivende og smertefuldt.

En klassisk metafysisk samtale om døden handler om forholdet mellem krop og bevidsthed og dermed også, hvad der sker, når vi dør. Helt umiddelbart er vi bevidste om, at kroppen forgår og vender tilbage til en organisk sammenhæng. Hvad der sker med bevidstheden, når vi dør (hvis vi tillægger bevidstheden eksistens), er omdiskuteret og har været behandlet af filosoffer gennem hele filosofihistorien. Her står vi samtidig med et klassisk skel mellem viden og tro og dermed også mellem filosofi og teologi. Mere filosofisk kan vi imidlertid spørge, hvornår vi dør, hvilket er en samtale om forholdet mellem person og kropslighed. Således kan pårørende opleve, at en person forsvinder i forbindelse med demens, alt imens kroppen lever videre. Modsat kan vi også spørge, hvorvidt og hvordan personen kan leve, selvom kroppen dør. Samtidig kan vi spørge om sider af os selv kan dø, alt imens der udvikles nye sider af os selv. Disse spørgsmål efterlader nye spørgsmål, der handler om måden, vi lever blandt andre efter vores død og især efter andres død. Lukker vi øjnene og tænker på afdøde familiemedlemmer, så kan de leve i erindringen, hvilket efterlader tanker såvel som følelser. Men hvad vil det sige, og hvad vil det betyde, at leve efter døden i erindringen hos andre?

Erkendelsesteorien behandler døden som en erkendegrænse såvel som måden, vi erkender vores egen dødelighed. Reelt ved vi ikke, om vi nogensinde vil opleve døden, som var det en port eller en overgang til noget andet. Således erkender jeg, at jeg skal dø, men jeg ved ikke, om døden i sig selv vil give mig en erkendelse. Det er således de færreste (om nogen), der oplever at dø, for dernæst at vende tilbage til livet og fortælle herom. Selvom denne erkendelse ofte har fællestræk (lys, tunnel etc.), er det meget omdiskuteret, hvorvidt der er tale om en reel dødserkendelse, fordi personen netop ikke dør, men vender tilbage til livet. Til gengæld kan vi være ’tæt på’ egen og andres død for dér at erkende både liv og død på nye måder. Filosofisk skelnes der således mellem erkendelsen af selve forholdet til egen og andres død til forskel fra vores egen dødsbegivenhed, som umiddelbart synes at være uden for menneskets erkendeevne. Hertil hører en vurdering, som formuleres mest klart af Epikur (341-270 f.Kr.): ’Når vi er, er døden ikke til stede, og når døden er, er vi ikke til stede’. Derfor er det lidt misvisende, når vi taler om at ’være død’. Døden er ikke en værensform, som vi oplever og erkender. Døden overgår os aldrig, men modsat noget vi er underlagt hele livet. Som sådan kan intet menneske være plaget af at være død. Til gengæld kan alle mennesker være plaget af at være døende. Plagsomheden er måske især knyttet til erkendelsen af døden på anden hånd, dvs. vores måde at bevidne andres død, hvilket efterlader sorg.

Erkendelsesteorien griber samtidig ind i videnskabsteorien og dermed de forskellige måder, hvorigennem vi skaber viden om døden. Hvis vi ønsker at skabe viden om døden, hvordan skal vi så gøre det, hvem skal vi spørge, og hvad skal vi spørge om? Vi er alle døende, og er mennesker på dødslejet mere privilegerede i adgangen til viden om døden, sammenlignet med andre? Mere objektivt kan vi forsøge at måle ”døden”, når døden indtræffer, hvilket kan ske ved at veje kroppen og måle hjerneaktivitet osv. Vi kan også skabe viden om den fortsatte celledød livet igennem, men samtidig skabe viden om livet i kroppen efter døden, hvor andre livsformer hurtigt tager over. Nogle vil her anfægte, at denne viden intet har med døden at gøre, hvor andre vil forfægte, at det netop er alt, vi kan vide.

Ofte vil vi erkende livet som langt, når det meste liv er foran os, og erkende livet som kort, når det meste liv er bag os. På den måde kan vi også tale om døden som en horisont, vi betragter forskelligt afhængig af ståsted i livet. Unge bliver forvænt med livet, hvor ældre bliver forvænt med døden. Men der kan være tale en forblændelse, nu hvor døden som regel kommer pludseligt, når vi mindst venter det. Døden er en slags fælde, livet har lagt ud. Pludselig er den der, hvorefter jeg ikke er der. Samuel Becket (1906-1989) formulerer det dystert og absurd: ’Vi fødes overskrævs på en grav. Et øjeblik stråler lyset, og så er det nat igen’.

Sprogfilosofisk kan vi også tale om, hvordan vi overhovedet taler om døden. Hvilke begreber anvender vi eksempelvis. Taler vi om afslutning/begyndelse, bortgang/indgang, udfrielse/indvielse, himmel/helvede osv. Taler vi om håb, tro, magt, udsigt, mening osv. Disse mange begreber vil ikke alene gribe om forskellige tanker og følelser, men også referere til forskellig praksis. Hvis vi således skal tale om døden, hvad skal vi overhovedet tale om? Skal vi tale om død, døden, døende, og taler vi om min eller andres død? Skal vi tale om den sidste tid, dødens uomgængelighed i livet, troen, afmagten, eller skal vi tale om det praktiske forbundet med døden, dvs. kremering, kistebegravelse, gravsted, salmer i kirken eller andet?

Mange finder det oplagt at tale om den måde, jeg ønsker at dø, hvilket man kan indvende slet ikke handler om døden, men alene om livet indtil døden. Med denne pointe kan det fremhæves, hvordan døden let blive en lille ussel pjalt ved livets afslutning, som et punktum eller som noget endnu mindre, dvs. livets negation, og dermed alt det som livet ikke er. Men mange foranlediges til at mene, at det er mest oplagt at tale om døden, når den er tæt på. Men hvornår er døden tæt på/langt væk ,og hvornår vil det være oplagt, at samtalen om døden fylder mest? Hvis livet er ved at rinde ud, kan det påpeges, hvordan det netop giver mening at tale om livet, som det er levet, og mindre om døden, som jeg alligevel ikke ved noget om. Sprogligt kan vi dog skelne mellem et liv, og et samliv der slutter, hvor det er samlivet, der både giver og tager alt. Det er således en filosofisk pointe, at døden aldrig er noget i sig selv, men altid angår nogen eller noget.

Mere livsfilosofisk kan vi tale om døden som en måde at leve på. Fra et radioforedrag er Villy Sørensen (1929-2001) ofte blevet citeret for at sige: ’Der er liv i døden og død i livet, og måske mest liv i livet, hvis døden er med i det’. Citatet peger bl.a. på den pointe, at livet som omstændighed føder døden som uomgængelighed. Men det omvendte er også tilfældet, hvor døden som omstændighed føder livet som uomgængelighed. Citatets sidste linje er det vigtigste, hvor det at leve dødeligt tilfører livet mening. Kort sagt er dødens vished tung at bære, men udødelighed vil være ubærligt. Hermed kan vi forstå, hvordan døden i sig selv er livgivende. Mange kender udtrykket ’memento mori’ (husk, at du skal dø!) hvilket rummer pointen om, at du skal leve, mens du kan. Det giver selvsagt ikke mening, at vi går og råber til hinanden ’pas på, du dør’, men det forhold, at vi alle går baglæns ned i graven som en uerkendt hændelse, giver os den påmindelse, at vi må leve, før det sker. Derfor bliver ’memento mori’ ofte knyttet sammen med det (endnu mere slidte) latinske udtryk, ’carpe diem’ (grib dagen/livet), hvor vi skal fange livet som mulighed, imens vi kan. Men det er selvsagt sin sag at gribe dagen, når man ligger for døden eller ligger svært kræftsyg, hvilket fører os over i endnu en filosofisk måde at tale om døden på, hvilket sker gennem etikken.

Taler vi etisk om døden, taler vi om den gode død eller den dårlige død (eutanasi og dystanasi). Etikken er således en værdifilosofi, hvor vi anvender værdibegreber i samtalen om døden. Blandt de mest benyttede værdibegreber er begrebet ’værdighed’, hvor samtalen om den værdige død ofte indfinder sig, når vi har svært ved at øjne den.

Langt de fleste etiske spørgsmål knyttet til døden handler om menneskets mulighed for at udskyde eller fremskynde dødens komme. Man kan sige, at etikken angår den måde, vi forkorter eller forlænger livet. De etiske spørgsmål, der handler om at forkorte livet, angår eksempelvis forskellige former for provokeret abort, dødshjælp såvel som assisteret selvmord. Dilemmakomplekser, som ikke skal udfoldes her. Til forskel fra dødshjælp er de etiske spørgsmål, der angår livsforlængelse, blevet langt mere udbredte de senere år, hvilket handler om stadig flere behandlingsmuligheder. Når vi kan behandle, er det således ikke givet, at vi også bør gøre det. Selvom vi eksempelvis kan forsøge genoplivning, ordinere mere terapi eller forsøge at fastholde livet via sondeernæring og/eller respirator, er det ikke givet, at vi bør gøre det. Konkret kan vi derfor spørge, om der bør hænge hjertestartere på plejehjemmet? I nogle tilfælde synes det således ikke at være livet, vi forlænger, men snarere dødsprocessen. På den måde er det blevet relevant at stille det filosofisk-etiske spørgsmål, om man kan dø for sent i Danmark.

De etiske spørgsmål om døden er tæt forbundet med de æstetiske spørgsmål, som også hører under værdifilosofien. Hvor etikken spørger til den gode død, vil æstetikken spørge til den smukke eller grimme død. Men også her bliver det komplekst. Kan vi eksempelvis opstille nagelfaste kriterier for en grim død, og hvem er i så fald bedst til at vurdere dette? Er det altid patienten eller de pårørende, et behandlerteam, politikere eller andre (?)

Som filosof vil jeg til slut kort nævne min egen faglige måde at arbejde med døden, hvilket sjældent handler om døden som abstraktion, men mere om livet blandt døende. Mødet med døende vil ikke alene efterlade tanker, men skaber også bedre muligheder for at afstemme, hvad der er værdifuldt i hver enkelt patientrelation. Desuden er det i mødet med patienter, at de etiske dilemmaer bliver meget konkrete, hvilket samtidig er stedet, hvor håndteringsmuligheder bliver oplyst. Det eneste sted ,vi kan tale om døden, er i livet, og det er netop i livet blandt døende, at døden skaber opbyggelige samtaler om livet.

Jacob Birkler er filosof med ph.d. i medicinsk etik. Han var formand for Det Etiske Råd fra 2010-2016. I dag er han underviser på flere sundhedsuddannelser og forfatter til en lang række bøger om filosofi og etik i sundhedsvæsenet.

Jacob Birkler er desuden repræsentantskabsmedlem i Landsforeningen Liv&Død.