Samtalen om døden – præstens perspektiv: Christian Busch

Læs Christian Buschs artikel, der blandt andet sætter fokus på døden som tabu, sjælesorg og religionens og kunstens refleksioner om døden.

6. juli 2022

 

Alle religioner kan man se som forskellige trosbaserede svar på spørgsmålet om liv, død og mening. Ønsket om at overvinde den absolutte modsætning mellem liv og død er formodentlig en tendens, der er lige så gammel som menneskeheden selv. Mange myter, religiøse og spirituelle overvejelser, billedkunst og litteratur søger at overskride dødens grænse for at undersøge, hvad der kan siges om døden, og hvilken betydning døden har for livet. Temaet er uendeligt, og man kan se enhver religion som et forsøg på at få døden i tale, et forsøg på at løse dødens gåde.

Er døden tabu?

I moderne psykologiserende sprog forstås tabu som noget, vi skal have fjernet, ophævet, som var det en psykisk blokering, der skal opløses, for at vi kan forholde os frit og åbent til døden. Tabu har oprindeligt en ganske anden betydning. Tabu betyder, at noget er for tæt på naturens stærke, ustyrlige kaoskræfter, og at man derfor skal omgås det med respekt og nænsomhed. Den ukontrollerbare død kræver former. Døden er det ultimative tabu, fordi døden mere end nogen anden kraft i livet er ustyrlig og ofte vil bringe kaos med sig. Fordi døden er tabu, en ustyrlig kaosmagt, har døden altid krævet, at vi havde former at omgås den i. Døden gør os tavse og er selv tavs. Den får altid det sidste ord, siger vi. Når døden unddrager sig, at man kan få den i ”direkte tale”, så må man bruge ”indirekte tale”.
Myter, traditioner, kunst og ritualer er ”indirekte tale”, hvor vi kan afprøve, hvad døden kan sige os, og hvordan vi kan tale om og til døden. Myter, traditioner, kunst og ritualer kan give os en lille smule kontrol i nærheden af døden. I vores tid har vi afskaffet mange af de indirekte, rituelle måder at omgås døden på. Det er derfor ikke så underligt, at vi i dag anser os for at være ”nøgne” og uden ritualernes skærmende og nænsomme beskyttelse.

Sterben og Tod

På tysk og engelsk er der en væsentlig skelnen, som ikke er helt lige så tydelig på dansk. Der er en væsensforskel på 1) processen at dø og 2) hvad døden er i sit væsen. På tysk taler man om Sterben som betegnelsen for processen at dø, og Tod for døden som væsen. På engelsk siger man Dying og Death, som også beskriver de to forskellige perspektiver. På dansk er den sproglige afstand ikke lige så klar som på tysk og engelsk, når man taler om ’at dø’ og ’døden’.
For præsten er der tale om to forskellige, men dog ikke uafhængige perspektiver. Det er en disciplin for præsten at ”berede en døende”. Det handler om ”Sterben”. Processen er det følgeskab, præsten tilbyder den døende med samtaler, sakramenter, bøn og velsignelse. I dag vil det mest almindelige være, at præsten tilbyder det døende menneske sjælesorgssamtaler, der som indhold har det, som den døende har brug for at tale om. I dag er der ikke tale om en fast traditionsbunden praksis, som man vil kunne finde i den klassiske kirkelige tradition. I katolsk praksis og i mange andre trosretningers praksis er det at berede et menneske til døden stadig en meget ritualbunden tradition. I den katolske kirke har man et sakramente (en af Jesus Kristus indstiftet handling), man kalder for ”de syges salvelse” (i folkemunde kaldes det ”den sidste olie”). I en folkekirkelig praksis ville man lægge vægt på samtalen med den døende for at høre, hvad det enkelte menneske er optaget af.
En samtale mellem en døende og en præst vil i dag ofte dreje sig om livets glæder, sorger og fortrydelse. Og den døende vil ofte bevæge sig i et kontinuum mellem på den ene side vemodets milde sorg over at skulle forlade livet med al dets skønhed og glæde og på den anden side fortvivlelsen over at føle sig snydt af livet og fanget i lidelsens ensomhed. Præstens attitude i disse samtaler vil altid være at stille sig til rådighed for den døende og følge denne i både taknemmelighed over for livet og i magtesløsheden og vreden over at skulle miste livet.
Præstens sjælesorg for den døende er ”at give et andet menneske et sprog, og i ét dermed give det en forståelse dér, hvor det har mistet forståelsen af sit eget liv.” (Kjeld Holm. Sorgens sprog – træk af den principielle sjælesorg. Forlaget Aros 1986, s. 19.)

Det betyder dog ikke, at vi ikke også vil invitere til at tolke situationen i lyset af den kristne tro og tænkning. Owe Wikstrøm, svensk teolog og religionspsykolog, taler i sin bog ’Den uoutgrunnliga människan’ 1992 om sjælesorgens 4 dimensioner: 1) Omsorgen; 2) Besindelsen på eksistentielle temaer; 3) Tolkningen i den kristne tro og 4) Fordybelsen i troen, i ritualer og kontemplation.
Der er ikke plads i denne sammenhæng til at gå i detaljer med alle dimensionerne, men der skal blot nævnes nogle få eksempler på den rige kristne tradition, der er for at berede et menneske til døden.
En dansk teolog, Svend Andersen, har samlet det troende menneskes attitude til det at skulle dø i et koncentreret udtryk: “Døden er, luthersk formuleret, et åndeligt anliggende: den stiller menneskets forhold til Gud på prøve. Derfor er det vigtigste spørgsmål, kristeligt forstået, om et menneske som døende kan fastholde sin tro. Dødskampen er ikke en kamp for at overleve, men en kamp mod, at angsten opsluger troens fortrøstning.” (Svend Andersen 1994, 258-59). Det er en smuk måde at formulere, hvad hjælpen til det døende menneske i processen med at dø, ”sterben”, i grunden er.

TOD

Hvad døden er i sit væsen, er i egentlig forstand troens og religionernes domæne. ”Døden gør os tavse og er selv tavs. Den får altid det sidste ord. Når døden unddrager sig at man kan få den i direkte tale, så må man bruge indirekte tale.” (Chr. Busch. ”Liv og Død den store Gaade.” I: Michael Hviid Jacobsen (red). Memento Mori 2008.)
Som tidligere nævnt er myter, traditioner, kunst og ritualer ”indirekte tale”, hvor vi kan afprøve, hvad døden kan sige os, og hvordan vi kan tale om og til døden. I kristendommen er troens kerne, at Gud går ind i døden og lod sin søn gå op på korset for at dø, hvorefter han er i døden, for så at forlade døden tre dage efter. Det er et genialt træk at lade Gud selv gå ind i døden for at overvinde døden. De kristne trosretninger er de eneste trosretninger, der i første omgang lader døden sejre, for derefter at snyde døden for dens sejr. Betydningen er i den kristne tolkning, at døden, og alt det, der kan ødelægge livet, aldrig vil få det sidste ord.
Det er det kristne håb, der fødes, når døden snydes for den endelige sejr. Opstandelsen og håbet er kernen i kristendommens attitude over for døden. En dansk teolog har sagt det på denne måde: ”Det er et håb, der kender de betingelser, der er sat for vores tilværelse, men ikke holder sig indenfor dem. Det er et håb, der rækker ud over døden. Det et håb om, at der er et liv, der er stærkere end døden. Vel er det et håb på ens egne vegne, men også på livets vegne. Det håb har sit ophav uden for det enkelte menneske, i selve tilværelsen, i selve livet. Derfor er håbet suverænt. Det er et håb om, hvad der bliver os til del, mere end det er et håb om, hvad vi selv kan udrette. Så i håbet er det i virkeligheden tilværelsen selv, der vægrer sig imod tilintetgørelsen.” (Viggo Mortensen, Lidelsens problem. 1976, p. 134-139.) Alle religioner har hver deres måde at forholde sig til det, der måtte findes på den anden side af dødens grænse.

De forskellige religioners tolkninger af døden er mangfoldige. Den tibetanske buddhismes Dødebog er en praktisk vejledning ved dødsfald, som skal læses for eller til den døde for at sikre, at den afdøde får vejledning på de forskellige stadier i tilstanden mellem død og ny fødsel (reinkarnation), til at undslippe hele den lidelsesfyldte genfødsels rundgang. Hinduismens grundskrift Bhagavad Gita skildrer samvittighedskvalerne hos fyrst Arjuna, der skal i kamp mod sine slægtninge på sletten Kurukshetra. Hans vognfører viser sig at være guden Krishna, som forklarer ham, at den fysiske verden er forgængelig, men at sjælen lever videre, når legemet dør. Krishna understreger betydningen af at gøre sin pligt på den plads, man har fået i verden uden at skele til handlingens frugter.
Alle religioner har hvert deres svar på dødens ”hvorfra”, ”hvorfor” og ”hvortil”. Også kunsten, litteraturen og musikken giver hver deres svar, både de oldgamle og de helt nye er refleksioner om døden. Et nutidigt forsøg på at beskæftige sig med hvad døden er, hvad Tod er, er Bjørn Nørgaards Hesteofringen fra 1970. 30. januar 1970 blev den 12-årige hoppe Røde Fane ofret på en bakketop, parteret og blev lagt i formalin i syltetøjsglas. Det gav anledning til megen diskussion i samtiden, om det ikke var en grusom handling at slagte og partere en hest. Fra Bjørn Nørgaards side var ofringen af en hest en kommentar til ofringen af unge mænd i Vietnam-krigen og dermed en kommentar til vores forhold til døden. Den danske offentlighed blev meget mere oprørt over slagtningen af en hest (der var på vej til slagteriet) end ofringen af tusindvis af mennesker i krigen. Hesteofringen blev et spejl for danskerne i deres attitude til døden. Bjørn Nørgaard sagde 50 år efter hesteofringen: ”Vi lever kun, hvis vi anerkender døden”. Dette er vel netop ideen med alle de forskellige måder at forholde sig til døden, at forsøge at finde tolkninger, så vi kan leve i anerkendelse af døden.

Christian Juul Busch har været præst på Rigshospitalet i over 30 år. Før har han været præst på Amtssygehuset i Glostrup og Vestre Fængsel. Han har forfattet bøger og holder 0plæg om sorg og død.

Christian er desuden medlem af bestyrelsen og repræsentantskabsmedlem i Landsforeningen Liv&Død.