Når sorgen bliver rummet i kunsten

Kunst, sorg og livets fortsatte bevægelse

Når mennesker rammes af sorg, er det ikke kun et tab af en person, et forhold eller et livsvilkår. Det er også et tab af sammenhæng. Af rytme. Af den måde tiden plejede at hænge sammen på. Mange oplever, at sproget svigter netop dér, hvor behovet for at forstå og udtrykke sig er størst.

Her kan kunsten noget særligt.

Kunsten tilbyder ikke forklaringer eller svar. Den tilbyder rum. I mødet med kunst kan man mærke noget, før man kan forklare det. Musik, maleri, en skulptur eller en fortælling kan åbne forbindelser i os, som ellers ligger spredte, skjulte eller ubevidste.

For mennesker i sorg kan det være helt naturligt at mangle ord. Det kan være så overvældende en følelse for både det menneske der er i sorg og de mennesker der er omkring et menneske i sorg, at det kan være godt at have et fælles tredje, som fx kunsten, der kan give anledning til at tale om det der gør ondt.

Da min mor døde

Når vi invaderes af sorg, er det en hel naturligt at føle at verden står stille.

Da min mor døde, oplevede jeg for første gang betydningen af at tiden stod stille. Alt opleves som værende i kulisser og det var en mærkelig følelse, at alle andre omkring mig fortsatte hverdagen som om intet var hændt. Det er en følelse mange i sorg kan nikke genkendende til. Tiden står bogstaveligt talt stille. Det er som om man står midt i evigheden.

Jeg lyttede igen og igen til ét stykke musik, Samuel Barbers “Adagio for Strings, Op. 11″, fordi det var som om det stykke musik kunne indfange den tavshed og stilstand jeg oplevede. Som at være i et evigt øjeblik. Og når jeg den dag i dag lytter til det stykke musik, kommer jeg tilbage til den sorgtilstand jeg var i, eller jeg husker den. For jeg kommer ikke helt tilbage til samme følelse af ulykkelighed.

Det er også som om jeg kommer ind til min mors kærlighed, fordi det stykke musik lyttede jeg til da jeg savnede hendes kærlighed allermest. Der midt i sorgens stund. Så musikken står for en stemning af en tid der var svær, men også noget smukt.

Sorgen forstyrrer i høj grad vores oplevelse af tid. Dagene kan føles stillestående eller flydende. Fortiden kan være overvældende nær, mens fremtiden kan føles overvældende langt væk, ubegribelig og som uvedkommende lige netop der i sorgens dybeste mørke. Det er en dyb menneskelig erfaring, som mange sørgende deler – og som ikke let lader sig forklare med ord. Men kunsten kan forklare det.

Som den argentinske kunstner Gustavo Cerati så fint udtrykker det i sin sang Adios; ”Du hører triste sange for at få det bedre” (Orginalt: ”Pones canciones tristes para sentitrte mejor”)

Kunst som adgang til det indre liv

Da en stor kærlighed i mit liv døde, måtte jeg høre det samme musik igen og igen, som vi havde lyttet til sammen. Det handlede også om at få ham til at blive i verden lidt endnu, på samme måde som at kigge på billeder af ham.

Men det var igennem Naja Marie Aidts digt, ”Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage”, at jeg oplevede meningen med at være i sorg. Dem, som vi har elsket, deres liv har været værdifulde og derfor er vi kede af det. Det lyder så banalt at sige det i dag – men i min oplevelse af hendes digt stod det lysende klart for mig, at netop derfor skal vi give alt det tilbage, som vi har fået af de mennesker vi har mistet. Vi skal give det tilbage til livet.

Musik, billeder, poesi og bevægelse kan nå ind dér, hvor sproget ikke slår til. Det var en erkendelse. Og jeg læste digtet igen og igen, for det åbnede min verden på ny. Det tror jeg mange kan genkende i lige netop Naja Marie Aidts digt. Det rammer noget særligt i livets evighed. Det er stor kunst.

Når man bliver berørt af et kunstværk, sker der ofte noget, før man ved hvad. Noget åbner sig. Noget bevæger sig. Kunsten giver adgang til det indre liv indefra – ikke som analyse, men som erfaring.

Det gør det muligt at være med sorgen uden at drukne i den. Kunsten skaber en form for bevægelig afstand: tæt nok på til at mærke, langt nok væk til at kunne være i det. På den måde bliver kunsten et frirum, hvor man kan gå ind og ud af sorgens intensitet i sit eget tempo.

Minder er ikke faste – de bevæger sig

Når mennesker sørger, ændrer forholdet til minder sig ofte. Minder er ikke bare noget, vi har liggende som billeder, vi kan tage frem. De er levende. De dukker op, forandres og farves af det liv, vi lever nu.

Pludselig en dag vågner man op og bliver glad når man mindes, hvad enten det er den musik man har lyttet til sammen, om det er feriebilleder, gaver eller hvad det er. Pludselig en dag er man ikke længere hulkende ked af det, men meningsfuld ked af det. Sorgen transformeres fra en invaderende smerte til at blive en påmindelse om en stemning, som man bliver taknemmelig for at have med sig. En stemning fra den afdøde, da den afdøde var i livet.

På den måde er minder ikke noget, vi finder frem fra gemte fastlåste steder i hukommelsen. Som er på én bestemt måde. Minder er noget, der bliver til, når vi giver dem opmærksomhed. En lugt, en melodi eller en sætning kan vække noget, der har ligget stille længe, som man kan tage frem og kigge på og se det minde på ny. Fortiden bliver nærværende i nutiden, ikke som gentagelse, men som noget, der får en ny form.

I sorgens rum bliver denne bevægelse særligt tydelig. Det, der gør ondt, er ikke kun det, der er sket, men også det liv, der ikke længere kan leves. Derfor er sorg ikke bare en erindringsproces – det er en grundlæggende forandring af vores måde at være i tiden på.

Kunsten kan hjælpe denne bevægelse frem. Ikke ved at presse minder frem, men ved at skabe en opmærksomhed, hvor de kan komme, når tiden er moden. Sorgen kan transformere minder ind til noget værdifuldt. Men også det modsatte.

Sorgen som kraft

Nogle gange viser sorgen sig ikke direkte. Den kan være skjult under vrede, rastløshed, træthed eller følelsesløshed. Disse forskydninger kan være forvirrende – både for den sørgende og for omgivelserne. Men den kan også blive en kraft.

Mange kunstnere har beskrevet, hvordan stærke, svære følelser har fundet form i sprog, musik eller billeder. Ikke som flugt fra sorgen, men som en måde at give den bevægelse på. Det er det, jeg oplever, at digteren Søren R. Fauth bl.a. gør og udtrykker i sit langdigt Digt om døden. En bog om min far, når han skriver; ”… daglige forsøg på ikke at dø…”.

En fynsk kunstner Marianne Juul Andersen har ladet sig inspirere af flygtninges sorg til at lave flotte skulpturer, der indfanger smerten ved at være i livet uden sit hjemland. Det ændrer måske ikke flygtninges situation her og nu, men det giver os andre anledning til at dele deres smerte og sorg.

Kunsten kan både smerte og lindre. Den kan åbne ind til smerten, men også give det en form, der kan bæres.

At miste en verden og finde forbindelse igen

I dyb sorg oplever mange, at verden mister dybde og retning. Det, der før gav mening, gør det måske ikke længere. Man har ikke blot mistet nogen – man har mistet den måde, verden kunne have været på.

Netop derfor kan kunsten spille en afgørende rolle. Fordi den taler til kroppen før tanken, kan den genåbne forbindelsen til verden på et sanseligt plan. Gennem kunst kan man mærke, at man stadig er i relation – også til det, der er mistet.

Den døde er fraværende, men fraværet kan være aktivt og formende. Kunsten kan give dette fravær en form, som ikke udsletter kærligheden, men bærer den videre.

Det er livet der er i bevægelse, en kortvarig forbindelse mellem fortid og fremtid i et kunstnerisk øjeblik.

Det fælles rum for sorgen

Sorg rammer alle, men mulighederne for at udtrykke og bearbejde den er langt fra ligeligt fordelt.

Her har kunsten en særlig styrke. Den åbner et rum, hvor sorgen kan mærkes uden at skulle forklares eller retfærdiggøres.

Når sorg får form i kunst, bliver den også delbar – uden at blive udstillet. Det private kan bevares, samtidig med at erfaringen spejles i noget fælles.

Kunsten kan forbinde mennesker, der aldrig mødes, men som genkender hinandens stemninger. Og det virkelig magiske i det er, at det ikke nødvendigvis betyder at man skal sætte ord på det. Kunsten giver den ordløse sorg sprog.

Kunsten kan røre os, være en ordløs katarsis, men samtidig også være anledning til at vi kan sætte ord på sorgen. Måske for første gang.

Sorg som eksistentiel opgave

Vi kan gennem kunsten få et sprog for sorgen, når vi kan spejle os i dens udtryk, og måske vigtigst af alt turde mærke den. På den måde gør kunsten det til noget helt almindeligt menneskeligt at være i sorg og smerte.

At sørge er noget ethvert menneske vil opleve, og derfor mener jeg, at sorgen har en eksistentiel opgave. Det vil sige, at sorgen ikke blot er en reaktion på tab, men en grundlæggende menneskelig proces, hvor vi langsomt må finde en måde at være i verden på, uden den døde. Det er en måde at vise, at livet har betydning og at den afdødes liv har haft betydning.

 

Om forfatteren: Mette Richter er cand.phil. i filosofi og MA i teologi. Hun er stifter og organisator af Sorgfestivalen i Odense, som er en del af UGE 44 og fokuserer på hvordan samtidskunst giver sprog til sorgen.