Samtalen om døden – lægens perspektiv: Ove Gaardboe

Læs Ove Gaardboes artikel, der sætter fokus på de sundhedsprofessionelles samtale om døden og vores ønsker og muligheder, når vi skal dø.

6. juli 2022

 

Vi skal være klar til samtalen – i god tid – især de sundhedsprofessionelle

I Dansk Selskab for Patientsikkerhed beskæftiger vi os indgående med samtalerne om døden – ligesom vi gør det i Liv&Død.
Selskabet har siden 2015 sat et særligt fokus på sundhedssektoren ud fra denne parole: De sundhedsprofessionelle skal være klar til at snakke med patienterne om den sidste levetid – og det skal helst ske i god tid.

Jeg har haft fornøjelsen af at være leder af selskabets indsats på området i disse syv år, og det går faktisk godt.
Hvis ikke de sundhedsprofessionelle er gode til at tale med de ældste og de mest syge om den sidste levetid og om døden, risikerer man blandt andet, at der ikke bliver taget stilling til behandlingsniveauet i god tid – og reelt berøver man på den måde patienten muligheden for selv at få indflydelse på, hvordan den sidste tid skal forløbe.
Kun hvis vi som sundhedsprofessionelle er klar til at tage disse samtaler (for oftest er der jo ikke kun tale om én samtale), kan vi sammen med patienterne sikre, at de får en afsked med livet, som i så høj grad som muligt er i overensstemmelse med deres egne ønsker.
Kun hvis patienterne kender deres fremtidsudsigter lige så godt, som læger og plejepersonale gør, har de en reel mulighed for at forholde sig til, hvordan livet skal leves den sidste tid.
Og kun hvis vi tager hul på de samtaler i god tid, kan patienten nå at indrette livet på det, der er på vej.
Døden skal vi nemlig tale om, når den er langt væk, når den er tæt på, skal vi tale om livet (som Luther nogenlunde har formuleret det).

Konsekvenser af den manglende samtale

I 2015 var sådanne samtaler en stor mangelvare.
Selv i kræftafdelingerne, i hjerteafdelingerne og på plejehjemmene var der en betydelig berøringsangst for at tage livets afslutning med i patientsamtalerne.
Og det betød, at der meget ofte ikke var taget stilling til fx, hvornår man ikke længere skulle fortsætte med kemoterapi, hvornår man ikke længere skulle foretage genoplivningsforsøg ved hjertestop, eller til om man på plejehjemmet skulle blive ved med at indlægge borgeren ved en forværring af helbredstilstanden.
En af konsekvenserne heraf er overbehandling, som vi definerer som en behandling, patienten ville have sagt nej tak til, hvis han eller hun var blevet orienteret tilstrækkeligt grundigt om behandlingen og dens mulighed for at medføre et bedre liv.
Herunder er det i alt for mange situationer sket, at plejepersonalet har været nødt til at starte hjertestopbehandling på en patient, hvor livet blot havde nået sin naturlige afslutning.
Der er næppe en SoSu-assistent, en sygeplejerske eller en læge, der ikke i deres karriere har stået i en situation, hvor de har udført den slags behandling og samtidig tænkt, at patienten burde have haft lov til at dø i fred og ro.

Naturlig død risikerer at blive defineret som hjertestop, som jo i princippet kan behandles – selv om det hos nogen ikke har stor sandsynlighed for at ende i et godt resultat.
Der har været lavet audits på hjertestopbehandling på mange sygehuse.
Og det har i mange tilfælde resulteret i, at man fandt ud af, at der var mange af hjertestopkaldene – og altså dermed en ’udrykning’ med typisk 2-3 læger, 2-4 sygeplejersker og 2-3 serviceassistenter, der kunne have været undgået, hvis man havde vurderet situationen grundigt i forvejen, talt med patienten og måske havde besluttet, at hjertestopbehandling ikke længere var relevant.
Det skete fx på Regionshospitalet Horsens i 2017, og bagefter gjorde man en ekstra indsats for at afklare behandlingsniveauet hos de mest syge.
Resultatet var en betydelig nedgang i antal af udrykninger med hjertestopholdet.
Og tilsvarende er der mange andre undersøgelser af avanceret behandling, der har vist, at behandlingen har været ordineret på en meget spinkel indikation.

En gruppe australske læger gennemgik i 2016 en række videnskabelige undersøgelser fra 10 lande, hvor man havde gennemlæst det sidste halve års notater i afdøde patienters journaler og vurderet, om undersøgelser og behandlingsindsatser havde været relevante.
Der var i alle undersøgelser store andele – i gennemsnit i en tredjedel af tilfældene, hvor man vurderede, at patienterne havde været udsat for unyttige undersøgelser og behandling. Undersøgelser og behandling, der ofte var forbundet med ubehag og bivirkninger.
Hvorfor sker sådan noget så?

Flere der er blevet (meget mere) klar til samtalen

Én af grundene er, at det kan være svært at være den, der afslutter den aktive behandling, og at nogen måske endda helst vil være fri for at påtage sig den opgave, fordi de ikke selv kan lide at tale om den uafvendelige død.
Der er mange andre begrundelser, men efter min mening ikke rigtig nogle gode.
En sygeplejerske sagde en gang til mig, at ”berøringsangsten har mange ansigter”. Og det er der helt sikkert noget om.
I Dansk Selskab for Patientsikkerhed har vi været heldige at få midler til at lave flere store og små ’Klar til samtalen’-projekter, og det har været rigtig spændende.
Vi har været i gang i regioner, på sygehusafdelinger og efterhånden også i en del kommuner.
Aktuelt (foråret 2022) er vi ved at afslutte projekter i blandt andet Aalborg kommune, hvor alle 36 plejehjem og alle 6 hjemmesygeplejedistrikter har været involveret.
Og tilsvarende i Midtklyngen, som er det tværsektorielle samarbejde mellem Hospitalsenheden Midt og Viborg, Silkeborg og Skive kommuner.
Alle steder er de blevet (meget mere) klar til samtalen.
Midtklynge-projektet, Projekt Livets Afslutning, har endda modtaget to fine priser: Danske Regioners ”Årets Borgerinddragende Initiativ” og Kommunal Sundheds ”Den Gyldne tråd”.

Samtalerne er win-win-win-win….

Døden og livets afslutning debatteres mere og mere – både i sundhedsprofessionelle sammenhænge og i civile.
Det er min opfattelse, at døden ikke længere er noget tabu.
Men det kan være svært at snakke om sin egen død, og for nogen også at snakke med andre om deres snart forestående død.
Og derfor er der stadig et stykke vej til, at vi alle bliver gode til at snakke om livets afslutning, borgere, patienter og sundhedsprofessionelle.
Men når vi tager samtalerne, når vi åbner op for dialogen om livets afslutning, så gør vi noget godt for den enkelte, som får bedre mulighed for selv at være med til at bestemme, hvordan den sidste tid skal forløbe – og som undgår at blive udsat for uønsket behandling.
Men det er også godt for de pårørende, som undgår at blive bragt i ofte pinefulde situationer, hvor de bliver bedt om at tage stilling til, hvordan den døende mon gerne ville have det (hvilket i parentes bemærket ikke så sjældent fører til uenigheder).
Og så er det godt for personalet, som hermed ved, hvad der skal ske, når patienten bliver mere syg, og når hjertet stopper med at slå – og derfor ikke risikerer at skulle udføre behandling, som de ret beset synes er uetisk.
Endelig – og det skal ikke være hovedargumentet, men derfor skal det alligevel nævnes – er det godt for samfundet, godt for ressourcesituationen i det samlede sundhedsvæsen fra ældreplejen til de specialiserede sygehusafdelinger, at der ikke udføres unødvendig behandling – og fx at mange flere, som selv ønsker det, kan få lov til at dø hjemme.

Lidt smart sagt, er det altså win-win-win-win…

Så tænk over, hvad du selv gerne vil.
Tag samtalen med din familie og dine venner – og især med de ældste og de mest syge i omgangskredsen.
Og hvis du arbejder på sygehus eller i ældreområdet, så vær klar til at tage samtalen med dine patienter, borgere, beboere, klienter.

PS! Hvis du vil læse mere om ’Klar til samtalen’-projekterne, så gå ind på www.patientsikkerhed.dk/klartilsamtalen

Ove Gaardboe er speciallæge i samfundsmedicin. I dag er han ekstern konsulent i Dansk Selskab for Patientsikkerhed og projektleder for projektet ‘Klar til samtalen’. Ove afholder oplæg, workshops, sessioner og foredrag om overbehandling af borgere i den sidste del af livet – og om hvordan det kan undgås.

Ove er desuden medlem af bestyrelsen og repræsentantskabsmedlem i Landsforeningen Liv&Død.