Samtalen om døden – psykologens perspektiv: Bo Snedker Boman

Få Bo Snedker Bomans blik på samtalen om døden - blandt andet med fokus på døden som tabu, og om det altid er godt at have samtalen om døden.

6. juli 2022

 

Mit afsæt er over 20 års virke i det palliative felt. Et felt, jeg holder meget af – og et felt, der som andre felter har (fået) nogle logikker, der hurtigt kommer til at stå uanfægtet.

Fx tales der ofte om døden som tabu – og at mange har svært ved at tale om døden. Og herefter følger meget hurtigt, at dét skal der gøres noget ved: Paradigmer skal ændres, sundhedsprofessionelle skal på kommunikationskursus, og vi skal have meget mere åbenhed om døden.

Men der mangler i mine øjne noget. Vores forhold til døden er jo ikke et virus, der har angrebet os – men et resultat af meget komplekse og modsatrettede, historiske bevægelser, strømninger, diskurser og meninger. Døden er måske et tabu, fordi der skal være et tabu. Vi er måske “dårlige” til at tale om døden, fordi sproget ikke rækker til det. Læger mangler måske ikke mod til at tale om døden – måske regner de det blot for upassende eller ubetimeligt at tale om død før liv? Og hvad så hvis de manglede mod – kan vi ikke udholde, at ikke alle læger er vilde med alle emner?

Mange af de meget belærende og til tider noget bedrevidende “vi-skal-tale-åbent-om-døden”-strømninger i vor tid har den indbyggede konsekvens, at nogle kan komme til at føle sig forkerte og utilstrækkelige.

Jeg møder dem ofte i min praksis. Hundesyge mennesker, der gennem år har fået behandlinger en masse – og som oveni kropslig svækkelse nærmest skammer sig: “Jeg burde nok tale mere om mine følelser og døden – men jeg har ikke lyst”. Sådan kan det gå. Det gode råd og de velmenende anbefalinger bliver opfattet normativt, og skam og utilstrækkelighed følger efter. Jeg har mødt mange velestimerede læger, hvis faglige selvagtelse er faldet, fordi de oplever sig “dårlige” til at tale om død. Heldigvis er de fremragende kirurger – og præsten eller psykologen eller sygeplejersken kan måske træde til med det, de ikke formår!

Med andre ord: Død er et emne på linje med andre, og der kan være et ubehag knyttet til det, hvor privathed ikke er neurotisk, men en beskyttelse af noget sårbart. Sådan har mange det med sexuelle fantasier fx. Eller formueforhold fx. Eller krydser på stemmesedler fx.

Og det rummelige samfund bør kunne rumme, at noget gerne må forblive privat. Den enes projekt om aftabuisering må ikke betyde den andens ufrivillige afprivatisering – så har man i godhedens navn overskredet en grænse.

Vi har i mine øjne mere brug for en debat om fordele og ulemper ved emotionel åbenhed end en alt for sort/hvid diskussion om døden som tabu og bevægelserne væk derfra.

Bo Snedker Boman er psykolog og har gennem 20 år været ansat på kræftafdelinger i det offentlige sundhedsvæsen. I dag er han privatpraktiserende nord for København. Han underviser og superviserer på hospices, hospitaler og i almen praksis. 

Bo er desuden repræsentantskabsmedlem i Landsforeningen Liv&Død.