Hvad er digitalt liv og digital arv – og hvad kan du gøre?

Du kan være med til at sikre din familie adgang til fotos og e-mails og vej ind til dine konti og profiler efter din død. Læs om dine muligheder, hvad angår din digitale arv, her.

Hvad har du i skyen?

Et eksempel på et digitalt liv med de forskellige former for data, vi har – og dermed også en potentiel digital arv. Klik på billedet for at se det i større udgave. Ide og grafik af Astrid Waagstein. Udviklet for Landsforeningen Liv&Død.

Har du fotos og filer gemt på cloud-tjenester eller på din tablet? Har du også en e-mail-konto og sociale profiler fx på Facebook og Instagram? Så har du ligesom mange andre i dag et digitalt liv og dermed mange personlige data gemt på computere, tablets, smartphones og nettet.

Billeder og vigtige dokumenter er i dag ofte gemt digitalt og beskyttet af adgangskoder – og sker der et dødsfald i familien, kan det være svært og ligefrem umuligt som efterladt at få adgang til de fotos, filer og konti, som en død efterlader sig.

Minder og familiefortællinger kan derfor gå tabt, og den døde risikerer fortsat at dukke op på Facebook eller LinkedIn, selvom familien ikke ønsker det. Der kan også være kontrakter og andre vigtige dokumenter, som ikke er til at få fat i.

Hvad kan du gøre: Tre gode råd

  • Læg en plan for, hvad der skal ske med din digitale arv, når du dør: Hvad har du af profiler og konti? Hvad skal bevares og skal slettes?
  • Del løbende billeder og dokumenter med dine pårørende
  • Giv evt. dine koder til en pårørende, du har tillid til

Hvorfor er det vigtigt?

Det er vigtigt at forholde sig til, hvad der sker med dine data på computere og nettet, når du ikke er her mere, for det kan få store konsekvenser for familien, hvis fotos, dokumenter og konti er utilgængelige.

  • Nedskriv koder og gem dem

    Nedskriv koderne

    Hvis du nedskriver dine brugernavne og adgangskoder og gemmer dem sammen med dine personlige papirer eller hos familien, kan dine nærmeste let få adgang til vigtige filer på computeren og konti på nettet.

    Du kan fx nedskrive dine koder i Min Sidste Vilje.

    Gem koderne i e-Boks

    Du kan også gemme koderne i fx e-Boks, som din familie kan søge om adgang til efter din død.

    Gem koderne i en app

    Du kan gemme alle koder i en app, som hjælper med at huske logins. Dermed bliver det kun relevant at have styr på én adgangkode: Koden til appen.

    Der findes forskellige apps til koder. I nogle apps kan du dele koder med venner og familie eller udvælge en person, som kan varetage de gemte koder ved dødsfald.

    Nogle apps er gratis, andre skal der betales for. Blandt de apps, du kan vælge imellem, er fx TrueKey, Keeper, LastPass og Dashlane.

    Risiko ved at dele koder

    Det kan være forbundet med risiko at give sine koder til andre. Hvis du deler dine brugernavne og adgangskoder, er dine data ikke nødvendigvis sikre. Du skal derfor overveje risikoen ved at dele koder – og hvem du evt. deler med. 

    ×
  • Filer og konti: Gem, slet og del

    Gem de vigtigste filer og slet det, andre ikke må se

    Ryd løbende op i dine filer og konti og gem det vigtigste til familien på fx et USB-stick eller en ekstern harddisk. Overvej også, om der er filer og konti, som de nærmeste ikke må kende til.

    Del løbende

    Der er gode muligheder for bl.a. gennem cloud-tjenester at dele billeder og dokumenter med familie og venner.

    E-Boks er også til familieportætter og kontrakter

    Den digitale postkasse e-Boks er ikke kun til dokumenter fra det offentlige, banker, forsikringsselskaber o.l. Du kan også gemme alt fra familiefotos, fødselsattesten til kontrakter i postkassen. Din familie kan søge om adgang til din e-Boks efter din død.

    ×
  • Digital arv i dit testamente

    Du kan også skrive nogle generelle retningslinjer om, hvad der skal ske med din digitale arv, når du dør, i dit testamente – fx om en Facebook-side skal laves om til mindeside eller en e-mail-konti lukkes ned.

    Har den digitale arv økonomisk værdi, vil man kunne tage hånd om det i testamentesituationen eller dødsboskiftesituationen. 

    ×
  • Bevar din livshistorie

    Der findes it-værktøjer, som giver dig mulighed for at gemme din livshistorie digitalt – fx værktøjet “Min Livshistorie”.

    Her kan du bl.a. nedskrive fortællinger, gemme fotos og videoer, men også brugernavne og adgangskoder. Det hele kan deles med dine pårørende.

    ×
  • Der er ikke altid en løsning for de efterladte

    Du kan gøre meget for at sikre din familie adgang til dine data – men du kan desværre ikke udrydde alle de problemer, der kan opstå for dine nærmeste, når de skal have adgang til de forskellige data efter din død.

    For det er ofte kompliceret at skaffe sig adgang til eller slette en afdøds konti og profiler, og der kan gå lang tid, før der findes en løsning. Desværre kan det også ende med, at de efterladte mister vigtige data.

    ×
  • Hvis du ikke har pårørende

    Det kan være svært at få slettet alle dine data, hvis du ikke har pårørende, der kan håndtere din digitale arv efter din død.

    Der er dog efterhånden kommet flere virksomheder til, der yder den service, at de hjælper med at tage hånd om din digitale arv. De kan måske hjælpe med at slette dine data, når du dør. Fx er der virksomheden ”Mit Digitale Liv”.

    ×

Klik dig ind på forskellige emner og finde mere relevant information i forhold til din situation.

Adgang til computeren?

Hvordan får din familie adgang til din computer, smartphone og tablet.

Læs mere her
Adgang til offentlige dokumenter?

Hvordan får dine nærmeste adgang til dokumenter i fx e-Boks.

Læs mere her
Adgang til online konti?

Hvordan giver du familien adgang til fx Facebook, Dropbox og Google.

Læs mere her
Adgang til livshistorien digitalt?

Hvordan kan du samle dine livsfortællinger digitalt?

Læs mere her