At miste sin mor og forholde sig til den digitale arv: Thea Gommesens historie

”Der var ingen forberedelse på, at hun døde”

Jeg har mistet min mor. I 2013 døde hun i en ret forfærdelig og tragisk ulykke på en ferie i Portugal. Vi var ude og ride på heste, hun og jeg, og så løb hestene løbsk, og hun faldt af og døde af kraniebrud efter faldet. Det var en helt almindelig familieferie, der lige pludselig blev til vores alles værste mareridt.  

Det er jo specielt at opleve, fordi man ikke regner med det. Der var ingen forberedelse på, at hun døde.

Jeg var 14 år dengang, og nu er jeg 22. Det er underligt med tid, for når man mister nogen på den måde, kan det føles som et helt liv siden, men det kan også føles som i går. Sorgen er på den måde.

Hvilken digital arv havde Theas mor?

Vi kiggede på hendes telefon, hvor hun havde nogle billeder, beskeder og e-mails osv. Og så havde hun sin Facebook, som hun stadig har. Det var egentlig det. Så der var ikke noget, der forbavsede os.

Men specielt med Facebook synes jeg, det var et underligt tidspunkt. Man vidste ikke noget, og det var ikke noget, man forholdt sig til i 2013 i hvert fald, altså hvad der skulle ske med en Facebook-profil eller med beskeder og mails og sådan. Men det var bare mærkeligt lige pludselig at sidde med sådan en Facebook-profil, der stadigvæk ligner, at den er aktiv. Så er der ingen, der forholder sig til den, for det er ikke noget, man tænker over.

Specielt Facebook-profilen er den digitale arv, jeg har haft tættest på. Og så er der jo alle sms’er og beskeder, som jeg har skrevet med min mor, som jeg havde gemt. Jeg har stadig alle de mobiltelefoner, jeg havde før og efter, hun døde, for at bevare alle sms’er og blive ved med at have dem.

Den digitale arv udsatte døden

Der er både en positiv og negativ side af at have de her ting. Fordi hun ikke havde taget stilling til sin digitale arv, så kan vi ikke komme ind på hendes Facebook. Vi kan ikke logge ind på den, fordi vi har ikke koderne. Så den lever bare, som den gør. Man kan godt gøre den til en minde-profil, men det har vi ikke gjort.

Den største påvirkning, som digital arv har haft for mig, er klart, at det holdt min mor i live for mig i meget længere tid, end hun var. Altså det at kunne gå tilbage og se på, hvordan hun har sms’et mig, eller hvordan hun har skrevet til mig på Facebook. Eller når hun har kommenteret ting. At kunne gå ind på en Messenger-linje og se, at den stadigvæk er aktiv. Det tror jeg klart er det, der har påvirket mig mest. Det udsatte ligesom døden, at hun stadig var der digitalt.

På den negative måde så udsatte den digitale arv døden i så lang tid, så jeg efter ulykken – altså der er jo mange andre ting i det også – slet ikke opfattede, at hun var død, for hun var der jo stadig. Så der gik to år, før det gik op for mig, at min mor rigtig var død. Og så fik jeg ret slem PTSD efter det.

”Der er stadig en del af hende, der er med mig”

På den positive side så er det også enormt rart, at jeg stadig føler, jeg har en del af min mor tilbage. Det er ikke bare et gammelt billedalbum, man kan tage frem. Det er rent faktisk hende, der har skrevet de ting, der står på de beskeder eller på de Facebook-opslag osv. Det er hendes ord, og det er ikke mig, der forestiller mig dem, men det er faktisk hende, der har skrevet det. Jeg synes, det er enormt rart at vide, at der stadig er en del af hende, der er med mig – bogstaveligt talt.

Det er sådan, at hvis jeg møder nye mennesker, og vi snakker om min mor, og hvis jeg pludselig skal finde et billede af hende, så går jeg stadig ind på hendes Facebook-profil og finder et billede. Fordi det finder jeg egentlig er sådan ok, det er derinde, ”der er hun”. Det giver et billede af hendes person, når man åbner hendes Facebook-profil op. Så jeg bruger den til at mindes. Og specielt beskeder bruger jeg meget til at mindes.

Sindssygt svært at tage stilling som efterladt

Det holder noget i live, hende i live, og det er både det positive og det negative i det, fordi det netop udsætter den rigtige død. Jeg kunne godt forestille mig, at der var flere, der havde det sådan med den digitale arv. Og så jeg tror også, at det der med at skulle gå ind og tage stilling til, hvorvidt hun skal leve digitalt eller ej, det er slet ikke noget, jeg egentlig har taget stilling til. Det var ikke noget, vi gjorde som sådan. Men hvis jeg skulle have taget stilling, ville det have været virkelig svært, fordi jeg tror et eller andet sted, jeg ville føle, at nu besluttede jeg, at hun bare var død, fordi nu skulle hendes Facebook ikke være der længere. Og det tror jeg i hvert fald personligt, at jeg ville have sindssygt svært ved, fordi det for mig netop ville være en måde at dræbe en del af hende, som ikke var død.

Nu var min mor ikke et kæmpe Facebook-menneske, så det var ikke sådan, hun havde 1.000 Facebook-venner. Men jeg kunne godt forestille mig, for dem, der har rigtig mange, at det der med bare at lade den stå, det kan måske også skabe noget forvirring for nogen, der måske ikke ved, at hun er død. Så kan jeg godt forstå, man laver det til en mindeside.

Pas på ikke at sidde fast i den digitale arv

Mit råd til andre efterladte er at snakke om det. Hvad føler vi omkring den her profil? Hvordan påvirker det os? Og så tror jeg også, at man skal passe på ikke at blive fanget, fordi det tror jeg selv, jeg har oplevet. Med at blive fanget i de her beskeder og ligesom nærmest sidde fast.

Fordi man kan sige, det er en positiv ting, at jeg kan kigge tilbage og se min mors minder. Men det er også ret vildt, at jeg sidder med 13 gamle Sony Ericsson telefoner for at holde fast i hende. Der er to sider af det. Så det, tror jeg, klart vil være et råd fra mig: Pas på med ikke at sidde fast i den digitale arv, fordi det bringer dem ikke tilbage. Det er minder, selvom det kan føles virkeligt. Det er det, det digitale kan nu om dage – man kan virkelig føle, at man kan mærke personen bag skærmen.

Andre historier om digital arv