Urnehal og urnevæg

En urnehal og urnevæg er en hal eller væg med fordybninger, også kaldet nicher i væggene, hvori urnen bliver placeret synligt.

En urnehal kaldes også et kolumbarium, hvilket betyder dueslag på latin. Denne begravelsesform er blandt andet velegnet, hvis man ikke ønsker, at afdøde skal komme i jorden, eller hvis to ægtefællers aske skal forenes.

Skik fra Italien

Da den moderne ligbrænding (kremering) begyndte i slutningen af 1800-tallet, blev det anset for naturligt at anbringe asken i urner, der blev sat i urnehaller, som man havde gjort det i gamle tider i Italien. Man supplerede dog også med at begrave urner i jorden, som det var blevet gjort i forhistorisk tid.

Kolumbariet på Bispebjerg Krematorium

Den første store urnehal i Danmark blev bygget i underetagen af Bispebjerg Krematorium. Her blev urnerne anbragt i nicher og på hylder, og der var cirka 1.000 pladser. I dag sættes urnerne i Bispebjerg Urnehal, som blev bygget i 1919 og udvidet i 1944, så det i dag er en bygning i tre længer.

Hvilke urner anbringes i en urnehal?

Urnerne i en urnehal er typisk af keramik, porcelæn, sten eller andet holdbart materiale.

Urnemur

Som en videreudvikling af urnehallen findes der urnemure, hvor urnerummet er dannet i en mur og lukkes med en stenplade.