At miste sin mor som barn: Catrine Engelgreens historie

Den mest centrale person døde

I oktober 1981 er jeg lige fyldt 7. Så jeg er 7 år gammel, og min mor kommer simpelthen ikke hjem fra hospitalet. Hun har været dårlig om sommeren. Jeg kan bare huske hende som sådan en glad, sjov, sød mor. Men om sommeren bliver hun svimmel og bliver indlagt, og når man er 7 år, så får man ikke så meget at vide. Og så dør hun d. 7. oktober 1981, og der står min far så og er 35 med sit første voksenjob og har mig på 7 og min søster på 5. Og så har han mistet sin livsledsagerske.

At miste en mor, det er voldsomt. Det var ligesom den mest centrale person, man har som 7-årig pige.

Tung, tung stemning

Jeg kan huske hele dagen. Jeg bliver hentet oppe i skolen, og det, jeg husker mest, er, at de voksne er meget kede af det. Jeg havde ikke oplevet nogen dø før, heller ikke et kæledyr. Eller jo, vi havde haft gubbyfisk, hvor man skyllede dem ud i toilettet, men det var ligesom det, jeg vidste om døden. Jeg kan huske stemningen, og det er også noget, der har fulgt mig som voksen. Det der med stemninger i et rum er jeg ekstremt god til at afkode, og det kommer helt klart derfra. Man bliver meget opmærksom på, hvordan andre har det. Det bliver ligesom kodet ind i dig.

Jeg kan huske, at vi bliver hentet i skolen og kommer hjem, og min far er der, og min farmor er der. Jeg kan ikke huske, om min mormor og morfar er der, eller om de kommer, men min fars søster Lis er der. Og der er bare drama. Eller der er i hvert fald tung, tung stemning, for det var ikke meningen, at min mor skulle dø. Eller det er jo ikke meningen, at nogen skal dø. Men vi vidste ikke, at hun var så syg. Så der var sådan en chok-stemning, kan jeg huske.

Fantasi om at den døde kommer tilbage

Som voksen kan man jo godt forstå, at den døde ikke kommer tilbage. Det kan jeg huske, at jeg havde mange fantasier om som barn. Fantasier som fx på gravstedet, og også i drømme i øvrigt, om at hun kom op igen. Og man havde jo kristendom i skolen, så genopstandelsen og alt det der med, at Jesus kommer op ad graven, det havde jeg faktisk mareridt og fantasier om. Det kan jeg huske som 7-, 8-, 9-årig. Min morfar sagde også , at Gud altid tager de bedste først. Og det er en farlig sætning at give et 7-årigt barn. For så kigger man rundt på de andre gode mennesker i ens omgangskreds og tænker: ”Hvornår tager han far? Hvornår tager han de andre?”. Faktisk vil jeg sige, at man jo selvfølgelig skal snakke med børn, men der er godt nok også nogle ting, som man skal være varsom med at få sagt.

Fx sådan en sætning som den, min morfar sagde til mig, det er jo en, jeg har kunnet gå og bygge stor inde i mit hoved hele min barndom. Fordi jeg ikke havde en i mit liv der sagde: ”Hvad går du og tænker på Catrine, i forhold til det her?”. Og jeg gik og tænkte på, at hvis morfar havde ret i, at Gud tager de bedste først, så er der flere, der ryger lige om lidt. Og det er jo en farlig historie at gå og have i sit lille barnehoved, når man ikke får vendt det med nogen.

“Vi talte virkelig ikke om det”

Og det er jo faktisk meget interessant, for nu har jeg fulgt området i mange år, fx med Jes Dige (psykologisk konsulent, Skyggebørn) , der kom lidt senere på banen. Jeg er selv fra Nordjylland, og der i 1981, der talte vi virkelig ikke om det, når nogen har mistet. Det var mere, at når man var ked af det, ville folk sige: ”Det kan jeg godt forstå”. Men jeg kan ikke huske, at jeg fik hjælp. Jeg har for det første ikke fået psykologhjælp, og så var det voksne, der selv var kede af det, der prøvede at hjælpe. Alle har gjort deres bedste, ved at prøve at hjælpe mig i min sorg, men de var jo selv i sorg. Jeg kan huske, at både min søster og jeg som børn lidt fik rollen af at løfte stemningen. Og det var jo, selvom vi selv var dybt påvirket.

I forhold til min forestilling om genopstandelsen, så var det en trøst for mig. En stor del af min barndom lavede jeg ting som fx engle i sneen, hvorefter jeg kiggede op mod himlen og tænkte på min mor. Jeg er også troende i dag, og har også gået meget i kirke alene. Det er ikke, fordi min familie er så troende. Så jeg har søgt det, og jeg har haft brug for at tro i en tidlig alder, ellers havde det været for mørkt.

Bruger det til at leve livet

Nu hvor jeg tænker tilbage, og det er 40 år siden næste år, så mærker det jo en for livet. Jeg bruger det meget til at træffe beslutninger i mit liv, fordi jeg så tidligt i mit liv har fundet ud af, at livet er kort og uretfærdigt. You never know. Jeg bruger det til at leve mit liv. Jeg synes tit, at der sker ting for mig, hvor jeg ikke selv har kunnet regne det ud. Jeg synes tit, at jeg bliver hjulpet på en eller anden weird måde. Altså virkelig mærkelig måde. Og sådan har jeg haft det siden, jeg var lille, at der ligesom bliver holdt en hånd over mig. Der er også sket hårde ting for mig, men der er også sket mange gode, som jeg ikke selv har kunnet føre tilbage til noget, jeg har gjort.

Omvendt hjælp

I forhold til min omgangskreds tror jeg faktisk, jeg ville sige, at jeg fik mere omsorg end støtte, hvilket jo er et meget sjovt ord i forbindelse med det her. Man er i sorg, men man får en masse omsorg. Jeg blev jo bare pigen uden mor. Det var venligt ment, men mange lagde sådan hovedet på skrå, og man fik lidt ekstra ting. Men jeg mindes ikke, at jeg fik direkte hjælp. Det var måske mere sådan omvendt hjælp. Der findes jo ikke noget så direkte som fx Jes Dige, der tør at spørge ind. Det er også noget, som jeg først senere i mit voksenliv har lært, det der med at sætte ord på følelser.

Men følelser er jo også meget mikset, når man mister. Man savner, men man er jo også rasende. Eller vred. Altså, et 34-årigt menneske skal jo ikke dø. Det kunne jeg i hvert fald godt mærke senere, altså at uretfærdigheden er stor. Den følelse – hvad gør man med den? Jeg har oplevet, at det er som om, at ked af det-heden er den følelse, som vi kan forstå ved sorgen. Men der kan komme mange andre følelser indover. Vrede, følelsen af uretfærdighed, raseri. Og hvad gør man med de følelser?

Børnefællesskab

Hvis jeg skulle ønske noget anderledes dengang, ville jeg ønske, at jeg havde været i et børnefællesskab med andre, der var i samme situation som mig. Hvis jeg kigger tilbage, så var jeg meget pigen blandt de voksne. Altså, jeg blev overvoksen, men egentlig også overbeskyttet. Og det kan lyde lidt hårdt, og nu er jeg jo også den voksne, der kigger tilbage. Men man kan komme til at bruge det, at man har mistet sin mor, som et offerkort for ikke at skulle noget her i livet. Eller sådan sige: ”Det er synd for mig”. Og det var det, men jeg blev jo pigen uden mor i Nordjylland. Det er ikke for at forklejne det at miste en mor, for det er meget hårdt.

Men det, der er interessant, er, om det fx er det, du fortæller hver gang, du møder nye mennesker. Hvordan bruger du det kort bedst muligt? Det har virkelig taget mig mange år og meget tankeenergi at få vendt det til noget, hvor jeg kan give det noget mening og rent faktisk bruge det så positivt, som det nu kan blive. Og ikke kun bruge det på den hårde måde. Men det har været mit eget ansvar at skabe den udvikling for mig selv. For jeg kan simpelthen ikke huske, at vi snakkede om det, da jeg var lille. Fx på min skole tror jeg simpelthen bare, at det blev sagt på klassen, og det var det. Men jeg skiftede faktisk også klasse, da jeg gik i 1. klasse, for der var en lærer, jeg havde, der slet ikke kunne rumme det. Men det var jo ikke noget, vi snakkede om. Billederne blev hevet ned, og så skulle vi videre. Sådan var det meget.

Jeg bliver helt rørt, når jeg i dag ser, at man har en anden forståelse for både voksnes og børns sorgprocesser. Vi er blevet meget bedre til at rumme de forskellige processer, der er i sorgen, og vi er blevet bedre til at støtte og hjælpe hinanden videre. Det er meget prisværdigt.

Det at miste som et aktiv i sit liv

Jeg synes, at noget af det vigtigste i det her er, hvordan vi kan acceptere de livsvilkår, der er, og hvordan vi kan bruge det, der sker for os, som vi ikke selv har indflydelse på, i vores liv. Det, synes jeg, er en interessant vinkel, som jeg selv har arbejdet med. Det er ikke sådan noget: ”Skynd dig op og kom videre”. Det er mere sådan: ”Når jeg er et stykke inde i min sorg, hvordan kan jeg så være i mit liv igen og bruge mit tab som et aktiv?”. Det har jeg som sagt selv øvet mig i. Og det er da ikke altid lige let. Jeg mindes sætningen: ”Nogle må dø, før vi andre kan mærke livet”, og den har jeg selv brugt ret meget til at sige, at det er hårdt, men det er et grundvilkår, og vi kommer virkelig til at mærke det, når der er nogle omkring os, der dør.

Men det tager virkelig lang tid at vende det at miste til et aktiv i sit liv. Det er ikke noget, man må sige til nogen, der står ved en begravelse eller til nogen, der ikke er det sted i sin sorgproces. Der er jo også nogle, der aldrig vil komme til at kunne bruge det som aktiv. Men man kan jo ikke komme udenom, at det at miste er en stor del af ens liv. Så det at lære at forholde sig til, acceptere og tilgive, og de tankeprocesser der hører hertil, kan man jo ikke komme udenom. Men jeg har også fået meget hjælp som ung og voksen. Og jeg tænker også fortsat over det hele tiden. Ligesom at man træner muskler i fitness, så træner jeg også tanker. For livet går jo op og ned. Sådan er showbusiness.

Andre fortællinger om at miste