At miste sin bror: Charlotte Drues historie
Charlotte Drue fortæller her om, da hun mistede sin bror.
Kan du høre mit tavse skrig?
Den 12. juli 2002 blev jeg enebarn. Den 12. juli 2002 blev mit hjerte knust!
Efter at ha ejet titlen ”storesøster” i mere end 28 år. Mistede jeg den, en smuk sommeraften ved kysten mellem Nyborg og Kerteminde. Her kørte min elskede lillebror, René, nemlig galt i bilen, mistede herredømmet og han var død på stedet. Lyder måske forkert, men havde virkelig brug for, at han var død på stedet. At han ikke led. At han ikke havde ondt. Jeg bilder mig selv ind, at han døde med et ”brag”……..at han intet mærkede, men gik fra levende til død uden at bemærke det. Jeg har brugt mange timer på, at gå igennem de sidste timer i hans liv. Også fordi, at vi talte sammen, i telefonen, samme dag som han døde. Vores sædvanlige opkald. I den sædvanlige tone. Med masser af humor og glimt i øjet. Havde jeg vidst, at det skulle blive min sidste samtale med min elskede lillebror. Så havde jeg nok stjålet 10 minutter mere af hans tid. Han ringede fra fængslet hvor han arbejdede. ”Hej søs”………….en sætning som jeg gemmer dybt inde i mig selv. Også i dag mere end 15 år efter.
For selvom jeg har mistet titlen som storesøster. Så er jeg det stadig. Når folk spørger ind – så har jeg en lillebror. Han er godt nok død. Men han er stadigvæk min lillebror. Selvom døden har skilt os ad fysisk!
Jeg husker mange ting fra den 12. juli 2002. Jeg husker rigtig mange ting fra dagene efter. Fra vores private farvel i kapellet. Fra sygehuset da jeg så min lillebror som død. Fra bisættelsen. Ansigtsudtryk fra folk jeg kendte i kirken og fra folk jeg ikke kendte. Smerten i min mave, den var så voldsom, som om maven skreg – ligesom jeg. Mit hjerte der bankede så højt, at det føltes som om, at det skulle sprænge mit bryst. Følelsen af, at være usynlig………….folk der spurgte mig, hvordan det gik med mine forældre. Men ingen så mig. Min sorg var pludselig usynlig – eller jeg var usynlig. Jeg følte, at jeg skulle være den voksne og mine forældre skulle have lov til, at græde og sørge. Min sorg og mine følelser var ikke så vigtige. Jeg var jo bare en søster.
Jeg lagde mærke til, at min mors øjne havde forandret sig. Jeg kom til at hade, at træde ind i rum, hvor tårerne løb og sorgen hang som tunge gardiner i rummet. Jeg havde lyst til at skrige. Jeg gjorde det tit – skreg – men i tavshed. For ikke at genere nogen med min sorg. Som åbenbart ikke var vigtig – da nu alle spurgte til mine forældre og ikke til mig!
Så fik jeg dårlig samvittighed og masser af andre følelser ramte mig – misundelse! Misundelse over, at mine forældre fik tilsendt blomster og kort. Mig – jeg var bare usynlig. Kan ikke forklare hvorfor – men fik så dårlig samvittighed over, at misundelse var en af de følelser, som ramte mig i dagene efter Renés alt for tidlige død.
Jeg husker specielt, at jeg gik en lang tur alene ned til lystbådehavnen i Kerteminde. Et sted, hvor min lillebror og jeg havde brugt 100-vis af timer. I vores barndom, da vi havde en sejlbåd på bro 2. Så havnen var lidt vores sted. På den sidste bro ud til stranden gik jeg ud. Kravlede ud på de store sten længst ude og sad stille. Kiggede ud over vandet og skreg indvendig. Havde ikke kræfter til at åbne munden og lukke smerten ud – skulle bruge smerten til at mærke sorgen og tabet af min bror. Der sad jeg længe og kiggede på vandet. Lyttede til vinden. Hørte wirerne på sejlbådene synge. Pludselig kom det til mig. Jeg kunne bytte plads med min lillebror. Hvis jeg nu gik ud i vandet, druknede. Så kom han tilbage – og så ville mine forældre blive glade igen. Renés venner ville blive glade. Alle ville blive glade.
Ingen ville alligevel lægge mærke til, at jeg forsvandt. Jeg var jo alligevel usynlig. Ingen så mig og ingen tog sig af mig. Lige der var jeg, verdens mest ensomme menneske. Derfor ville det være en perfekt løsning i verden, der var bygget op i min fantasi.
Men jeg gik ikke ud i vandet. Virkeligheden ramte mig og jeg konstaterede nøgternt, at ingen forældre skulle mærke smerten ved, at miste to børn med så kort mellemrum. I mine øjne var det ikke selvmordstanker. Det var en løsningsorienteret tanke – for at stoppe sorgen og give folk glæden tilbage.
Nu skriver vi snart 2018………..det virker som om, at der er sket en million ting siden René døde. Det er der også – på godt og ondt. Jeg har brugt min lillebror meget de sidste mange år. Når mit liv har været presset. Så har jeg ofte tænkt, hvad ville Buller (hans kælenavn) gøre? Svarene var enkle og jeg handlede også på dette. Jeg etablerede i 2004 et forum for søskende der har mistet søskende – nemlig Søskendekram.
Søskendekram har hjulpet mig meget gennem årene. Men samtidig så bliver jeg så ked af det, hver gang nye søskende finder vores vej. For jeg kender den smerte og den ensomhed, som de går igennem. Jeg kender den indefra.
Søskendekram er blevet mit 3. barn. Et barn som jeg elsker overalt på jorden og som altid vil følge mig fremover. Søskendekram får aldrig lov til, at flytte hjemmefra. Nej – da Søskendekram er lavet i min brors ånd og til minde om ham. Ja, så er det lige så naturlig en del af mig, som min lillebror var og er, både nu og fremover. Min bror vil altid være omkring mig. Jeg har ikke nogen speciel tro. Men jeg tror på, at han holder øje med mig, at han sørger for den grønne bølge i lyskrydsene, når jeg har travlt og skal på job. Jeg tror på, at han har berørt andre menneskers hjerter. Det er også blevet en ting, som jeg forsøger at gøre. Både gennem Søskendekram – men også de mange andre tiltag som jeg roder mig ind i.
Da René døde orkede jeg ikke at sidde stille hjemme og mindes ham. For det gjorde for ondt. I stedet for kastede jeg mig ud i flere projekter og drømme. En måde at leve på, som jeg stadigvæk elsker, at have lidt travlt og lidt kaos i mit liv, for jeg ved, at han holder hånden over mig. René er min helt personlige skytsengel og han gør det godt. Mine drømme er blevet til virkelighed og jeg har forandret mig på rigtig mange måder. Jeg har valgt at leve mit liv – og tage ansvar for mit liv. Den tavse og generte Charlotte er væk – nu tør jeg stå foran større forsamlinger og holde foredrag og taler, en personlig drøm er gået i opfyldelse og nogle personlige grænser er krydset.
Mit hjerte bliver aldrig helt igen – men de dele jeg har tilbage, vil jeg gøre godt med. Det er mit nye motto i livet – ”ting du gør med hjertet kan ikke være forkerte”!
Jeg tænker på min bror hver dag. Jeg savner hans ”hej søs”. Jeg savner hans kram, som var så hårde, at jeg næsten ikke kunne få luft. Jeg savner hans dårlige vittigheder. Men mest af alt, så savner jeg hans stemme og hans duft!
……………….og jeg skriger stadig – mit tavse skrig………kan du høre det?
Charlotte Drue står bag hjemmesiden Søskendekram, som er for søskende, der har mistet søskende. Du finder hjemmesiden Søskendekram her.
Andre fortællinger om at miste
-
Heidi mistede sin mor og Sara mistede sin mormorHeidi og Sara, der er mor og datter, mistede henholdsvis deres mor og mormor, der døde af en kræftsygdom. De havde forskellige reaktioner i forhold til tabet og har også skrevet et bog om det.Læs mere
-
Ole mistede sin ægtefælleOle har gennem sit liv oplevet at miste to koner. Hans første kone døde efter 40 års ægteskab, og den anden efter 3. Ole har dog stadigvæk et stort livsmod og ser altid frem til, hvad den nye dag bringer.Læs mere
-
De pårørendes reaktioner på at miste et spædbarnSusanne mistede i sidste uge af sin graviditet sin søn. Hun oplevede efterfølgende, at flere havde svært ved at håndtere hendes sorg, og hun har derfor gjort sig tanker om, hvad man kan gøre som pårørende.Læs mere