At miste – set med to generationers øjne

I 2010 mistede Heidi Bjerre Olsen og Sara Bjerre Sørensen henholdsvis en mor og mormor. Det har de skrevet en bog om, som hedder Snefnug i mørket. Her fortæller de om deres oplevelser og følelser i forbindelse med tabet.

Heidi og Saras reaktioner da deres mor og mormor blev alvorligt syg

Heidi: “De har fundet en knude på størrelse med en knyttet næve i min ene nyre, og jeg skal nok regne med, at det er kræft”. Det var beskeden fra min mor i juni 2010, efter hun havde fået scanningssvaret på den seneste undersøgelse. Hun sagde det, som om det ikke var noget særligt og virkede ikke selv særligt bekymret. Det forvirrede mig. For i min verden var en knude af den størrelse et forvarsel om, at der kunne være kræft andre steder.

Selvom hverken mor eller far viste bekymring over den meddelelse, så ramte det mig hårdt. Jeg begyndte at forestille mig alle mulige grimme ting, og jeg spekulerede meget på det. Andre dage kunne jeg dog godt overbevise mig om, at hun kunne blive rask. Så når jeg ser tilbage, var jeg følelsesmæssigt meget svingende. Og jeg brugte meget energi på at sørge for, at jeg troede på og tænkte “det rigtige”.

Da svaret fra nyreoperationen kom, fik vi at vide, at det var kræft i blære og urinvejene. Men at det ikke havde spredt sig. Knuden i den fjernede nyre var blot en metastase, og hovedtumoren var der stadig. Uanset det forhold kunne hun dog først blive scannet igen 3 måneder senere.

Det var fuldstændigt uforståeligt for mig, så jeg begyndte selv at læse om forskellige kræfttyper, behandlingsmuligheder, patientberetninger, og jeg ringede flere gange til Kræftens Bekæmpelse for gode råd. Jeg havde brug for at handle, for at forstå og tage ansvar. Og jeg havde meget svært ved, at langt de fleste omkring mig overhovedet ikke ville tale om alvoren i det og ej heller forholde sig til det.

Sara: Den første gang mormor fik konstateret kræft, tænkte jeg overhovedet ikke over det. Det var under en familieferie på Bornholm, hvor hun blev ringet op af lægen og fik at vide, at den røde plet lige midt i hendes pande, som bare ikke ville hele, var kræft. Og da hun nogle år senere fik konstateret en kræftknude på størrelse med en knyttet næve i nyren, gjorde det heller ikke et overvældende indtryk. Det var først, da hun blev flyttet til et genoptræningscenter efter at fået fjernet en kræftknude, der omkransede en del af hendes ryghvirvel, at det virkelig begyndte at gå op for mig – og dog. For jeg troede lige til det sidste, at mormor ville blive rask. Så jeg fik aldrig det kæmpe chok med, at min mormor var alvorligt syg. Det kom gradvist. Selvfølgelig vidste jeg godt, at kræft var en skidt ting, og jeg var også ked af det, da hun fik det konstateret både i nyren og i ryggen, men jeg forstod det alligevel ikke helt – og jeg forstod slet ikke omfanget af det. Så for mig var det en lang proces at finde ud af, at min mormor var alvorligt syg – og en hård proces med meget benægtelse og mange trælse tanker sendt i mors retning, fordi hun altid var så pessimistisk omkring situationen, når jeg jo var så sikker på, at det nok skulle gå.

Deres reaktioner da deres mor og mormor døde

Heidi: Min mor var fuldstændig afklaret med døden og ønskede selv at få fred til sidst. Så på en måde var det en lettelse. Nu kunne der ikke ske hende mere ondt. Vi havde også fået talt om de vigtige ting, og det betød virkelig meget for mig efterfølgende. På en anden måde var det et overvældende tab. Jeg følte, at jeg mistede halvdelen af hele mit livsfundament og måtte med tiden i gang med at finde ud af, hvem jeg var, og hvem jeg ville være. I starten gjorde det så ondt at tænke på hende, og jeg græd meget, var altid træt og havde ondt alle vegne. Men som årene gik, blev minderne mere glade, og idag kan jeg som Rasmus Seebach sige “Vi savner dig hver dag, men vi har det godt”.

Sara: Da mormor døde, var jeg forberedt og afklaret. Vi havde været henne ved hende på hospice og sige farvel aftenen forinden, og jeg havde fået sagt de ting, jeg ville sige. Og jeg havde fået grædt ud. Så jeg sov en god og tryg nats søvn uden bekymringer. Og da jeg vågnede til far, der sad på sengekanten næste morgen, og min lillebror, Anders, der også kom ind på værelset, vidste jeg godt, at mormor havde fået fred. Far fortalte, at hun var sovet ind, og så blev der ikke sagt meget mere. Så sad vi bare der sammen i stilhed.

Hvordan det påvirkede deres liv, at deres mor og mormor blev alvorligt syg og døde

Heidi: Mor repræsenterede glæde, hygge, fred, tryghed og kærligheden i vores familie. Hun var som limen, der holdt det hele sammen. Da hun døde, forsøgte jeg at overtage nogle af hendes roller, fordi jeg troede, at andre forventede det af mig som den ældste kvinde. Det kunne jeg slet ikke leve op til, og det føltes heller ikke rigtigt. I dag har jeg erkendt, at der faktisk ikke var andre end mig selv, som forventede det, og det er en befrielse. Nu tager jeg de initiativer, som jeg har lyst til, og det fungerer meget bedre.

Sara: For mig påvirkede det mit liv rigtig meget. Jeg mistede lysten til at se mine venner og veninder og til at se nogle i det hele taget. Jeg gik stadig i skole og lavede mine ting præcis som før, men efter skole ville jeg bare være alene. Jeg græd rigtig meget i den periode, og jeg følte mig også rigtig ensom. For der var ikke nogle, jeg følte, jeg kunne relatere til. Ingen af mine venner og veninder havde oplevet noget lignende. Generelt begyndte jeg bare at føle, at jeg ikke længere passede ind, fordi alle de – for mig at se – små ting, som dem i min omgangskreds gik op i, slet ikke betød noget for mig mere. Og jeg kunne ikke være med på alt deres fjollen rundt. Så jeg isolerede mig.

Sygdommen og dødsfaldet påvirkede deres forhold til hinanden som mor og datter

Heidi: Det var en meget svær tid for mig at være mor. For jeg var jo selv også kun et barn, som var ved at miste min mor. Jeg havde brug for at handle og tage ansvar, men også at græde, og det påvirkede selvfølgelig Sara. Jeg forstod aldrig helt hvorfor dengang, men det gør jeg i dag. Jeg føler, at jeg svigtede min rolle som mor, fordi jeg ikke kunne overskue at “passe på” hende igennem forløbet. Sara var meget involveret i det hele, da hun var meget tæt på min mor og meget moden af sin alder. Jeg havde behov for, at hun skulle skulle se realiteterne i øjnene, og det frustrerede mig helt vildt, at hun troede, at mor blev rask helt til det sidste. Jeg kunne simpelthen ikke forstå eller rumme, at hun ikke kunne se, hvor det bar hen.

I de første år efter mors død følte jeg, at jeg udover at miste min mor også havde mistet det gode forhold min datter. Jeg forsøgte at gøre ting for at udbedre skaden, men ingenting virkede. Sådan føltes det ihvertfald for mig. Efter års forløb hos terapeut og meget arbejde med mig selv lærte jeg at acceptere, at jeg ikke kunne tage følelsen af skuffelse og svigt fra Sara. Og det var en lettelse. Med tiden kunne jeg blot håbe på, at det kom til at fylde mindre. Og her snart otte år efter føler jeg, at vi til fulde har fundet hinanden igen. I alle livets relationer kan der forekomme skuffelser, der ligesom ar aldrig helt forsvinder, men man lever med dem. Og det er ok.

Sara: Specielt sygdommen påvirkede vores forhold meget. Men det er svært at beskrive hvordan. På en måde blev vi meget tættere, fordi vi begyndte at bruge så meget tid sammen på vej frem og tilbage fra Åbakken, hvor min mormor var indlagt til genoptræning. Min mor var den eneste, jeg havde, som jeg følte, der kunne forstå mine bekymringer og min sorg, så vi snakkede rigtig meget om det. Men på en eller anden måde kom vi også længere og længere væk fra hinanden. For selvom vi brugte så meget tid sammen og snakkede så meget om forløbet, så var vi stort set aldrig enige om, hvordan tingene egentligt stod til. Så selvom min mor var den eneste, der kunne forstå min sorg, så kunne hun alligevel slet ikke forstå den, og det ledte til rigtig mange frustrationer. På samme tid kom vores mor og datter forhold også lidt i ubalance, fordi mor ofte var så ked af det. Jeg følte, at det lige pludselig var mit ansvar at passe på og trøste hende, og det var både svært og ubehageligt, for jeg var ikke klar til at være den voksne, der skulle tage mig af andre.

I dag oplever jeg, at vores forhold er blevet tættere af det – specielt efter vi i fællesskab har skrevet bogen, fordi det jo har givet anledning til at få snakket rigtig mange af tingene igennem igen. Og jeg har fået en større respekt for min mor, fordi jeg i takt med, at jeg er blevet ældre, virkelig har indset, hvor stort et stykke arbejde hun lagde i at få min mormor rask igen; og da det ikke kunne lade sig gøre, så at sørge for at hendes sidste tid blev så god som muligt.

Hvordan tabet af deres mor og mormor påvirker dem i dag

Heidi: Livet er ikke helt så ukompliceret og skønt som dengang. Jeg har et relativt anstrengt forhold til sygehuse og er kommet til den erkendelse, at man som patient ikke skal forvente, at nogen tager ansvar for dit liv. Det skal du selv. Så jeg går aldrig til eller fra en hospitalsundersøgelse uden selv at have forberedt mig til tænderne og tjekke journaler efterfølgende. Omvendt så tror jeg på det bedste i alle mennesker, også de læger og sygeplejersker, vi har mødt, og det er i virkeligheden nok nærmere systemet, som svigter, og ikke de enkelte ansatte. Så jeg arbejder virkelig på at have en positiv tilgang og vise tillid, men jeg må nok erkende, at det bliver et langt og sejt træk.

Jeg minder på mange måder meget om min mor, og det har jeg lært at værdsætte og dyrke. Jeg er på stort set alle andre områder en glad optimist, som ser muligheder frem for problemer. Jeg elsker at hygge og fjolle og have det sjovt med venner og familie. Og jeg er blevet meget mere bevidst om at nyde de gode oplevelser og bruge tiden rigtigt i stedet for at gå op i bagateller og små problemer.

Sara: Jeg synes endelig, at jeg efter mange år er nået dertil, hvor det ikke påvirker mig særlig meget længere. Selvfølgelig er jeg mærket af det i forhold til, at mine holdninger og mit syn på livet har ændret sig. Jeg har fået nogle ting med i bagagen, som har ændret mig meget som person. Men jeg er ikke længere ked af det over tabet af min mormor. Selvfølgelig ville jeg ønske, at hun stadig var her, og at hun kunne have oplevet, at jeg blev konfirmeret, startede på gymnasiet og universitet, flyttede hjemmefra og alle de ting, men det er på en måde blevet hverdag, at hun ikke er her længere. Nu mangler jeg hende mest bare, når jeg ser andre med deres bedsteforældre. Det får mig til at længes, fordi jeg bliver mindet om alle de dejlige ting, de har, som jeg også kunne have haft. Nogle af de ting har jeg selvfølgelig også i form af min morfar og min farmor og farfar, men det er stadig ikke helt det samme, som når man har alle sine bedsteforældre og helt ubekymret bare kan hygge sig med dem og nyde det. Livet før det første dødsfald var meget mere bekymringsfrit og idyllisk. Og det er ofte det, jeg ser, når jeg ser andre med deres bedsteforældre. Med det sagt så er jeg glad og lykkelig i dag, og jeg mindes min mormor med glæde og ved, at hun stadig er med mig og passer på mig.

Hvorfor de har valgt at skrive en bog om deres erfaringer med tab og sorg

Heidi: Igennem min mors sygeforløb følte jeg mig ofte meget ensom på trods af, at jeg var omgivet af hele min dejlige familie og dagligt så gode kolleger. Jeg tror, det handlede om, at de simpelthen ikke kunne rumme at tale med mig omkring de virkelig svære ting. Og det var jo dem, der fyldte mit hoved. Jeg havde ikke selv overskud til at kontakte mine veninder og heller ikke at søge professionel hjælp. Sidstnævnte faldt mig slet ikke ind på det tidspunkt, fordi jeg bare ville være der for min mor og familien. Så min hjælp og støtte var de patientberetninger, jeg fandt på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside, og bøger om kræftforløb – både dem, som endte godt, og også dem, hvor patienten døde.

Jeg kunne læse meget, som gjorde mig klogere på, hvordan man begår sig i turen gennem sundhedsvæsnet, om mærkelige følelser og reaktioner i relationen til den syge, men jeg savnede læsestof, som berørte, hvordan sygdom påvirkede en familie med børn. Jeg var jo selv mor til Sara på 12 år og Anders på 9, og jeg var ofte i tvivl om, hvad jeg kunne fortælle dem, og hvor ærlig jeg måtte være i forhold til egne tanker og følelser.

I perioden med sygdom og død oplevede jeg, at Sara og jeg gled fra hinanden. Hun mistede respekt og måske også kærlighed for mig. Det var meget svært, men sådan var det. Efter min mors død har vi talt omkring tingene mange gange, og jo mere vi talte, jo mere kunne vi se, at vi kunne hjælpe andre ved at skrive lige netop den bog, som jeg selv manglede i vores forløb. At skrivearbejdet så også har medført, at Sara og jeg har fundet hinanden på en helt anden måde igen, og at den har åbnet for mange gode snakke hos familie, venner og kollegaer er jo blot en helt fantastisk sidegevinst, som betyder enormt meget for os.

Da vi startede skrivearbejdet to år inden udgivelsen, betød det også meget for mig, hvis vi kunne hjælpe andre ved at dele vores oplevelser, for så var der da kommet noget godt ud af min mors forløb – og det ved jeg, hun ville have værdsat, da hun var et af de mest hjælpsomme og generøse mennesker, jeg har kendt. Så på den måde var det også en trøst at vide, at vi i mors ånd havde fået noget godt ud af en skidt situation.

Sara: Da mor spurgte mig, om jeg ville være med til at skrive bogen, var en stor del af det, der trak, at jeg synes, at det forløb, vi havde været igennem med det danske sundhedsvæsen, havde været forrykt. Og det ville jeg gerne have, at sundhedsvæsenet skulle stå til mål for. Men det ændrede sig hurtigt, da det gik op for mig, at vores historie egentligt indeholdt meget mere end bare det.

De oplevelser, vi havde haft, ville kunne bruges til at hjælpe andre – både i forhold til at håndtere det danske sundhedsvæsen (hvilket også var en del af målet i første omgang), men også i forhold til at lære at kommunikere med hinanden og holde sammen som familie. For hvis en familie som vores, der indeholdt så meget kærlighed og overskud, kunne blive så hårdt ramt, hvordan ville sådan en situation så ikke kunne ramme en familie, hvor det måske i forvejen gik knap så godt? Og hvor man måske ikke var så vant til at snakke om tingene, som vi var. Det gik op for mig, at det måske for andre kunne være en kæmpe hjælp at høre om mine oplevelser, fordi jeg jo til trods for min unge alder på 12 år var meget involveret og meget bevidst om, hvad der skete, og hvordan jeg selv havde det – og fordi jeg var i stand til at sætte ord på det.

Hvad de har lært af det, de har været igennem

Heidi: Vi har lært mange gode ting. Noget af det, som hurtigt kom til at stå klart for mig, da Sara og jeg skrev bogen, var, at vi havde levet i to forskellige verdener og så tingene vidt forskelligt. Det forklarede jo meget godt, hvorfor vi ikke kunne forstå hinanden og ej heller rumme den måde, vi hver især tacklede forløbet på.

En anden ting, som jeg sidenhen har lært af professionelle, er, at det var godt, at jeg var ærlig over for mine børn. Det kan de godt tåle. Men jeg skulle ikke have vist min sorg så meget, som jeg gjorde. De skulle have haft et frirum for sorgen, hvor de stadig kunne være børn. Det er jeg ked af, at jeg ikke vidste eller magtede at håndtere dengang.

Så har jeg lært, at det er vigtigt at tale om det, der fylder. Og at man ikke kan påtvinge familien at tale om noget, de ikke er klar til. I bagklogskabens klare lys skulle jeg enten have brugt mere tid med de få, som kunne tale om de svære ting, eller så skulle jeg selv have haft professionel hjælp langt tidligere i forløbet.

Og sidst men ikke mindst så lærte min mor mig, at døden er et livsvilkår, som vi må acceptere. Jo mere naturligt vi kan tale om den, jo mindre skræmmende er den. Ingen af os fødes med et krav på et langt og lykkeligt liv. Vi kan selv gøre meget for, at det bliver godt, og det skal vi. Men sygdom og død er vi ikke selv herre over, så vi må være taknemmelige for det, vi får, og bruge tiden godt og med de rigtige mennesker.

Sara: Det første, der slår mig, er, at jeg forhåbentligt har lært at være opmærksom og tage ansvar. Så jeg, hvis en af dem, jeg står nær, en dag bliver syg, vil være i stand til at følge forløbet tæt og sørge for, at vedkommende får de behandlinger og undersøgelser, som han/hun har krav på. Men det ved jeg jo ikke endnu. Til gengæld er der en ganske bred vifte af andre ting, som jeg med sikkerhed ved, at jeg har lært. Bl.a. har jeg lært at være meget mere taknemmelig og sætte meget mere pris på livet og dem, jeg har omkring mig. Jeg er blevet rigtig bevidst om, hvad det er, der betyder noget for mig, og hvad jeg gider at bruge min tid på. Og så har jeg ikke mindst lært rigtig meget om mig selv og min familie. Jeg har lært at håndtere sorg, og jeg har lært, hvordan jeg håndterer sorg. Jeg har lært mine grænser meget bedre at kende, og jeg er blevet mere bevidst om og markant i mine holdninger. Og så har jeg lært nogle ting, som jeg slet ikke havde forventet at lære af sådan et forløb. Jeg har nemlig lært en masse om forhold. Ved at se på min mor og far har jeg virkelig fået en øjenåbner for, hvor vigtig kommunikation er, og hvor meget det nogle gange kan kræve at få tingene til at fungere til trods for, at man elsker hinanden og det liv, man har sammen. Jeg har set, at kærlighed ikke bare er noget, der kommer, men noget man også skal kæmpe for at bibeholde, og at der rent faktisk er en grund til, at man i kirken siger i medgang og i modgang.

Og sidst men ikke mindst har jeg selvfølgelig lært mange af de helt små og knap så åbenlyse ting. Jeg har fået bedre kendskab til kræft og sygdom i det hele taget – til hospitaler, genoptræning og hospice. Jeg har for første gang set en død person, oplevet en bisættelse og været til gravøl. Jeg har set, at mænd også kan græde, og jeg glemmer nok aldrig, da min mor fortalte mig, at mine veninders forældre jo også græd nogle gange. Og jeg har lært, hvor ondt det gør at sige farvel, og hvor pokkers vigtigt det er at få snakket om det, så man kan komme videre.

Deres råd til andre som kommer i samme situation

Heidi: Lær at acceptere dig selv og dine egne behov. Det er i orden, at du er svingende og reagerer mærkeligt på ting – at du føler ting, du måske ikke synes om og skammer dig over. Og at du har brug for at arbejde med sorgen på din måde.

Sara: Snak om tingene. Kommuniker. Og vær tålmodig og åben, for folk håndterer sorg forskelligt, og hvis man vil igennem sorgen sammen, er det vigtigt at være i stand til at rumme hinanden – også selvom man føler, man slet ikke kan rumme noget.

Om Heidi Bjerre Olsen
Heidi er 47 år og bor sammen med sin mand Allan og deres søn Anders i Støvring syd for Aalborg. Deres datter Sara er flyttet hjemmefra og bor i Risskov. Heidi er afdelingsleder i Nordea Private Banking i Aalborg. Hun var 39 år, da hendes mor fik konstateret kræft og døde ca. 5 måneder efter.

Om Sara Bjerre Sørensen
Sara er 20 år og bor i Risskov med sin kæreste Anders. Hun læser til kemiingeniør på Aarhus Universitet. Ved siden af studiet arbejder hun med compliance i Nordea Private Banking. Sara var 12 år gammel, da hendes mormor fik konstateret kræft og 13 år, da hun døde af det.