At miste sin mor: Lines historie

11. januar 2022

 

I 2011 falder min mor, da hun er på vej ud fra sit rækkehus. På trods af de kun 3 trin falder hun og brækker mange af sine ribben. Scanninger viser, at hun har knogleskørhed, og det forklarer, hvorfor det er gået så galt. I forbindelse med diverse undersøgelser efter faldet finder lægerne dog også ud af noget andet, og hun får endnu en diagnose. Min mor har kræft. Waldenstrøms Makroglobulinæmi. En sjælden kræftsygdom i blod, lymfeknuder og knoglemarv, og den rammer kun omkring 80 personer om året.

Jeg gik i panik. Kræft. Det er ikke et ord, der fører noget godt med sig. Jeg googlede. Alt jeg kunne finde om sygdommen, om fremtidsudsigter og om behandlingsmuligheder. Sygdommen er kronisk, men er også uden eller med få symptomer. Der går heldigvis mange år, hvor sygdommen er i dvale, og hvis man ikke vidste bedre, ville man ikke tro, min mor havde en kræftdiagnose.

2017 er året, hvor min mors kræftsygdom første gang rør på sig, og hun kommer i kemoterapi. Dog en mild en af slagsen, og hun får det hverken dårligt eller mister håret. Behandlingen går, som den skal. Hun skal dog til hyppigere kontrol nu, eftersom kræften har været lidt aktiv.

 

Kræften vender tilbage

I oktober 2019 vender kræften tilbage. Denne gang som lymfekræft, i stadie 4. Den er fremskreden. Hun går igennem endnu et kemoforløb, over ca. 4 måneder. Kemo, stråling, indlæggelser. Jeg er med til det hele. Jeg tager fri fra arbejde, og når hun er indlagt, er jeg ude og besøge hende hver dag, når jeg får fri. Jeg kan huske, at jeg bliver virkelig bange under det her forløb. Hun mister håret, og nu ser hun pludselig syg ud. Det er, som om min hjerne pludselig forstår, hvilken modbydelig sygdom vi kæmper mod. Kræft. Det er ikke for sjov. Og for første gang får jeg tanker omkring, hvad jeg skal gøre, hvis hun ikke bliver rask? Hvad hvis jeg mister hende? Jeg har ondt i maven hver aften, jeg skal sove, og jeg bruger meget tid på at spekulere og gruble over, om hun mon klarer den.

Heldigvis, tager hun godt imod både kemo og strålebehandling, og hendes behandlingsforløb går som planlagt. En sten falder fra mit hjerte, og min hjerne og krop kan slappe af igen. Det er jo egentlig underligt, det her med at beskrive, hvor påvirket jeg er af hele situationen. Det er ikke mig, der har kræft, eller mig der er igennem en længere kemobehandling. Men det her forløb, føler jeg, er lige så hårdt for mig, ikke fysisk, men psykisk – og det viser virkelig, hvor hårdt det er at være pårørende til en med kræft. Især hvis man står med mange af de her følelser alene, ligesom jeg gjorde, da jeg er enebarn. 

I marts 2020, omkring samme tidspunkt hvor corona for alvor gør sit indtog i Danmark, bliver min mor erklæret kræftfri. Hun er rask. På det her tidspunkt har jeg lidt følelsen af, at vi slap igennem nåleøjet endnu engang. Det kunne lige så godt have været gået grueligt galt. Men det gjorde det ikke. Min mor klarede den. Vi klarede den.

 

2021

I januar bliver min mor opereret. Efter hendes sidste kemo og stråleforløb er der behov for at fjerne et stykke af hendes tarm. Det burde være en forholdsvis ligetil operation. Det blev alt andet.

En uge efter operationen går de indvendige syninger op. Hun skal reopereres. Anden gang hun bliver opereret, ender hun med at opleve den ene komplikation efter den anden. Såret vil ikke hele op. Hendes infektionstal stiger og falder. Hun får væske i lungerne. Hun kaster så meget op, at der bliver anlagt en slange, som går ned i hendes mavesæk og skal nå at ’suge’ hendes maveindhold op og ud i en pose, således at hendes opkast forsvinder. Hun ender med at være indlagt i 8 uger.

I marts 2021 kommer hun endelig hjem, og vi fejrer hendes 62 års fødselsdag den 30. marts.

I slut april 2021 går min mor til lægen, med hvad hun beskriver som en smule dobbeltssyn og en smule balancebesvær. Hun bliver igen sendt i kræftpakkeforløb. Hun får beskeden, at kræften er vendt tilbage – denne gang som en tumor i hjernen. Jeg kan stadig huske følelsen, den dag hun ringer og siger det. Det er, som om livet stopper. Alt står stille.

Herefter går det stærkt. Jeg husker hver en dag i de efterfølgende 6 uger, hver en undersøgelse, hver en følelse af magtesløshed og uvished. Og angsten. Angsten er den, der fylder mest.

Ugen efter hun får beskeden, begynder hun mere eller mindre at miste synet på det ene øje. Hun mister det meste af hørelsen på det ene øre. Hun mister evnen til selv at gå, da knuden sidder og trykker på lillehjernen, som blandt andet styrer balancen.

På blot et par uger mister jeg fuldstændig den mor, jeg kendte, og det er så surrealistisk. De sidste uger inden hendes død bliver den ene side af hendes mund mere eller mindre lam, og jeg får svært ved at forstå hende.

At sige det var hårdt, er en underdrivelse. Det var grufuldt. Fuldstændig ubeskriveligt og umenneskeligt at skulle se sin elskede mor gå fra at være den seje kvinde, jeg kendte hende som, til nu ikke rigtigt at kunne noget selv og være afhængig af alle andre.

Den 21. juni 2021 sover min mor ind og får fred. Blot 6 uger efter hun er blevet diagnosticeret med en hjernetumor. Jeg sidder ved hendes side, holder hendes hånd og fortæller hende, at det er okay at give slip. Jeg får sagt mit farvel til hende og sidder hos hende, mens hun tager sit sidste åndedrag.

Og hvad gør man så? Hvad gør man, når man lige har været vidne til, at ens primære omsorgsperson gennem hele ens liv har trukket vejret for sidste gang? Når man har siddet og holdt ens mor i hånden, helt bevidst om, at om lidt er det slut? Om lidt bliver her stille. Et par åndedrag mere, og så… Stilhed. I dét øjeblik forventes det så, at man som menneske kan forholde sig til noget som helst andet, end blot at sidde der og tænke; hvorfor mig? Hvorfor min mor?

 

Sorgen er ikke din fjende

Sorg, og måden sorg tackles på, er så individuel. Men jeg kan fortælle, hvad der har virket for mig, og hvad jeg tror er vigtigt. Tal om det. Tal om det, når det er svært, og acceptér at dét vil det unægtelig være det første lange stykke tid. Men accepter også, at livet fortsætter, for det gør det. Det skal det! Hvis der er noget, min mors død har lært mig, så er det, at livet er så fandens dyrebart. Og jeg ved, min mor ville ønske for mig, at jeg ikke hang fast i sorgen. Så det prøver jeg mit bedste på ikke at gøre.

Jeg har lært, at sorgen ikke er min fjende, uanset hvor ondt den gør. Jeg har lært at forsone mig med den. Gribe den, når den kigger frem. Være i den. Og have evnen til at lægge den væk for en stund og kigge fremad.

Sorgen har du, fordi du har oplevet en stærk kærlighed mellem dig og et andet menneske. Når kærligheden har været stærk, så gør det ondt, når vi ikke længere har den. Selvfølgelig gør det det. Eller det vil sige, vi har den jo stadig, altså kærligheden, men vi har ikke nogen at kaste den efter. Den person er her ikke længere, og det er ikke bare nu, det er for evigt. Og dét gør ondt.

 

Gør noget

Hvis du er tæt med en, som har mistet, så synes jeg, det er vigtigt at sige, at os som er i dyb sorg, vi er ikke os selv. Vi kan ikke sige til, hvis vi har brug for noget, for vi har ikke overskuddet. 

Jeg ved, at sætningen ”Sig til, hvis du får brug for noget” er sagt i bedste mening. Den har jeg selv sagt, mange gange. Problemet er bare, at man ikke har overskud til at sige til. Jeg husker at føle mig totalt handlingslammet og vidste ikke, hvad jeg havde brug for eller havde lyst til. Og sådan kan jeg stadig have det.

Så derfor, i stedet for at sige noget – gør noget. Kom uventet på besøg, for at give en krammer. Invitér på en middag eller drinks. Lav noget aftensmad, der kan kyles i fryseren til de dage, hvor overskuddet ikke er der. Gør noget og lad den sørgende selv sige fra. Det er min erfaring, at det i sorgen er lettere at sige fra end at sige til.

Og det er så vigtigt, at man som efterladt har følelsen af at have et sikkerhedsnet under en, når sorgen tager over.

 

Ensomhed i sorgen

En ting, som har fyldt og stadig fylder meget for mig, er min ensomhed i sorgen. For hvordan kan alle andres liv fortsætte uforstyrret, når mit eget liv er sat så meget på pause? En følelse af bitterhed og jalousi over alle andres ubekymrede liv. Men det nytter ikke at hænge sig fast i de følelser. Selvfølgelig går andres liv videre. Og heldigvis, har jeg lyst til at sige, kender jeg ikke nogen, der står i samme situation.

Jeg har måtte affinde mig med, at det er sådan, det er. Jeg er måske alene i sorgen. Men jeg er heldigvis ikke alene i livet, og jeg er heldig at have så mange,der passer på mig. Og dem, som virkelig er der, de er keepers – sådan nogle personer er guld værd. De har grebet mig, når jeg faldt, og vist mig lyset, når der var allermørkest. De har været med til at redde mig, og dem er jeg evigt taknemmelig for.

 

Line Svensson er 28 år gammel og bor i Odense. Hendes baggrund for at skrive artiklen er, at hun har set det som lidt terapeutisk at skrive om sine oplevelser som pårørende. Ved siden af artiklen er hun ved at skrive en bog eller en slags beretning, om hvordan det er at være ikke kun pårørende, men også enebarn til en mor, som har været igennem voldsomme sygdomsforløb. Om at være alene i sorgen, og om hvordan man prøver at finde glæde i livet igen efter at have mistet sin mor så pludseligt.