Bedemandens historie

Institut for Sønderjysk Lokalhistorie

Navnet bedemand stammer fra gammel tid og kommer fra ordet bydemand.

I gamle dage, hvor der ikke fandtes telefon og kun sjældent postgang, anvendte man en såkaldt bydemand. En bydemand var titlen på den person, der i gamle dage før telefon, aviser og internet indbød til barnedåb, bryllup og begravelser – livets fester.

Fra bydemand til bedemand

Bydemanden havde til opgave lokalt at indbyde til bryllup, barnedåb og begravelse – et hverv der var ulønnet. Bydemanden drog fra gård til gård og kunne for eksempel fremsige:

Jeg har en flittig hilsen til fader og moder, sønner og døtre, alle så mange I er fra Søren Pedersen, om I vil møde hos ham på fredag formiddag kl. 10 og følge hans salige afdøde hustru Mette Marie til hendes sidste hvilested, høre på en tale, følge med hjem igen og være Søren Pedersens gæster en time eller to, eller så længe Eders gode vilje tilsiger. Så skulle jeg bede døtrene til at pynte grav og sønnerne til at bære.

Med tiden blev bydemandens opgaver udviklet således, at han også tog sig af det praktiske i forbindelse med begravelser. Navnet hang ved og er blevet til bedemand. Samtidig blev hvervet lønnet.

Et servicefag opstår

Gennem flere hundrede år var det almindeligt ved større begravelser at benytte specialudstyrede køretøjer trukket af sorte heste. Det var derfor naturligt, at bedemanden anskaffede sig dette udstyr med udlejning for øje.

Snedkeren blev bedemand

Da det blev almindeligt at benytte kister til begravelse omkring år 1550, var det snedkere, der påtog sig at producere kisterne. Det blev naturligt, at man henvendte sig til snedkeren i forbindelse med et dødsfald. Som tiden gik, udviklede det sig til, at snedkeren og bedemanden ofte var én og samme person. I dag forhandler bedemanden kister, der alle er fabriksproducerede.

Registrering og krav om dødsattest

I Danmark dukker de første kirkebøger op i 1300-tallet. Heri indføres fødsler, dåb og vielser. Først fra 1645 blev også dødsfald indført i kirkebøgerne. Kravet om dødsattest blev indført i 1829, og fra 1874 skulle dødsfald anmeldes til skifteretten. I dag sker anmeldelsen til myndighederne ved, at nærmeste pårørende udfylder en anmodning om begravelse/ligbrænding, som bedemanden påtager sig at videregive til begravelsesmyndigheden, det vil sige sognepræsten/kirkekontoret i afdødes bopælssogn.

Nutidens bedemand

Bedemandens hovedopgave i dag er at arrangere begravelsen/bisættelsen ud fra de pårørendes og eventuelt afdødes ønsker. Bedemanden kan hjælpe med at håndtere alle de praktiske opgaver, der typisk er i forbindelse med et dødsfald og en begravelse/bisættelse.

De fleste pårørende vælger at benytte en bedemand, når der skal arrangeres en begravelse/bisættelse, men det er ikke et krav.

Bedemanden kan hjælpe med følgende:

  • Levering af kiste og eventuel urne
  • Klæde afdøde på, eventuelt i samarbejde med nærmeste pårørende
  • Lægge afdøde i kiste
  • Afhente afdøde
  • Afhente dødsattesten og rekvirere manglende personlige attester
  • Udfylde og ordne alle papirer og anmeldelser
  • Udarbejde et prisoverslag over udgifterne ved begravelsen
  • Anmelde dødsfaldet til begravelsesmyndigheden, som underretter skifteretten, folkeregisteret og det sociale udvalg (sygesikrings- og pensionskontoret)
  • Henvise til præst for aftale om højtideligheden
  • Kontakte kirke, begravelsesvæsen, kirkegård og krematorium
  • Træffe aftaler med blomsterhandler, bogtrykker, dagblade, stenhugger, organist, kor, eventuel solist m.m.
  • Køre kiste med afdøde til højtideligheden
  • Assistere ved begravelseshøjtideligheden og samle kranse- og blomsterkort til de pårørende
  • Eventuelt holde talen, hvis det er en borgerlig bisættelse/begravelse
  • Køre kisten med afdøde til kirkegård eller krematorium
  • Aftale urnens anbringelse med de pårørende og kirkegården
  • Transport af urne
  • Sørge for at hæve diverse former for berettiget begravelseshjælp til boet