Kister

Uanset om en afdød person skal kremeres (brændes) eller jordbegraves, er det et lovkrav, at afdøde skal lægges i en kiste

I ‘Bekendtgørelse om folkekirkens kirkebygninger og kirke’ står der følgende:

Kister og urner § 23: Ved begravelse og ligbrænding skal liget være anbragt i kiste. Stk. 2. Kister skal kunne stå tørt i almindelig gravdybde. Over en kiste skal der være mindst 1 m jord. Stk. 3. Kister til begravelse må hverken helt eller delvis være fremstillet af plastic eller andet uforgængeligt materiale. Plasticindsatser og plasticposer må ikke anvendes. Stk. 4. Krematoriets bestyrelse afgør, om kister er egnede til brænding.

Bekendtgørelse om folkekirkens kirkebygninger og kirke.

Valg af kiste

Der er ingen særlige krav til, hvordan en kiste skal se ud. Det er muligt at vælge kister i forskellige materialer, størrelser og farver. I dag er kisterne fabriksfabrikerede. Det er dog også lovligt at designe sin egen kiste, så længe de miljømæssige krav overholdes. Der kan herudover være nogle særlige bestemmelser omkring størrelser på de enkelte kirkegårde, hvor der oftest er nogle standardmål for de forskellige gravsteder, lige såvel som krematorieovnenes størrelser har sine begrænsninger. Kontakt derfor altid den pågældende kirkegård eller krematorium og hør nærmere.

Forskellige typer af kister

Hvid kiste

Det mest almindelige af valg af kiste, uanset om afdøde skal jordbegraves eller kremeres, er en hvid kiste.

Farvede kister

Kister kan bestilles i alle farver, og indenfor de sidste par år er der flere, der vælger en farvet kiste.

Kister i egetræ, bøg, ask m.v.

Kister fås også i mange forskellige træsorter.

Designede kister

Diamant – Kiste designet af Jacob Jensen

Kisten er blevet til i et samarbejde mellem Tommerup Kister og det verdensberømte danske designfirma Jacob Jensen

Jacob Jensen Design har ladet sig inspirere af diamantens form – symbolet på det uforgængelige, det rene, det ophøjede. Kistens højeste punkt er placeret på linje med den afdødes hjerte, og diamantens traditionelle topflade giver mulighed for placering af en enkelt symbolsk blomst på netop dette sted.

Jacob_Jensen_kiste

Læs mere om kisterne her.

Man kan finde mere om disse kister på Tommerup Kisters hjemmeside, hvor man også kan blive henvist til nærmeste forhandler.

Kister med personligt præg

Det mest brugte som kistepynt er blomster, men det er også muligt at gøre kister mere personlige ved at udsmykke dem med tegninger og malerier, som man enten lægger på kisten eller maler eller tegner direkte på kisten.

Især børn kan få meget ud af at lave tegninger på kisten, men også voksne udsmykker og gør kister personlige.

Speciel udsmykning skal altid aftales med pågældende præst, hvis højtideligheden skal foregå i en kirke.

Billederne nedenfor viser to eksempler på kister, hvor pårørende selv har stået for udsmykningen af kisten. Billederne og de dertil hørende fortællinger vises efter venlig tilladelse fra de to familier.

Tatovering som kistepynt

Den 8. maj 2011 døde Martin ved et trafikuheld. Martin blev kun 19 år, og at skulle dø så ung er både uforståeligt, urimeligt og meningsløst.

Martins forældre og hans storesøster, hvis verden ændrede sig totalt den dag, stod nu over for de mange og svære spørgsmål, der opstår i forbindelse med en begravelse. De skulle beslutte, hvordan den sidste afsked med Martin skulle være.

At kisten er pyntet med en blomsterdekoration er stadig det mest almindelige ved begravelser. Martins forældre tænkte, at unge mænd og blomster ikke passer sammen, og de ville derfor gerne gøre noget andet. Martin havde i et par år talt om at skulle have en tatovering og havde også nået at udvælge den, det skulle være. Familien valgte ud fra dette at få lavet tatoveringen som kistepynt. De satte også selv tatoveringen på kisten. Martins mor fortæller:

Det var egentlig helt rart, da det var noget praktisk arbejde – og noget vi kunne gøre sammen.

Martins mor

”Det er ikke, fordi vi ikke kan lide blomster”, fortsætter Martins mor. Kirken var derfor også pyntet med blomster, og valget var det samme, som Martin selv havde valgt som pynt ved sin konfirmation. På billedet nedenfor kan man også se, at kisten ud over tatoveringen og teksten var dekoreret med et fotografi af Martin. Herudover vælger Martins familie at skrive en sidste hilsen til Martin direkte på hans kiste.

Martins_kiste_1

Martins_kiste

Martins forældre og storesøster er glade for de personlige valg, som de tog i forbindelse med pyntningen af kisten og kirken og den opbakning og accept, der var i forbindelse med valget. De mange positive tilkendegivelser og henvendelser, som resten af familien og vennerne kom med efterfølgende, har også betydet rigtig meget og kun bekræftet dem i, at valget var det rigtige.Martins_kiste_2

(Vi har venligst fået tilladelse af familien til at vise billederne af Martins kiste. Familien har ligeledes godkendt teksten)

En fugl, som er ved at lette, som kistepynt

5. marts 2010 måtte kunstmaler Leo Mathiesen tage afsked med sin far, der i mange år havde været syg af Parkinson. Som en sidste gestus besluttede Leo (med samtykke fra resten af familien) at udsmykke faderens kiste med et kunstmaleri. Leo Mathiesen fortæller:

Ved at male på min fars kiste, ville jeg gerne sende ham en sidste meget personlig hilsen.

Motivet på kisten forestiller en fugl, som er ved at lette. Fuglens hoved og næb er malet på kistens ene side, og den ene vinge strækker sig over kistelåget. Under vingen er der en sidste hilsen fra hele familien:

Kære far, farfar, svigerfar og oldefar. Vi elskede også dig – og vil savne dit humør og din humor. Hils farmor, når du møder hende – og giv hende et knus fra os alle.

Leo Mathiesen

Med motivet har Leo Mathiesen forsøgt at udtrykke noget af det, han vil huske sin far for.

”I fuglens øje kan man se min fars betænksomhed. Min far spurgte ofte: ”Gør vi nu det rigtige”, fortæller Leo Mathiesen og fortsætter: ”Fuglemotivet er også med til at vise min fars savn af min mor, der døde for flere år siden. Det savn gav han ofte udtryk for ved at stille sig spørgende over for, hvorfor han egentlig skulle være her, når han gerne ville flyve op til “farmor””.

Leo_Mathiesen_ITil bisættelsen kiggede deltagerne en ekstra gang, da de så den malede kiste, men har efterfølgende kun givet Leo Mathiesen ros for det smukke maleri og den smukke tanke.

Leo Mathiesen har malet i over 30 år og har altid haft speciel fokus på fugle, blandt andet fordi han godt kan lide den lethed, fugle repræsenterer – de kan lette og flyve op i himlen. Leos far havde også et af sønnens malerier hængende på væggen på det plejehjem, hvor han boede de sidste år af sit liv

Leo_Mathiesen

”Det var naturligvis lidt underligt. Jeg bankede ind imellem på låget, bare for at være sikker på at der ikke var en reaktion”, fortæller Leo Mathiesen.

Udover at være kunstmaler ejer Leo Mathiesen et skiltefirma. Det er første gang, han har malet på en kiste, men han vil også meget gerne tilbyde andre noget lignende.

For yderligere information: Leo Mathiesen, E-mail: leoleoleo@live.dk

I Landsforeningen Liv&Død ønsker vi at dele disse billeder for at oplyse alle om, hvor anderledes men også hvor smukt og personligt man kan pynte en kiste. Vi ved, at den sidste afsked er vigtig og det sidste, man kan gøre for den, man har mistet. En personlig og smuk afsked kan derfor være starten på et godt minde.

Kirsten Søndergaard, Sekretariatschef

Design din egen kiste

Det er også muligt at designe sin helt egen kiste eller urne. Begravelsen af en personlig designet kiste eller urne kræver ikke nogen speciel godkendelse fra Kirkeministeriet, men der kan være særlige bestemmelser omkring størrelser og materialer (materialerne skal altid være nedbrydelige) på de enkelte kirkegårde, hvor der oftest er nogle standardmål for de forskellige gravsteder. Kontakt derfor altid den pågældende kirkegård og hør nærmere.

Bugatti-kiste

På billedet ses Robert Rasmussen med sin Bugatti-kiste på Danske Bedemænds messe i Odense, 2007. bugatti_kisteKisten er udformet som en tro kopi af den Bugatti-racerbil, som Robert Rasmussen har stående i sin garage.

Kunstner har malet sin egen kiste

Mads_Henum

Kunsteren Mads Henum synes, det vil være for kedeligt at komme herfra i en ganske almindelig hvid kiste. Derfor har han selv bemalet den kiste, som han vil jordbegraves i, når han engang skal herfra. Mads Henum udsmykker også urner på bestilling.

Kistemål

De fleste kister laves i standardmål, men ved behov fås kisterne også i andre mål. Enkelte kister skal bestilles specielt. Kisten er normalt polstret og har en pude og dyne.

En kiste i standardmål har følgende mål:

Længde: ca. 203 cm

Højde: ca. 45 cm

Bredde: ca. 68 cm

Vægt: ca. 40 kg

(Målene og vægten afhænger naturligvis af det materiale, kisten er lavet af)