Landsforeningen Liv&Døds historie
Landsforeningen Liv&Død blev stiftet i 1881 og hed dengang Dansk Ligbrændingsforening. Formålet var at kæmpe for at få ligbrænding lovliggjort.
Dette lykkedes i 1892, men først i 1975 blev ligbrænding ligestillet med kistebegravelse i dansk lovgivning.
I år 2001 skiftede Dansk Ligbrændingsforening navn til Landsforeningen Liv&Død. I dag arbejder foreningen for at starte den gode samtale om døden og en værdig afsked med livet.
Store koleraepidemier
I midten af 1800-tallet oplevede Europa nogle store koleraepidemier, hvor mange mennesker døde. Hygiejnen var dårlig, og der var store problemer med at få ligene begravet. Datidens kirkegårdsforhold var så dårlige, at noget nyt måtte ske.
Derfor opstod tanken om ligbrænding som alternativ til jordbegravelse.
Stiftelse af ‘Forening for Ligbrænding’
Diskussionerne nåede også Danmark, hvor en række idealistiske mænd med overlæge, dr.med. Ferdinand Emanuel Levison i spidsen den 24. marts 1881 stiftede “Forening for Ligbrænding”.
Levison kan kaldes ligbrændingens fader i Danmark og er siden hen blevet hædret med en monumental urne, der stadig kan ses i urnehallen ved Bispebjerg Krematorium.
Den første ligbrænding
I 1886 byggede Forening for Ligbrænding det første krematorium på Nyelandsvej (se billede nedenfor) i København. Krematoriet skulle helst i gang så hurtigt som muligt, fordi en af bidragsyderne – med 5.000 kroner – havde stillet som betingelse for at yde bidraget, at krematoriet skulle være i drift senest den 16. september 1886.
Liget fra Lund
Da det ikke var muligt at få et dansk lig, og da det forlød, at politiet agtede at forhindre benyttelsen af krematoriet, var man i en yderst vanskelig situation. Foreningen erhvervede imidlertid gennem universitetet i Lund liget af en tugthusfange på den betingelse, at universitetet modtog asken til sine samlinger.
Under hensyn til myndighedernes forbud mod at benytte krematoriet, måtte transporten af liget foregå så upåagtet som muligt. Det var nær gået galt, fordi kusken ikke kunne finde vej. Det lykkedes at få liget bragt ud, og brændingen forløb i enhver henseende tilfredsstillende den 13. september 1886. Og de 5.000 kroner kunne udbetales.
Den første lov om ligbrænding
Forbuddet mod ligbrænding blev opretholdt. To domme i 1888 ved Hof- og Stadsretten og i 1891 ved Højesteret stadfæstede forbuddet. Der skulle alligevel gå 11 år fra foreningens stiftelse, før ligbrænding blev offentligt godkendt ved den første ligbrændingslov i 1892. Den første legale ligbrænding fandt sted i 1893.
Folkets opbakning
Selvom ligbrændingssagen var upolitisk og religiøst neutral, har to enkeltstående begivenheder haft stor indflydelse på udviklingen:
- I 1901 døde digteren Sophus Schandorph. Han havde insisteret på at blive kremeret, og hans bisættelse havde samlet så mange mennesker, at Georg Brandes måtte tale fra krematoriets trappe.
- I 1902 døde minister Viggo Hørup. Også han havde bestemt sig for kremation, og hans kiste blev ført til krematoriet gennem menneskefyldte gader.
To foreninger bliver til én
Disse to begivenheder blev årsagen til en øget interesse for ligbrændingssagen blandt arbejdere og håndværkere. Det førte til stiftelsen af endnu en forening, der fik navnet ‘Folkelig Ligbrændingsforening’. Foreningen for Ligbrænding og Folkelig Ligbrændingsforening fik hurtigt et frugtbart samarbejde, og de blev i 1914 helt naturligt sluttet sammen til ‘Dansk Ligbrændingsforening’, i dag kendt under navnet ‘Landsforeningen Liv&Død’.
Bispebjerg Krematorium
I 1908 byggede foreningerne Bispebjerg Krematorium, og samtidig blev krematoriet på Nyelandsvej lukket. I 1913 blev Bispebjerg Krematorium imidlertid afhændet til Københavns Kommune, fordi man ikke mere mente, at det var en foreningsopgave at drive krematorier.
Udviklingen frem til i dag
Dansk Ligbrændingsforening koncentrerede sin indsats om udbredelsen af kendskabet til ligbrænding og kæmpede for en liberalisering af lovgivningen. Begge dele lykkedes. Og loven af 1975 ligestiller begravelse og ligbrænding.
I 1938 blev kun 10 procent af alle døde brændt, men efter 1945 begyndte Dansk Ligbrændingsforenings agitation og arbejde at vise større resultater.
I 1975 blev 50 procent af de døde brændt, og endelig kom lovændringen, der ligestiller ligbrænding og kistebegravelse.
I 1998 etablerede foreningen Funebariet, et udstillingssted om døden.
I år 2001 vedtog foreningens ledelse et nyt og bredere formål kombineret med en vision, et værdigrundlag og en strategi for de kommende år.
Landsforeningen Liv&Død ville arbejde for at nedbryde tabuet om døden og sikre en værdig afsked med livet.
Med udgangspunkt i det nye formål m.m. besluttede foreningens ledelse efterfølgende et nyt foreningsnavn (Landsforeningen Liv&Død) og et nyt bomærke (timeglasset).
Salg af aktier i Begravelse Danmark
Den 1.1. 2018 blev Landsforeningen Liv&Døds resterende aktier i Begravelse Danmark solgt til Begravelseskassen Danmark, en beslutning taget af bestyrelsen for fremadrettet at sikre Liv&Døds økonomi.
Med salget er der nu ikke længere nogen direkte forbindelse mellem Landsforeningen Liv&Død og Begravelse Danmark.
Årsberetninger fra Dansk Ligbrændingsforening
I 1914 blev Folkelig Ligbrændingsforening og Forening for Ligbrænding som nævnt slået sammen til Dansk Ligbrændingsforening. Forening for Ligbrænding udgav fra 1882 – 1913 en årlig beretning. Indtil 1971 udgav Dansk Ligbrændingsforening en beretning hvert år.
Her præsenterer vi et lille udvalg af Dansk Ligbrændingsforenings årsberetninger: Foreningens første årsberetning fra 1914, Beretning for aaret 1925, beretninger fra foreningens 50 års og 75 års jubilæum samt den sidste årsberetning, som udkom i 1971.
1914 – første beretning fra Dansk Ligbrændingsforening
- Om den nye forening
- Udstillingen i Malmø om krematorier i København og diverse urner
- Foreningens medlemsfremgang
- Københavns Kommunes overtagelse af Bispebjerg Krematorium
- Historisk tilbageblik på ligbrændingerne i København
- Ligbrændingssagen i provinserne
Læs den første beretning fra Dansk Ligbrændingsforening 1914 her.
1925 – 25 års jubilæum for stiftelsen af ‘Folkelig ligbrændingsforening’
- Tilbageblik på Folkelig Ligbrændingsforening i de 13 år foreningen eksisterede
- Ny afdeling i Rønne
- Tilladelse fra Kirkeministeriet til at opføre krematorier i forbindelse med kapeller på kirkegårdene
- 50 års jubilæum for opførelsen af det første krematorium i Milano
Læs beretningen fra Dansk Ligbrændingsforening 1925 her.
1931 – 50 års jubilæum
- Om foreningens 50 års virke
- Carl Nielsen og Hakon Børrensens ‘Af flamme blev du avlet’, kantate komponeret i anledning af foreningens 50 års jubilæum
- Professor Levisons urne flyttet til en hædersplads på Bispebjerg Columbarium
- Foreningens krav om supplement til loven om urnebegravelser
- Vindere af konkurrencen om en ny rustvogn og et kistetæppe
1956 – 75 års jubilæumsberetning
- Knud Sechers død – nekrolog
- Ligbrændingsbevægelsen gennem 75 år
- Om jubilæumsdagen
- Provst N. J. Ralds foredrag i radioen den 26. november 1956: “Vore to begravelsesformer, jordbegravelse – ligbrænding”
Læs beretningen fra Dansk Ligbrændingsforening 1956 her.
1971 – sidste beretning fra Dansk Ligbrændingsforening
- Askefællesgrav på Hillerød ny kirkegård
- Roskilde kapelkrematorium og Østre kirkegård
- Kommunalt profitmageri på sorg i Frankrig
- To borgmestre i Dansk Ligbrændingsforenings ledelse
- Danske krematorier
- Konkurrence om en kirkegård i Frederikshavn
Læs den sidste beretning fra Dansk Ligbrændingsforening 1971 her.
Blomsterfonden
I 1934 oprettede Dansk Ligbrændingsforening ‘Blomsterfonden’.
Blomsterfondens formål var ”at undgaa det umaadelige Spild af Blomster, der gaar lige til Affaldsdyngen, og at udrette noget godt, bringe Glæde og Hjælp”.
Donation i stedet for blomster
Der kunne være så mange blomster til en bisættelse, at man var nødt til at lægge blomsterne uden for kirken. I stedet for at sende blomster til en bisættelse eller begravelse kunne man så give et beløb til Blomsterfonden. De pårørende fik efterfølgende en meddelelse om, at den pågældende person havde foretaget en indbetaling til fonden.
Længst muligt i eget hjem
Blomsterfonden havde til formål at hjælpe ældre, så de kunne blive længst muligt i eget hjem. Man havde en tro på, at Blomsterfonden kunne være med til at nedsætte antallet af plejehjemspladser og dermed få flere ældre til at blive boende i eget hjem længst muligt. Dansk Ligbrændingsforening legede også med tanken om at købe lejligheder, som egnede sig til beskyttede boliger.
Oprettet efter svensk forbillede
Blomsterfonden blev oprettet efter svensk forbillede. Allerede i 20’erne oprettede man i Sverige på privat initiativ en Blomsterfond, som også eksisterer den dag i dag. Dengang byggede og drev den svenske Blomsterfond flere plejehjem kaldet ‘Blomsterboliger’.
I dag driver Blomsterfonden i Sverige flere beskyttede boliger, plejehjem og har et korps af besøgsvenner. Den grundlæggende idé var fra begyndelsen, at de ældre skulle kunne leve deres liv, som de altid havde gjort det, og ikke blive tvunget ind under institutionelle rammer.
Øremærkning af indbetalingerne til Blomsterfonden
Ved indbetaling til Blomsterfonden kunne man ønske, at pengene skulle gå til et bestemt formål, fx til ‘Landsforeningen for Kræftens Bekæmpelse’, ‘Slesvigske Børns Ferierejser’, ‘Frihedsfonden’, eller til Blomsterfondens store ‘kasse’.
I forbindelse med en bisættelse i 1952 af en stor fabrikant for en af de første forretninger i Danmark, blev der indbetalt næsten 1.400 kr. Da formanden for Dansk Ligbrændingsforening Knud Secher døde, modtog Blomsterfonden godt 2.000 kr. En typisk indbetaling i 40’erne og 50’erne lød dog på 15 til 25 kr.
Donationer til enkeltpersoner
Enkeltpersoner kunne på egne eller andres vegne også søge midler fra fonden.
Et eksempel på en ansøgning fra en person er en ‘enkefrue’, som var indlagt på Bispebjerg Hospital. Begrundelsen for ansøgningen lød blandt andet på, at hun var enke efter en ‘Kongelig Fuldmægtig i Overretten’, havde været enke i 40 år, der var ingen børn i ægteskabet, og at hun levede af en meget lille pension. Ansøgningen blev imødekommet, og kvinden fik 300 kr.
Modstand mod Blomsterfonden
Oprettelsen af fonden var et kulturelt brud med gamle danske begravelsesskikke, så udbredelsen af kendskabet til fonden gik langsomt. Dansk Ligbrændingsforening indså, at mund til mund metoden var måden at få budskabet ud på.
Boykot fra Berlingske Tidende
Lige fra begyndelsen vakte fonden opmærksomhed og gav anledning til debat. Berlingske Tidende nægtede at trykke annoncer om Blomsterfonden af frygt for at miste annonceindtægter fra blomsterhandlere og gartnere. Blomsterhandlere og gartnere var på samme tid bekymrede for at miste omsætning på blomster.
Som modvægt opnåede Blomsterfonden en fin omtale i Ensomme Gamle Værns blad ‘Staden Københavns Gamle’ i 1939 efter en henvendelse fra Dansk Ligbrændingsforenings formand Knud Secher.
Negativ presse forhindrede udbredelse
Årsregnskaberne i Dansk Ligbrændingsforenings årlige beretning fra 40’erne og 50’erne viser, at Blomsterfonden ikke rigtigt vandt indpas. Man mente, at grunden til, at fonden ikke fik den tilslutning, som man forventede, til dels var pressens negative indstilling.
Blomsterfondens tanke lever videre den dag i dag
Helt forgæves har tanken dog ikke været. I dag er det ganske almindeligt at skænke velgørende organisationer beløb i stedet for at sende blomster til bisættelser og begravelser. ‘Bårebidrag’, ‘mindegaver’ og ‘pengegaver’ er blandt de betegnelser, som man bruger i dag.
På flere organisationers hjemmesider kan man læse om, hvordan man indbetaler bidrag. Og som Blomsterfonden gjorde det i ‘gamle dage’, modtager man også et takkekort fra nutidens velgørende organisationer.
Om huset på Nikolaj Plads 27
I 1921 købte Dansk Ligbrændingsforening ejendommen på hjørnet af Nikolaj Plads og Admiralgade. Landsforeningen Liv&Død har stadig til huse i ejendommen.
I 1881 blev Forening for Ligbrænding grundlagt og i 1901 Folkelig Ligbrændingsforening. I 1914 blev de to foreninger som nævnt ovenfor slået sammen til Dansk Ligbrændingsforening. Sammenslutningen medførte en stærkere position for ligbrændingsbevægelsen, idet der skete en betydelig stigning i medlemstallet, hvilket stillede krav til større og bedre lokaler.
Ejendommen blev bygget i 1797. To år efter byggede man til i Admiralgade 15. Tilbygningen havde ingen stueetage, den blev i stedet brugt til to stalde til syv heste og en remise.
Urtekræmmer, café og vinhandler
I 1856 gennemgik ejendommen en større ombygning. Kælderetagen blev bygget om til værelser og butikker, og der blev etableret en nedgang til kælderen under tilbygningen og på hjørnet til butikken i kælderen. I denne butik flyttede en urtekræmmer ind. I butikken under tilbygningen i Admiralgade flyttede en hørkræmmer ind. Urtekræmmeren selv boede på førstesalen af huset. I stueetagen blev der indrettet en café, og her boede også restauratøren med sin familie og sine ansatte. I 1886 flyttede en vinhandler ind i kælderbutikkerne.
I 1919 blev der i stueetagen indrettet vekselerkontor, og i 1921 købte Dansk Ligbrændingsforening bygningen. I stueetagen blev der indrettet kontorer for foreningen samt en lejlighed til den daglige leder. Efterhånden som foreningen voksede, blev der behov for flere arbejdspladser til det administrative personale, og man tog andensalen i brug.
Bidrag til bevarelse af den ældre by
I 1991 gennemgik huset en grundig reparation og samtidig med en restaurering, som ville bringe dets udseende tilbage til noget nær det oprindelige fra 1797. Dermed kom det også til at passe bedre ind i det gamle kvarter af byen og er dermed et bidrag til bevarelsen af den ældre by.
Går man en tur i den indre by i København, kan man nyde synet af mange gamle og velbevarede bygninger. Hvis man sætter tempoet ned og kigger efter, vil man opdage mange detaljer ved bygningerne. På Nikolaj Plads og Admiralgade kan man se Landsforeningen Liv&Døds bomærke, som er smukt fældet ind i muren på hjørnet af bygningen.
Smedejernsskilt
Over porten til Admiralgade 15 finder man et kunstnerisk smedejernsskilt. Skiltet blev fremstillet i 1925, og på et foto fra dette år ses det over døren til Nikolaj Plads nr. 27. Dengang var navnet Dansk Ligbrændingsforening anbragt på en plade ophængt under skiltet. På et tidspunkt har man følt, at skiltet var blevet utidssvarende, men man nænnede ikke at skille sig helt af med det. Det blev derfor besluttet, at det skulle flyttes til Admiralgade nr. 15, og samtidig fjernede man navneskiltet med Dansk Ligbrændingsforening. Ved renovationen af huset i 1991 blev også skiltet renoveret.
Donationer til udsmykning
Dansk Ligbrændingsforening har gennem årene ydet betydelige tilskud til udsmykning af krematorier, kirkegårde, urneanlæg og urnegrave i forskellige byer over hele landet.
Mest kendt er nok bronzefiguren ‘Pige gravsætter en urne’, som er udført at billedhugger Johannes Hedegaard i 1946. Bronzefiguren var i mange år Dansk Ligbrændingsforenings bomærke. Figuren er placeret på Sundby Kirkegård i København.
Her finder du en liste over foreningens donationer