Hjælp, hvad gør jeg med min egen og familiens data?

Hjælp, hvad gør jeg med min egen og familiens data

Ved dødsfald i familien kan det være svært at få adgang til fx mandens, søsterens eller forældres fotos, e-mails eller Facebook. Men mange problemer kan løses - læs mere her.

Hvad har du i skyen?

Har du fotos og filer gemt på cloud-tjenester eller på din tablet? Har du også en e-mail-konto og sociale profiler fx på Facebook, Instagram og LinkedIn? Så har du ligesom mange andre i dag et digitalt liv og dermed mange personlige data gemt på computere, tablets, smartphones og nettet.

Hvor familiens fotos engang var samlet i et album i reolen, og gamle breve lå i en papkasse på loftet, er billeder og vigtige dokumenter i dag ofte gemt digitalt og beskyttet af adgangskoder – og det kan derfor være svært og ligefrem umuligt som efterladt at få adgang til de fotos, filer og konti, som en død efterlader sig. Minder, familiefortællinger mm. kan derfor gå tabt, og den døde risikerer fortsat at dukke op på Facebook eller LinkedIn. Der kan også være kontrakter og andre vigtige dokumenter, du som efterladt skal bruge og ikke kan få fat i.

Min mor ligger for døden, og jeg ved ikke, hvordan jeg får fat i alle de billeder, hun har taget til jul, fester og ferier. Jeg er bange for at miste alle vores skønne minder.

Kvinde, 38 år

Hvad sker der med min Facebook-profil og alle mine billeder på mobilen, når jeg ikker er her mere? Lever jeg videre på nettet?

Mand, 29 år

Et digitalt liv – oversigt

Grafikken nedenfor giver et overblik over en gennemsnitlig danskers digitale liv. Den er på ingen måde et udtømmende overblik over et digitalt liv, men den skal ses som et slags inspirationsværktøj, der kan kan give dig en idé om omfanget og formen på dit digitale liv – og dermed også din digitale arv.

MIT.DIGITALE.LIV

Ide og grafik af Astrid Waagstein. Udviklet for Liv&Død.

Hvad kan du gøre?

Det er vigtigt, at du forholder dig til, hvad der sker med dine data på computere og nettet, når du ikke er her mere, for det kan få store konsekvenser for din familie, hvis fotos, dokumenter og konti er utilgængelige. Mister du en af dine nærmeste, og vil du gerne have fat i fx e-mails og fotos, kan du støde ind i mange problemer – men der heldigvis også flere ting, du kan gøre for at få adgang.

Hvorfor giver vi råd om digital arv?

Liv&Død står bag Danmarks eneste repræsentative undersøgelse om digital arv. Undersøgelsen er en kvantitativ undersøgelse foretaget blandt danskere over 25 år. Undersøgelsen er udarbejdet i 2015 i samarbejde med Epinion og Christian Alsted Kvalitativ Markedsindsigt Aps, og den tager udgangspunkt i en pilotundersøgelse udarbejdet af Liv&Død i samarbejde med ekspert i digital arv, Astrid Waagstein.

Undersøgelsen viser, at en stor andel af danskerne mener, at mere oplysning vil få dem til at tage stilling til digital arv. På baggrund af dette behov har vi samlet en lang række gode råd om digital arv her på hjemmesiden.

Læs mere om undersøgelsen