At miste sit spædbarn: Susanne Holms historie

Lynet ramte, og alt blev vendt op og ned

Det var først, da jeg landede i en tilstand af dyb ulykke og krise, at jeg vågnede op og begyndte at stille spørgsmålstegn til mine overbevisninger. På denne måde opdagede jeg forbindelsen mellem min historie, mine standarder, normer og værdier samt min lykke og velvære i mange af livets facetter.

Jeg bruger denne lærdom i alle livets situationer – både på arbejde og i privatlivet samt i min virksomhed, Om-sorgen.dk, som jeg formentlig ikke havde etableret, hvis det ikke var for min dødfødte søn.

Lynet slog ned

Vi var en glad familie, der ventede vort andet barn. Hele mit liv har altid været planlagt til mindste detalje. Jeg vidste, hvad jeg ville, og hvornår – alt lige fra familie, bolig og uddannelse, og jeg stilede mod dette uden at tænke på alternativer. Mine forældres liv var mit spejl bortset fra erhvervsønske. Der skulle være samme aldersforskel på mine børn, som der er på min bror og jeg osv. Alt var planlagt. Jeg var dog i tvivl, om jeg ville have to eller tre børn….

Men sådan skulle det ikke gå – lynet slog ned, og pludselig væltede min verden. I løbet af den sidste uges tid af min graviditet med mit barn nummer to blev aktiviteten i maven mindre og mindre. Dette er jo meget normalt, og jeg kunne trods alt blive ved med at fremprovokere et lille spark, hvis jeg drak noget koldt eller lagde mig ned. Men en morgen gav disse tricks desværre ikke nogen reaktion fra maven, hvorfor vi tog på sygehuset, og lægen måtte konstatere, at vores lille barn var dødt. Jeg skulle sættes i gang med at føde den næstkommende morgen.

Sorg og lykke på samme tid – kan man det?

Jeg gik i en choktilstand. Vi kørte hjem, fik købt tøj til den lille og fik givet familien besked. Vi hentede min datter, som på dette tidspunkt var knap 2 år og 8 måneder. Da jeg så min lille pige komme løbende hen imod mig, lærte jeg for første gang i mit liv, hvad lykke er. Det boblede i maven på mig af bare lykke, da jeg gav hende et kram. Jeg sad med en død baby i maven og var i dyb sorg, men følte samtidig en kæmpe lykke, da jeg sad med min datter i favnen. Det var virkelig en surrealistisk følelse. Men det gik op for mig, at jeg ikke tidligere i mit liv havde følt lykke. Jeg havde tit følt glæde, men ikke rigtig lykke. Sorg og lykke er hinandens modsætninger, og pludselig havde jeg begge følelser i mig på samme tid.

Fokus blev et andet

Vores lille dreng, Viktor, blev født næste morgen – fødslen gik i gang af sig selv, og det gik meget hurtigt. Vi fik lavet diverse minder såsom hånd- og fodaftryk, en hårtot og fik taget en masse billeder. Det var en hård dag. Vi sagde farvel til ham om aftenen.

Efter et par dage på sygehuset tog vi hjem. Der skulle nu tages stilling til en masse praktiske ting samt møde med præst og bedemand. Begravelsen blev gennemført og med ét var alt tomt og hult. En hverdag skulle nu fungere med en kæmpe sorg og et enormt stort savn efter Viktor. Men vores datter havde brug for mad, rent tøj og en stabil hverdag.

Vi tog imod tilbuddet om en sorggruppe på sygehuset, kontaktperson hos Landsforeningen Spædbarnsdød og afprøvede også psykolog-hjælp. Det var vigtigt for os at tage imod al den hjælp, vi overhovedet kunne få, så vi kunne lære at leve med vores tab så hurtigt som muligt.

Men det var jo ikke lige den hverdag, vi havde forventet eller set frem til. Vores fokus blev sorgbearbejdelse og vores lille pige.

Mine prioriteringer blev lige pludselig vendt op og ned. Hvor jeg før havde været meget planlæggende og struktureret, blev jeg mere spontan og skulle opleve selv de små glæder til fulde. Hvem vidste, om jeg ville opleve dagen i morgen, eller om jeg mistede nogle af mine kære i morgen?

Viktor

Konfrontationerne hjalp mig

Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg gerne ville være gravid igen – og så hurtigt som muligt. Jeg var dog også klar over, at det ville være hårdt at skulle møde på sygehuset til diverse undersøgelser, scanninger og jordemoderkonsultationer. Jeg tog derfor på en tur rundt på de forskellige afdelinger og bookede tider hos de personer, jeg havde været i kontakt med i løbet af graviditeten – med en undtagelse – lægen, der konstaterede, at Viktor var død – hende havde jeg ikke behov for at se.

Det var en rigtig god proces for mig. At få hilst på dem alle sammen, få gået på gangene og ikke mindst få sagt tak for den gode omsorg og pleje, de havde givet mig i løbet af graviditeten og efter fødslen.

Jeg bliver aldrig den samme igen

Jeg ændrede mig meget efter at have mistet min søn. Før havde jeg været en meget stille pige, der nærmest krøb langs panelerne og absolut ikke gjorde opmærksom på sig selv. Jeg brød mig egentlig ikke om at være den stille og indadvendte pige, da det ofte også bragte nervøsitet med sig. Jeg besluttede mig derfor for, at det skulle være slut med at være sådan. Jeg ville være meget mere udadvendt.

Da der var valg til bestyrelsen i min datters børnehave, stillede jeg op – 4 måneder efter, jeg havde mistet Viktor. Jeg rejste mig op med rystende stemme og bankende hjerte og fik præsenteret mig selv. Jeg blev valgt ind og gav så ikke slip på bestyrelsesarbejdet de næste mange år og endte da også både som næstformand og formand, hvor man jo skal være villig til at stille sig op foran mange mennesker og tale. Jeg voksede med opgaven. I dag er jeg stadig aktiv i diverse bestyrelser og foreninger, og jeg holder meget af det. Viktor gav mig modet til at blive den, jeg ønskede at være.

På det følelsesmæssige plan ændrede jeg mig også enormt meget. Jeg bliver meget nemt rørt i diverse situationer nu. Jeg er blevet meget mere nærværende og empatisk – jeg formår virkelig at sætte mig ind i andre folks følelser og processer. Det er en kæmpe gave at have fået. Jeg sætter så meget mere pris på livet og på det, jeg er så heldig at have i mit liv i dag, end jeg gjorde førhen. Jeg er absolut ikke fokuseret på materialistiske ting – det er virkelig ligegyldigt for mig. Dog har jeg selvfølgelig et velfungerende hjem med det, jeg skal bruge for at få det hele til at fungere optimalt i tidens Danmark.

Min trang til planlægning og struktur blev også mindsket, og mine prioriteringer fik et grundigt eftersyn. Planlægning og struktur er stadig en vigtig del af min hverdag, men der er kommet meget mere spontanitet ind i mit liv.

Halvandet år efter, jeg havde mistet, besluttede jeg mig for at blive frivillig ved Landsforeningen Spædbarnsdød og hjælpe andre, der lander i denne totalt meningsløse situation. For mange sorgramte er det meget vigtigt, at man kan spejle sig i andre mennesker, så man ikke føler sig så alene og anderledes. Det er det, der er min vigtigste funktion som frivillig, og jeg sætter en stor ære i at kunne give andre sorgramte denne mulighed. Det gør mig godt og giver mig en god følelse indeni, når jeg kan mærke, at de sørgende forældre finder en tryghed og lindring i at tale med mig.

Viktor blev en gave i mit liv

Jeg har været en voldsom sorg igennem, men jeg har også fået en gave for livet, som jeg har valgt at gøre brug af. Viktor vil for evigt være borte, men hans tilstedeværelse skal så afgjort ikke være forgæves. Han fik mig til at vågne op og stille spørgsmålstegn ved livet. Jeg blev tvunget til at tage stilling til, hvad der er vigtigt og ikke mindst, hvad der ikke er vigtigt. Han lærte mig sågar, hvad lykkefølelse er, hvilket er den største gave, jeg nogensinde har fået!!

Susanne Holm er sorgterapeut og foredragsholder hos Om-sorgen.dk.

Andre fortællinger om at miste