Plej dit hjertes kompas – af Laila Bomose

2. marts 2021

 

Da Danmark blev lukket ned i marts måned sidste år, indtrådte en ny virkelighed med ét. Det vidste vi selvfølgelig ikke dengang, men det ved vi nu. En virkelighed, hvor vi ikke længere kunne bruge vores erfaring på samme måde som før, for vi har aldrig prøvet en nedlukning. Hvor de ting, vi holder af at gøre, pludselig ikke længere kan finde sted. Vi kan komme til at føle os lidt retningsløse, for det vi skal gøre i dag, kan vi også udsætte til i morgen. Eller vi kan lade være med at gøre det, for nødvendigheden er ikke længere så tydelig. Der er afsavn, fordi fødselsdage, højtider og mærkedage ikke længere samler os. Spontaniteten har trange kår. Vi har kort og godt fundet ud af, hvor meget vores liv med hinanden hænger sammen.

Det isolerede liv under pandemien ligner på den måde livet, som det kan se ud for den sørgende. I større eller mindre grad, for mennesker er forskellige, og det er sorgen også.

Er det nemmere at være sørgende under nedlukningen?

Spørgsmålet er nu, om det gør det lettere for den sørgende, at den ydre verden ligner den indre verden?

Det tror jeg, man skal være varsom med at svare entydigt på. For mange mennesker, tab eller ej, har isolation og nedlukning negative konsekvenser. Det kommer også an på, hvem man har mistet og under hvilke omstændigheder, dødsfaldet skete. Måske er man så udmattet eller chokeret, at man ikke skænker livet omkring en to sammenhængende tanker. Men det er ikke det samme som at være uafhængig af, at verden fortsætter, som den plejer.

Gennem mine samtaler med mennesker i sorg oplever jeg, at det ikke er lettere for de efterladte, at verden er lukket ned. Men der er ét bestemt lighedspunkt mellem nedlukningen og sorg: Man bliver kastet tilbage på sig selv, og måske gør man også status i sit liv.

Du er blevet en anden, men er stadig dig selv

Prøv at sammenligne dit liv med en flod, hvor vandet under normale omstændigheder løber afsted uden de store forhindringer, små ændringer forekommer, men ikke nogle radikale ændringer. Sådan går dagene ud og ind, år ud og ind.

Når man mister, ændres flodens bevægelse. Vandet løber ikke bare afsted som før, for med tabet af den anden, er man også selv blevet en anden. Nu mærker man understrømmene, og fodfæstet skal findes på ny. Dit liv har fået en ny begyndelse.

Uanset hvor fremmed du kan føle dig, og hvor tom din verden er, så er du stadig dig selv, husk det. Som mennesker kan vi tåle at forandre os og blive en anden i mødet med tabet, men vi er stadig os selv. Kunsten eller udfordringen er nu at tage sig selv på dig. Stå ved dig selv som sørgende. Og selv om du føler dig fremmed over for dig selv, så er du ikke en fremmed for dem, der elsker dig, for de kan jo kende dig!

Følgende fem områder kan være gode at støtte sig til:

1. Retfærdighed og uretfærdighed

Følelsen af uretfærdighed i forbindelse med tabet kender mange til. Den er såre menneskelig. Uretfærdigheden ved, at det dig, der (igen) skal miste, mens dine venner går fri. Problemet med den slags sammenligninger er blot, at du intet sted har at gå hen med dit regnskab. Du kan skrive en klagebøn til Gud, og det både kan og må du. Du kan også klage til dine fortrolige. Men fører du regnskab over (u)retfærdigheden, skaber det kun en større kløft mellem dig og verden, fordi du måler dig med andre. Ordet retfærdighed betegner det, at man har en ret til noget bestemt her i livet. Men på de store områder i livet kan man ikke kræve, vi kan ikke føre regnskab. Vi er og bliver sårbare mennesker, og vi har fået livet kvit og frit. Vi kan folde vores hænder om det, vi fik, det dyrebareste som blev lagt mellem dig og den, der ikke længere er her. Og slippe det, du ikke havde bedt om.

2. Disciplin

Disciplin er ofte forbundet med noget negativt. Måske tænker du, at du nu skal disciplinere dig selv ved at ignorere dine følelser og behov. Men disciplin er her noget positivt, som imidlertid kan være en løftestang i en periode, hvor man er i krise.

Ens ydre verden har ændret sig, og man kan ikke færdes, som man plejer, enten fordi nedlukning og restriktioner isolerer en, eller fordi man har mistet et menneske, som man i den grad har haft sin verden med, på godt og på ondt. Ens mentale landskab ser anderledes ud, og man skal finde nye veje. Man kan føle sig helt ny, selv om dåbsattesten siger noget andet.

Hvis man ser ud til vores muslimske og jødiske medborgere, er det tydeligt, at de her har en anden tradition i forbindelse med dødsfald. Her får man status af at være sørgende, og derefter er intet overladt til tilfældighederne. Der er nærmest et fast program for den kommende tid. Det kan synes fremmed, fordi du måske ikke har en stor familie eller en stor omgangskreds – eller menighed.

Nødvendighed i nøden

Visdommen i den mellemøstlige tradition er, at vi bliver nødt til at sætte ind, når sorgen rammer. Fordi det ikke er sundt at blive overladt til sorgen. Derfor er det vigtigt at lade sig inspirere af disciplinen og det formål, der gemmer sig bag den. Formålet er nemlig at tale det gode op og bevare det. Problemet er bare, at er man i sorg, kan man ikke nødvendigvis mærke, hvad det gode er. Men du har indsigt og viden om, hvad der er godt – fra hele dit liv. Den viden skal du finde frem nu. Gør så meget, som du kan. Alt tæller. Spørgsmålet er ikke, om du har lyst, men om din erfaring siger dig, at det plejer at være godt.

Den farlige, lette sorg

Ofte taler man om sorgen, der er tung at bære. At sorgen tynger i dit hjerte og gør din gang på jorden tung. Men vi taler ikke så meget om, at sorgen også kan gøre en let, ja, faktisk farlig let. Den er stadig ganske smertefuld, men den har en overflade i sig, som er farlig. Alt synes uoverskueligt, og man er hvileløs. Den overfladiske sorg hænger sammen med, at man har mistet formål i sit liv. Det dybere formål. Det gælder ikke mindst, hvis det er et barn, man har mistet. Eller hvis det er et barn, der har mistet en forældre. Men det kan sagtens gøre sig gældende i forhold til en partner. Der er ikke længere nogen nødvendighed, der som et kompas drejer en derhen, hvor der er behov. Her kan disciplinen skabe tyngde og nødvendighed, om du så skal sætte sedler op for at huske dig selv på det. På den måde kan disciplinen måske ende med at blive en ven i en svær periode, en bro ind i et nyt kapitel af dit liv.

3. Erindringen er både at huske og at slippe

Når formålet er væk, er det fordi, man oplever, at den kærlighed, den var forbundet med, er væk. Men mærk nu. Kærligheden er ikke væk. Den er alt andet end væk, for du har den fuldt ud i dit hjerte og i din erindring. Og her kan den ligge til evig tid, hvis bare man gør to ting, som umiddelbart lyder som hinandens modsætninger: Du skal huske, og du skal slippe.

Du husker ved at tale om den, du har mistet. Og det er vi ikke verdensmestre til her i Danmark. Men når vores elskede taler med i vores liv, dannes erindringen stærkt i os. Det er derfor ikke en mindestue, der skal etableres, men det sker der, hvor du står og går i dit liv. Du skal mindes nøgternt, det vil sige hverken lægge til eller trække fra.

At erindre er den videre kærlige samtale med dem, der ikke længere er. Tavshed og glemsel er derimod dødens redskab, for så bliver der først stille. Når du derimod husker, så sker der det paradoksale, at du samtidig også giver slip på den, du har mistet. Personen lever stadig videre i hvert et hjerteslag hos dig, men du slipper noget. Som præst vil jeg sige, at du slipper, mens Guds favnende hånd griber.

4. Håb

Måske synes du, håbet er meget langt væk. Fordi håbet angår den fremtid, som du ikke kan se for dig, derfor kan det føles så fremmed. Men håbet kan stadig få vinger, selv om du har mistet.

Ofte forveksler man betydningen af forventning, ønske og håb. Forventningen angår det, der med en formodet sandsynlighed sker. Måske forventer du at kunne løbe 5 km inden udgangen af 2021. Ønsket har mere med længslen at gøre, måske du ønsker dig være ubekymret – bare 2 min. Håbet er en anderledes radikal og sammensat størrelse. For håbet tager forskud på fremtiden og glædes ved det, der endnu ikke er. Søren Kierkegaard taler her om troen på det godes mulighed. Det handler altså ikke om en optimisme. Men håbet siger dig, at der er en fremtid, og at du vil få noget at glæde dig ved. Du får ikke indsigt i, hvad det er, men at håbe er at give en kommende glæde vinger og plads. Håbet kan også være, at du håber, at du kommer til at leve godt med sorgen i hjertet. Håb er at give dig selv en god løbebane. Så brug en stund – måske i skumringen her i dag – på at overveje, hvad håb er for dig og dit liv derfra, hvor du står nu. Også selv om hjertet er fuld af sorg.

5. Velsignelser

Når jeg som præst lyser Guds velsignelse, er det Guds ord til os om, at hvor vi står og går, der vandrer vi i Guds lys og fred. Det er et livgivende lys.

På samme måde kan du tænke på, hvad du har med dig i dit liv, som er livgivende. Det kan være fra den, du har mistet, men det kan også være fra alle andre i dit liv. Hvad har du af velsignelser i dit liv? Nogle gange går der tid, inden man opdager, at der var tale om en velsignelse. Nogle gange skal de også tales op. Velsignelser er noget sandt, noget der lyser sandt og klart på din indre stjernehimmel.

Det er ikke en form for positiv tænkning. Dine velsignelser skal som små stjerner lyse for dig i din sorg. Det gode er, at velsignelser ingen udløbsdato har. Det betyder også, at der sagtens kan ligge nogle og vente på dig.

Vi udgør en del af hinandens livsverden. Det er ikke bare den andens verden, der forsvinder, det er også en del af os. Men vi skal minde hinanden om, at vi altid er mere end et sørgende menneske. Du er først og fremmest et menneske, som har elsket.

Laila Bomose er sognepræst i Ballerup og er i gang med at lægge sidste hånd på en ph.d. om sorg. Laila Bomose er optaget af, hvordan vi bevarer os selv i sorgen, når vi samtidig også forandrer os. Hun ser nærmere på, hvordan det påvirker os sprogligt og undersøger, om folkekirken kan noget særligt her.
I sit præsteliv har Laila Bomose sammen med en kollega haft sorggrupper i 8 år, ligesom hun også har undervist og holdt foredrag inden for området sorg, erindring og kunsten at bevare sig selv i en række forskellige kirkelige som ikke–kirkelige sammenhænge.