Den oversete sorg: Om bedsteforældres sorgoplevelser efter tabet af et barnebarn – Af Caroline Kongste

Denne artikel omhandler fænomenet ’bedsteforældresorg’, der – selvom de fleste umiddelbart forstår dets ophav – ikke har tiltrukket sig den store opmærksom inden for sorgforskning og i samfundet mere generelt.

Artiklen bygger på fundene fra en kvalitativ følelsessociologisk undersøgelse, der er udarbejdet på kandidatuddannelsen i Sociologi ved Aalborg Universitet og i samarbejde med Landsforeningen Liv&Død.

Med afsæt i 14 semistrukturerede interviews med bedsteforældre, der har mistet deres barnebarn, peger undersøgelsen på, at bedsteforældre kan opleve en indgribende sorg, der ofte bliver overset og kommer i skyggen af deres eget barns sorg, hvilket sætter nogle særlige rammer og betingelser for, hvordan bedsteforældre kan håndtere og udtrykke deres sorg.

Når det utænkelige sker – følelsesmæssige reaktioner efter tabet af et barnebarn

Undersøgelsen viser, at bedsteforældrene, der har mistet et barnebarn – selv et spædbarnebarn, de kun har kendt kortvarigt – oplever en indgribende sorg, hvor flere af dem beretter, at det har været det sværeste og værste tab, de har oplevet og flere har måtte sygemelde sig fra arbejde og opsøge psykologhjælp. Bedsteforældrene gennemlever stærke følelser af uvirkelighed og uretfærdighed, fordi barnebarnets død i særlig grad bliver betragtet som et brud med den naturlige orden af rækkefølgen på generationernes død, hvor de har svært ved at begribe, at deres barnebarn dør før dem selv. Bedsteforældrenes sorg er også knyttet til et tab af de drømme og forhåbninger, de havde til bedsteforældre- livet og rollen, hvor de både sørger over barnebarnets død, men også over den fremtid, som de aldrig kan få realiseret sammen med barnebarnet. For at kunne skabe mening i sorgen og nærvær til deres afdøde barnebarn, udvikler flere af bedsteforældrene forskellige minderitualer, hvor fx besøg på kirkegården, fotografier og malerier af barnebarnet, fod- og håndaftryk, hårafklip samt tegninger og mindetatoveringer spiller en central rolle i deres sorgbearbejdning. Bedsteforældrene oplever desuden en form for ’dobbeltsorg’, hvor de midt i sorgen over deres barnebarn også bevidner og yder en stor emotionel støtte for deres eget barn, hvilket påvirker deres egen mulighed for at sørge.

Den sociale regulering af bedsteforældres sorg

Almindeligvis forbinder vi sorgen med en dybt personlig følelse, men sorgen er også en social følelse, der formes i den sociale interaktion og er påvirket af samfundsmæssige normer og forventninger[1]. Den amerikanske følelsessociolog Arlie R. Hochschild skildrer, hvordan der i samfundet hersker forskellige uformelle ’følelsesregler’, der blandt andet er med til at rammesætte, hvem der må sørge, hvornår, hvor længe og hvordan man bør sørge i forskellige sociale sammenhænge[2]. På samme måde oplever bedsteforældrene i denne undersøgelse, at der i deres omgivelser – fx blandt kollegaer, venner, bekendte og familiemedlemmer – eksisterer en række følelsesregler, der mere eller mindre bevidst foreskriver, hvordan de bør håndtere og udtrykke deres sorg, hvis de ikke ønsker at bryde med de normative forventninger og fremstå upassende i deres sorgudtryk og sorghåndtering. 

Undersøgelsen finder fire følelsesregler, som på hver deres måde både er med til at begrænse og muliggøre bedsteforældrenes sorgudtryk i forskellige sociale situationer.

Den første følelsesregel er ’ubetydelig sorg’, der betoner, hvordan hovedparten af bedsteforældrene erfarer, at flere personer i deres omgangskreds ikke anerkender deres relation til barnebarnet som betydningsfuld sammenholdt med forældrene, der har mistet deres eget barn. Hertil peger undersøgelsen på, at der eksisterer et uformelt ’sorghierarki’[3], hvor flere personer i deres omgangskreds mener, at bedsteforældrenes rolle ikke kan legitimere en sorgreaktion, hvorfor deres sorg i høj grad bliver sekundær og ubetydeliggjort.

Den anden følelsesregel er ’miskrediteret sorg’, der orienterer sig til varigheden af bedsteforældrenes sorg. Et stykke tid efter barnebarnets dødsfald oplever flere af bedsteforældrene, at omverdenen har stærke holdninger til, hvor længe de kan tillade sig at sørge, og hvor slemt det kan være at miste et barnebarn, hvor de fx bliver mødt af kommentarer som: ”Nu må du se at komme videre”. Imidlertidig oplever bedsteforældrene en voldsom sorg, som de ikke kan bearbejde fra den ene dag til den anden, hvorfor det sætter dem i en vanskelig situation, når omverdenen ikke har forståelse for deres behov for at sørge i længere tid.

Den tredje følelsesregel er ’tabuiseret sorg’, der er forbundet til den særlige status, som et barns død har i samfundet. I bedsteforældrenes fortællinger er det tydeligt at spore, at barnebarnets død betragtes som noget unormalt og uacceptabelt, som skaber berøringsangst og ubehag i deres omgivelser og ”smitter” til bedsteforældrene og gør deres sorg til et tabu. Bedsteforældrene fortæller, at personer i deres omgangskreds møder dem med tavshed, distancering og i værste tilfælde tager afstand, undgår dem eller helt bryder kontakten, fordi de ikke vil tale om eller forholde sig til deres tab. Bedsteforældrene oplever således, at deres sorg helst skal gemmes væk, hvilket vanskeliggør deres muligheder for at dele sorgen med andre og benytte sig af social støtte.

Den sidste følelsesregel er ’åbenhed om sorgen’, der står i modsætning til de foregående følelsesregler og beskriver, hvordan en række af bedsteforældrene oplever en åbenhed, medfølelse og forståelse for deres tab blandt nære venner og familie, der har haft kendskab til barnebarnets betydningsfulde rolle i deres liv. Selvom bedsteforældrene i flere sammenhænge oplever en minimal forståelse for deres tab og behov for at sørge, kan de således i specifikke kontekster i deres nære omgangskreds opleve en accept af deres sorg, hvilket muligvis kan dæmpe oplevelsen af, at deres sorg er forkert og uberettiget.

Bedsteforældres følelsesarbejde og håndteringsstrategier

De føromtalte følelsesregler sætter nogle særlige rammer for bedsteforældrenes sorg og bidrager til, at de i varierende grader oplever det den amerikanske gerontolog Kenneth J. Doka kalder for en ’umyndiggjort sorg’[4], hvor de oplever, at deres sorg ikke møder forståelse eller anerkendes i den sociale interaktion. Bedsteforældrene oplever en diskrepans mellem omverdenenes forventninger til dem og deres eget behov for at sørge, hvilket stiller dem over for et særligt følelsesarbejde, hvor de må tage forskellige strategier i brug for at kunne håndtere deres sorg og denne ambivalens.

En væsentlig strategi i flere af bedsteforældrenes følelsesarbejde er ’fortielsesstrategier’, hvor de på forskellig vis nedtoner og skjuler deres sorgudtryk i den sociale interaktion. Det gør de, fordi deres sorg kan få karakter af at være en byrde for andre, hvorfor de føler sig nødsaget til at tage en ”facade” eller ”maske” på, når de eksempelvis deltager i sociale arrangementer eller er på arbejde, hvis de vil undgå at blive mødt med negative reaktioner eller fremstå som upassende i deres sorgudtryk i det sociale møde med andre. Flere af bedsteforældrene beskriver, at de ”lægger lå på deres sorg” og foregiver at have det fint ved at begrænse deres følelser, selvom de i virkeligheden er sorgfulde og nedtrykte. En række af bedsteforældrene udvikler også ’tilbagetrækningsstrategier’, hvor de trækker sig fra sociale relationer, undgår visse steder og begivenheder og sørger privat, når de er alene og ikke er til skue for omverdenenes vurderende blikke og kritiske kommentarer. Flere af bedsteforældrene oplever dermed, at de må bearbejde tabet af deres barnebarn på egen hånd og som konsekvens heraf oplever flere af dem en stigende ensomhed og isolation i sorgen.

Størstedelen af bedsteforældrene benytter sig også af et ’dobbeltsidet følelsesarbejde’, hvor de af hensyn til og i kærlighed til deres eget barn tilsidesætter deres egen sorg samt mobiliserer en grad af overskud og styrke for at kunne være en god støtte for deres barn, hvis sorg opfattes som vigtigere af omverdenen og af dem selv. En række af bedsteforældrene beskriver, at tilbageholdelsen af deres sorg ikke er uden omkostninger, idet de føler sig følelsesmæssigt udbrændte og oplever en forsinket sorgreaktion, hvilket kan være vanskeligt for omverdenen at forstå, som i høj grad forventer, at bedsteforældrene kommer hurtigt igennem sorgen – og hurtigere end deres eget barn.

Endelig vælger en mindre del af bedsteforældrene en ’åbenhedsstrategi’, hvor de gennem italesættelse af deres tab forsøger at konfrontere og udfordre det tabu og de fordomme, som de oplever omkring deres sorg i samfundet – dette på trods af, at flere personer i deres omgangskreds møder dem med afstandstagende reaktioner. Denne håndteringsstrategi tydeliggør, hvordan bedsteforældrene ikke udelukkende tilpasser sig omverdenens forventninger, men også er handlende subjekter, som kan være med til at forhandle forestillinger omkring deres sorg og på sigt medvirke til forandring i samfundets opfattelse hen imod en større accept af bedsteforældre som en gruppe af sørgende mennesker, der kan have brug for støtte til at håndtere deres egen sorg og deres barns sorg.

Afslutning

Afslutningsvis peger artiklen på, at der ikke eksisterer en særskilt position for bedsteforældre i det sorghierarki, der almindeligvis hersker, idet deres sorg ofte bliver overset og kommer i skyggen af forældrenes tab. Bedsteforældrenes sorg er desuden underlagt en form for social regulering, hvor de løbende må forhandle berettigelsen af deres tab i den sociale interaktion og tage forskellige strategier i brug, så de både får sørget, hjulpet deres eget barn i sorgen og undgår, at andre finder deres sorgudtryk og sorghåndtering upassende. Artiklen forsøger således at rette opmærksomhed på denne del af sorgens landskab, der fordrer yderligere belysning både for at opnå en bedre forståelse for og mulighed for at hjælpe bedsteforældre, der oplever at miste et barnebarn.

 

Caroline Kongste er uddannet sociolog fra Aalborg Universitet og har specialiseret sig i sorg, følelsessociologi og kvalitative metoder. Hendes faglige interesse er centeret om at undersøge fænomener, der befinder sig i samfundets skyggeside, og hun har stor erfaring med feltarbejde og interviews i sårbare felter. Til dagligt arbejder hun som fuldmægtig i Tværgående Analyse, Monitorering og Evaluering i Socialstyrelsen, hvor hun designer og gennemfører større evalueringer på socialområdet.