Lisbeth Dahl om at fylde 70: Når du dør, så forsvinder du jo ikke
Lisbet Dahl har et afslappet forhold til døden. Hun bryder sig ganske vist ikke om begravelser og bruger ikke mange kræfter på at overveje, hvordan hun selv vil herfra. Men døden skræmmer hende ikke. Det hænger sammen med, at hun er synsk, siger hun.
For Lisbet Dahl er 2016 et særligt begivenhedsrigt år. Den populære skuespiller og revychef rundede i april 70 år, har fejret 50 års jubilæum som skuespiller og modtaget Årets Hæderspris ved Årets Reumert. Med en travl hverdag og en stærk appetit på livet er døden ikke noget, hun spekulerer meget over. Men den skræmmer hende heller ikke.
Når du dør, så forsvinder du jo ikke. Du falder ikke ned i jorden i et lille hul, og så er alting slukket.
– Når du dør, så forsvinder du jo ikke. Du falder ikke ned i jorden i et lille hul, og så er alting slukket. Din sjæl lever videre, udvikler sig og lærer nye ting. Når man ved det, så er det at dø ikke noget at være bange for, siger Lisbet Dahl, der flere gange har oplevet tilstedeværelse af afdøde personer.
– Jeg er i perioder i nær kontakt med den åndelige verden. Min mor var synsk, og jeg er selv synsk. Det er ikke mere mærkeligt, end at nogle kan italiensk, siger hun og mener, at vi alle er synske som små børn, men at det forsvinder hos de fleste i løbet af barndommen, fordi de voksne ikke anerkender evnen.
Hjælp fra Bestyrelsen deroppe
Kontakten med den åndelige verden er en integreret del af hendes liv.
– Der sidder en ”bestyrelse” deroppe, som jeg ind imellem snakker med. Jeg beder dem om at hjælpe mig. Jeg ligger ikke og hvisker – jeg går frem og tilbage og råber, for ellers kan de ikke høre mig! Der er jo så mange mennesker på jorden, at hvis ikke man laver lidt larm, så kan de ikke høre en pind, griner hun og indrømmer, at det kan lyde lidt surrealistisk. Men ”bestyrelsen” har flere gange hjulpet hende. Også med at hjælpe andre.
– En veninde ringede til mig og var ulykkelig, fordi hendes mor lå for døden, og det kunne tage lang tid. Jeg foreslog, at vi satte os sammen nogle stykker klokken 23 efter forestillingen og snakkede med dem deroppe for at få dem til at hente moderen. Kan I ikke sørge for, at hun ikke er bange mere, så hun kan tage af sted? Det er synd, at så mange af os er bange for at dø.
Detaljerne må de efterladte rode med
Selv har Lisbet Dahl med alderen opnået en større ro omkring det at skulle dø.
Jo nærmere man kommer døden, jo mere rolig bliver man.
– Jo nærmere man kommer døden, jo mere rolig bliver man. Man kan godt forberede sig på døden – men ærlig talt: detaljerne kan de andre rode med. Nu har man gjort så meget for dem i sit liv, så må de da gøre noget for en, når man er død, ler hun.
– Jeg vil brændes, men de skal ikke ofre noget særligt. Jeg bryder mig ikke om begravelser, men min bliver nok ikke uden humor. Man kan godt le, selvom folk er døde. Jeg har været med til at tage afsked med en afdød, hvor vi serverede alle de vine og lavede alle de lækre laksemadder, han elskede. Så holdt vi en fest, og så grinede vi. Og vi græd også. Men latteren bliver ikke regnet. Hvis du ler meget, så bliver du betragtet som dum.
Latteren har altid interesseret mig mest
Netop latteren fylder meget i Lisbet Dahls liv. Som ikonet for Cirkusrevyen har det at få mennesker til at more sig været en drivkraft i hendes liv.
– Latteren har altid interesseret mig mest. Selvom jeg har lavet en del andre ting gennem årene – også alvorlige roller – så er Cirkusrevyen blevet min skæbne. Jeg elsker at stå på scenen og få folk til at le, fortæller hun, der har lavet revy på Bakken i 31 år.
Lykken er noget man vælger
I det hele taget er det at finde de positive sider i tilværelsen kendetegnende for Lisbet Dahl.
– Jeg opdagede for 20 år siden, at lykken er noget, man vælger. Det er ikke noget, man skal gå og vente på. Jeg har besluttet mig for at være lykkelig. Det betyder blandt andet, at alle de uheldige ting, der sker i livet, bliver meget nemmere at klare, siger hun, der ikke har været skånet for personlige sorger i form af skilsmisser og en ægtefælles død.
– Jeg har oplevet voldsomme ting og stor sorg, som var meget svær at komme igennem. Alligevel vil jeg sige, at jeg har haft et lykkeligt og fantastisk liv, siger hun og mener, at det blandt andet hænger sammen med beslutningen om at være lykkelig.
Du skal ikke finde dig i en skid
Med til den beslutning hører også beslutningen om at være tro mod sig selv og sit eget liv.
– Mange mennesker lader sig tryne af andres mening om, hvordan de bør leve deres liv. Men jeg lærte af min mor, at man ikke skal finde sig i en skid: Du skal ikke leve det liv, andre synes er rigtigt for dig. Du skal leve det liv, du selv synes er rigtigt for dig, sagde hun til mig. Og det har jeg taget til mig.
Men selvom Lisbet Dahl tilhører en generation, der som ung gjorde en dyd ud af ikke at finde sig i noget, så er 60’ernes kvindefrigørelse og autoritetsoprør ikke noget, hun forbinder med sig selv.
– Jeg havde alt for travlt. Da jeg var 19, fik jeg et barn. Da jeg var 21, fik jeg et barn. Og da jeg var 25, fik jeg et barn. Samtidig arbejdede jeg på Aalborg Teater. Alt handlede om mine børn og mit arbejde. Jeg vil gerne skrive under på noget, men jeg er ikke typen, der går i demonstration. Jeg kan ikke komme op af sofaen, griner hun.
Alligevel er det lykkedes Lisbet Dahl at få det stort set, som hun vil, i mange af livets forhold.
– Jeg er altid gået op og bedt om, hvad jeg ville have – og jeg har som regel fået det. Jeg er et privilegeret menneske på det punkt, siger hun og understreger, at det blandt andet handler om vilje. Også til at blive ved med at udfordre sig selv, selvom man har rundet de halvfjerds.
Livet er for kort til at have sin egen hårfarve
– Nogle synes, at når man kommer op i min alder, kan det være lige meget, hvordan man ser ud. Men nej, det kan ikke være lige meget! Livet fortsætter jo måske 20 år endnu. Se på Lise Nørgaard! Tag noget pænt tøj på. Farv jeres hår! Livet er for kort til at have sin egen hårfarve. Det er meget sjovere at have rødt hår, ler hun og fortæller, hvordan hun tidligere på året har lagt sin livsstil om og opnået et betragteligt vægttab.
Og Lisbet Dahl har ingen planer om at drosle ned. Tværtimod har hun kalenderen fuld de kommende år med Cirkusrevy og andre projekter. Også nogle af mere privat karakter.
Det er rart at flytte lidt på sig selv
– For 5 år siden sagde jeg til mig selv, at nu vil jeg begynde at gøre alle de ting, som jeg altid har sagt, at det gør jeg i hvert fald ikke. Jeg startede med at spise en banan. Jeg har aldrig kunnet lide bananer. Men den smagte jo sådan set storartet. Jeg vil også være vinterbader. Og for nogle år siden begyndte jeg at cykle ud til Cirkusrevyen. Det er rart engang imellem at få flyttet lidt på sig selv.
– Jeg tror, jeg lever 10-20 år endnu. Jeg er ikke så vild med at dø lige nu, fordi jeg synes, at mit liv er enormt spændende, og jeg er tæt knyttet til mine 5 børn og 6 børnebørn. Men døden som sådan skræmmer mig ikke. Det velsignede må være at dø på det tidspunkt i ens liv, hvor man er gammel nok til det. Og så bare dø. Men det bliver nok ikke uden humor for mit vedkommende.
Se interview med Lisbet Dahl
Som 70-årig må man siges at have opnået en vis livserfaring. Når man er født i 1946 tilhører man desuden en årgang, som ikke alene er danmarkshistoriens største. Det er også en årgang, der sammen med de efterfølgende udgør en generation, som har ført an i ungdomsoprør, autoritetsopgør og kvindefrigørelse – som har sat agendaer, flyttet holdninger og hegnspæle og i det hele taget haft indflydelse ud over det sædvanlige. Med afsæt heri har vi udfordret repræsentanter fra denne generation på, hvad der er vigtigt i livet – herunder også hvordan en god afslutning på livet kan være. Vi håber, serien kan være til glæde og inspiration for andre. Og vi håber, den kan være med til at sætte nye agendaer for, hvordan vi taler om livet og ikke mindst døden.
Interviewet er udarbejdet af Marie-Louise Arnfast, Arnfast&Kirkeby – i samarbejde med Landsforeningen Liv&Død.