Gamle stjerner lyser også

Leif Skov

Når venner begynder at falde bort, kommer tanker om døden oftere. Men Leif Skov har ikke tænkt sig at gå i panik over at skulle nå en hel masse, inden den uundgåelige dag. Han vil blive ved med at søge de oplevelser og leve det aktive liv, han altid har levet. Måske lidt på samme måde som gamle rockmusikere.

Gennem årtier som musikansvarlig og leder for Roskilde Festival har Leif Skov mødt en perlerække af de største stjerner på den internationale rockhimmel. Som alle andre bliver også de ældre – rynkerne bliver dybere, bevægelserne langsommere, stemmen taber højde. Alligevel lyser de fleste stadig af nærvær på scenen, og det er det vigtigste, for nærvær er liv.

Mick Jagger er over 70 og kan springe frem og tilbage og synge, som var han 20 stadigvæk’. Men det er jo ikke det, en god koncert handler om.

Der er dog undtagelser, også de rutinerede kan have dårlige dage. Leif Skov rykker sig en smule ærgerligt rundt i stolen, når jeg spørger om hans vurdering af koncerten med The Rolling Stones på Roskilde Festival i 2014. Det var Leif Skovs 18. koncert med verdens ældste rockband. Det er svært at finde andre i kongeriget med et bedre sammenligningsgrundlag.          

”Jeg synes, det var en tirsdagskoncert. Mange mennesker siger ’det er jo fantastisk, Mick Jagger er over 70 og kan springe frem og tilbage og synge, som var han 20 stadigvæk’. Men det er jo ikke det, en god koncert handler om. Keith Richards havde en rigtig skævert-dag, og Stones havde også fungeret bedre på andre scener end Orange i Roskilde, hvor de ikke kan have hele deres egen sceneopsætning med. De er afhængige af deres egen afstivning. Det kan være, det kommer med alderen,” siger Leif Skov og smiler underfundigt.

Det er vigtigt, at folk, der var verdensstjerner engang, ikke holder op, bare fordi de ikke er verdensstjerner længere.

”Selvfølgelig kan man blive for gammel som rockmusiker, men jeg synes ikke, de fleste bliver det. Der er en vis charme ved at høre kunstnere, som man også hørte for 50 år siden, hvis de stadig kan spille. Der er noget fortryllende ved at komme ud som dengang, så kan man putte sig til hinanden sige ’ej, kan du huske det’.”

Leif Skov fortæller om sine møder med Bob Dylan. Musikeren, der lige har fået Nobelprisen i litteratur, og som rejser rundt på sin ’never ending tour’. Hvorfor skulle han stoppe, bare fordi han er fyldt 75?

”Der er jo ikke noget dårligt i at blive gammel. Jeg er lige ved at sige, at der er en styrke i at blive gammel, hvis man stadig musikalsk og, endnu vigtigere, stemningsmæssigt kan levere. Det er vigtigt, at folk, der var verdensstjerner engang, ikke holder op, bare fordi de ikke er verdensstjerner længere.”

En musikfestival så stor og fuld af selvtillid, at man ikke ville følge tidens trends, men hellere skabe dem selv.

Musikken har fyldt meget og gør det stadig i Leif Skovs liv, også helt bogstaveligt. For et par år siden forsøgte han at rydde ud i sin samling på over 5000 LP’er, men fik kun skilt sig af med 300. Stort set hele hans professionelle tilværelse er gået med at give live-musikken de bedste chancer for at nå ud over rampen og skabe den oplevelse af fællesskab og nærvær, som det hele handler om. Som det altid har handlet om, siden Leif Skov som nyuddannet lærer blev overtalt af nogle kammerater til at tage med på Roskilde i 1971 – festivalens første år.

Han har været med lige siden. De første to år som gæst, siden som frivillig og fra 1977 som talsmand og musikalsk ansvarlig for den årlige begivenhed i Roskilde, der udviklede sig til at blive Europas næststørste musikfestival. Så stor og fuld af selvtillid, at man ikke ville følge tidens trends, men hellere skabe dem selv. I 2002 sagde han op og har siden fungeret som kulturrådgiver for kommuner og spin man for festivaler og organisationer. Han var bl.a. med i initiativgruppen for Danmarks nye rockmuseum Ragnarock og bydelen Musicon – som også ligger i Roskilde.

Søg de gode oplevelser, på gaden, på cafeen, på bænken i parken, på rejser og i samvær med mennesker, og glæd dig over det!

Selv om Leif Skov har passeret pensionsalderen, er kalenderen stadig fyldt ’som en urskov’, og han er ikke i gang med at forberede sig på den død, han godt ved rykker nærmere.

”Naturligvis ved jeg, at det pludseligt kan ske – en banal ulykke med en tagsten, eller at sygdom og skavanker rammer mig. Og det gør indtryk, at der i dag er flere, jeg kender, som dør. Så er det naturligt, at man tænker over: hvad er det, der indhenter os? Hvad er det, vi skal huske at værne, mens vi er her?”

”Men jeg synes, man skal forsøge at leve i overensstemmelse med sin tid og med sig selv – og fokusere på det, i stedet for at blive lidt panisk eller forceret over alt det, man skal nå, inden den dato, som man ikke kender, kommer.”

”Søg gode oplevelser – på gaden, på cafeen, på bænken i parken, på rejser og i samvær med mennesker, og glæd dig over det! Så er der ikke rigtig plads til at savne eller bebrejde eller være ked af alt det, du ikke fik.”

Sæt nu du skulle leve ti eller tyve år mere, skal du så leve i en blanding af papkasser og tomme stuer?

leif_skov_supplerende_fotoDe mange LP’er er ikke det eneste, Leif Skov har svært ved at skille sig af med. Modsat strømninger i tiden, der taler for ’simple living’ og ’down seizing’, føler han ingen trang til at skalere ned som en slags meget lang forberedelse på det uundgåelige.

”Jeg kender flere, der siger om deres bolig: ’hold da op, hvor har vi gemt meget lort gennem tiderne, men nu er vi også begyndt at rydde op’. Så siger jeg – ’er det fordi du regner med at dø inden for nogle måneder? Sæt nu du skulle leve ti eller tyve år mere, skal du så leve i en blanding af papkasser og tomme stuer, fordi du har gjort klar til, at det er nemmere for dine efterkommere at flytte dig’?

”Jeg synes, det er vigtigere at bevare de ting, der kan minde os om de stunder, vi har været glade for. Hvis vi smider vores ting væk, så får vi ikke påmindelserne om alle de mange oplevelser, som vi har haft, og som vi ikke bare kan huske uden videre.”

Det var ikke sjovt at komme hjem om eftermiddagen og se den tekop, jeg havde forladt om morgenen, stadig stå alene dér på bordet.

Fællesskab er kernen i musikfestivaler, men også for Leif Skov på det personlige plan. Han er ikke god til at være alene. Da hans kone døde for 11 år siden, blev han ikke alene ramt af savnet af hustruen gennem 40 år, men også af savnet af nogen at dele hverdag og oplevelser med. Den følelse var uventet stærk.

”Det kunne jeg ikke finde ud af. Det var ikke sjovt at komme hjem om eftermiddagen og se den tekop, jeg havde forladt om morgenen, stadig stå alene dér på bordet. I dag bor jeg sammen med en anden kvinde. Nogle er gode til at opleve alene, men det er jeg ikke. Jeg har ikke noget imod mit eget selskab, men jeg holder måske mest af det sammen med andre – om handling og oplevelse og samvær.”

Her skal der spilles jyde-whist, ryges cigarer, drikkes rom og fortælles røverhistorier.

På årets næstsidste dag runder han 70. Ikke overraskende har den gamle festivalmand fravalgt den klassiske fejring af selve fødselsdagen med langbord og rødvin i timevis. I stedet har han inviteret på oplevelsestur i Nordsjælland, hvor museumsbesøg og forskellige overraskelser venter gæsterne. Og i erkendelse af, at festerne ikke varer så længe, som de har gjort, har han også sørget for et mindre arrangement dagen før. Her skal der spilles jyde-whist, ryges cigarer, drikkes rom og fortælles røverhistorier.

Min generation, der i sin tid var god til at flytte grænser, har mistet pusten, når det gælder om at sætte dagsordener, der rager ud over egen næsetip.

Som født i 1946 tilhører Leif Skov danmarkshistoriens største årgang. De mange fra året efter den glade befrielsessommer, som senere skulle udgøre kernetropperne i ungdomsoprøret, i kvindefrigørelsen, i autoritetsopgøret og alle de andre oprør, som tog fart i slutningen af 1960’erne, og som i høj grad kunne høres i musikken. Er generationen, der i sin tid proklamerede: ’never trust anybody over 30’, for længst blevet for gammel til flere oprør?

”Måske. Men det ærgrer mig, at min generation, der i sin tid var god til at flytte grænser, har mistet pusten, når det gælder om at sætte dagsordener, der rager ud over egen næsetip. Det er godt at løbe en halvmaraton eller trimme huset og nurse familien. Men tænk, hvis flere brugte samme energi på at bidrage til at skabe stærkere fællesskaber og oplevelser for flere.”

Det er vigtigt, at alle også engagerer sig i noget, der ikke handler om dem selv, deres børn, økonomi, låneloft, eller hvad ved jeg.

”Det er vigtigt, at alle også engagerer sig i noget, der ikke handler om dem selv, deres børn, økonomi, låneloft, eller hvad ved jeg. Det gælder også i de dagligdags ting – at flere fx tænker sådan her: ’jeg har en bil og en nabo, som er dårlig til bens eller alene. Jeg skal ud og købe ind – vil du med?’”

”Hvis bare man kunne sprede den basisholdning på samme måde, som en røgmaskine sender røg ud over koncertgulvet. Vi mangler nogle humanistiske fyrtårne, der rager op og går forrest på det område. En ny Mogens Fogh, måske endda en ny Grundtvig. Stærke åndstænkere og aktivister. Det savner jeg.”

De har jo sjældent rigtigt talt med andre end dem, de har rejst sammen med. Jeg synes, det er berigende at møde nye mennesker og steder.

En gang om året er han i Austin i Texas til musik ’show case’ South by South West. Tidligere var det en del af jobbet, i dag er det mere for netværk og oplevelse. Ud over at høre ny musik finder han det givende at leje en bil og køre ud for at finde cigarlounges. Her kan man ryge en god cigar og – først og fremmest – møde mennesker, som har tid. På den måde har han mødt mange interessante mennesker – fra professorer til arbejdsmænd i blå overalls, fra galninge til politibetjente. Og musikbranchefolk.

Andre gange, med gode venner, tager han i hverdagen ud til steder, hvor de aldrig har været før, en cricketkamp eller et hundevæddeløb. Her møder de folk, som de ellers aldrig ville have mødt eller talt med.

”Jeg spørger nogle gange interesseret og lidt udfordrende, når mennesker har været ude at rejse, om de har talt med lokale folk. De har jo sjældent rigtigt talt med andre end dem, de har rejst sammen med. Jeg synes, det er berigende at møde nye mennesker og steder.

Måske er det at møde og opleve, hvad festivaler egentlig handler om. Selv om Roskilde i dag er mere en underholdningsfestival end før, og selv om jeg godt kan savne nogle flere ngo’er og idealer på festivalen, så handler det stadig om at møde mennesker og musik, du ikke har mødt før – foruden de gode gensyn og genhør. Hvis nu verden kunne lære af festivalerne om fællesskab, fordragelighed og åbenhed for nyt og fremmed, så ville meget være lidt bedre.

Verden ikke er en festival, det ved jeg. Men man kan lære meget af en festival alligevel.”

Interviewet er udarbejdet af Michael Kirkeby, Arnfast&Kirkeby – i samarbejde med Landsforeningen Liv&Død.

Se interview med Leif Skov

Interviews i samme serie

Hvis du er interesseret i at se flere interviews under temaet “Hvad har livet lært dig, og hvad tænker du om døden?“, finder du alle interviews her.