29. april 2021

Liv&Døds udstilling om selvmord åbner i Dokk1 i Aarhus

Dokk1 i Aarhus åbner dørene til Landsforeningen Liv&Døds udstilling 'Ramt' i perioden fra den 12. maj til og med den 1. juni. Udstillingen, som sætter fokus på de døde, de overlevende og de efterladte til selvmord, skal være med til at rykke ved tabuerne omkring selvmord.

’Ramt – en udstilling om de døde, de overlevende og de efterladte til selvmord’ er en udstilling, som Landsforeningen Liv&Død har skabt i samarbejde med Livslinien.

Udstillingen har fokus på både de døde, de overlevende og de efterladte til selvmord og balancerer mellem personlige fortællinger samt konkret viden og fakta om emnet. Håbet er, at udstillingen kan være med til at rykke ved tabuerne omkring selvmord og derved kan hjælpe dem, som på den ene eller anden måde er berørt af selvmord. Nu får folk, der besøger Dokk1, mulighed for at opleve udstillingen.

Hvor:
Udstillingen kan ses i Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus C

Hvornår:
Udstillingen kan ses i perioden den 12. maj – 1. juni og kan ses i bibliotekets åbningstid.

Pris:
Der er gratis entré til udstillingen.

Udstillingen er tidligere blevet vist i Funebariet, Landsforeningen Liv&Døds udstillingssted om død og begravelse.
Læs mere om udstillingen her.

Læs om udstillingen i Dokk1 i Aarhus på deres hjemmeside.

Plakat for udstillingen. Illustration: Pernille Strøm Øster.

Arrangement på Dokk1

I forbindelse med udstillingen afholder Landsforeningen Liv&Død i samarbejde med Livslinien en tema-eftermiddag om selvmord i Dokk1. Arrangementet byder på både faglige og personlige oplæg, og du kan bl.a. høre Livslinien og Landsforeningen for efterladte efter selvmord fortælle om deres arbejde, ligesom du kan høre personlige fortællinger fra efterladte, der har mistet til selvmord.

Hvor:
Arrangementet finder sted i Store Sal i Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus C

Hvornår:
Arrangementet sker fredag den 21. maj kl. 16-18.

Pris:
Det er gratis at deltage, men der er et begrænset antal pladser.

Tilmelding
Tilmeld dig på Dokk1’s hjemmeside.

 

Opsætningen af udstillingen i DOKK1 i Aarhus er støttet af Initiativpuljen under Aarhus Kommunes Kulturforvaltning.

Fakta om selvmord

  • Hver dag begår 1-2 personer i Danmark selvmord.
  • Over 200.000 nulevende danskere har et selvmordsforsøg bag sig.
  • Selvmord og selvmordsforsøg berører i gennemsnit fem mennesker, hvilket betyder, at over én million nulevende danskere har været berørt af en selvmordsproblematik. (Kilde: Livslinien)
  • Selvmordstruet? Kontakt Livslinien på 70 201 201.