30. september 2025

Ny udstilling på DOKK1 skal skabe refleksion om afmagt, om død og om sorg

I samarbejde med Aarhus Universitet og kunstner Stine Marie Jacobsen har Landsforeningen Liv&Død udviklet en installation, som man kan besøge på DOKK1 i Aarhus fra d. 28. oktober til d. 28. november 2025.

Hvis du kunne tale med døden, hvad ville du så sige?

Hvordan kan vi tale sammen om det, vi ofte mangler ord for? Og oplever vi overhovedet det usagte på samme måde?

ANDRE MENNESKER TALER er en ny installation skabt af kunstner Stine Marie Jacobsen i samarbejde med Landsforeningen Liv&Død og Aarhus Universitet. Den kan opleves på DOKK1 i Aarhus fra d. 28. oktober til d. 28. november 2025 og er en del af universitetets store undersøgelse af afmagt i Danmark i 2025.

Installationen tager afsæt i to workshops, hvor deltagere blev bedt om at sætte ord og billeder på deres erfaringer med død og afmagt gennem bøger og film. På baggrund af disse fortællinger har Stine Marie Jacobsen skabt et værk, der både inviterer til at lytte og til at tale med.

Udstillingen åbner tirsdag d. 28. oktober, som ligger i vores kampagneuge UGE 44, hvor vi landet rundt sætter fokus på døden.

Hvad kan man opleve i installationen?

Som gæst træder man ind i et cirkelformet tæppe, udsmykket med fragmenter fra workshopdeltagernes tegninger. Her kan man sætte sig ned og lytte til en anonym AI-genereret stemme, der oplæser svar indtalt af tidligere besøgende. Rundt om cirklen stilles fire spørgsmål på installationens vægge – alle kredser om døden, fortællinger og afmagt.

Installationen fungerer som et interaktivt tale- og lytterum: Som besøgende kan man vælge selv at give sit bidrag ved at indtale et svar, eller blot lytte til de stemmer, der allerede er blevet efterladt. Alle svar er anonyme, men bliver en del af både installationen og det videre forskningsprojekt.

Formålet er ikke at finde ét fælles sprog for døden, sorgen eller afmagten – for vi oplever og forstår disse følelser forskelligt. I stedet skaber installationen et rum, hvor vi kan være nysgerrige på hinandens erfaringer, mærke kontrasterne og opdage genklangen.

Ved at høre andre mennesker tale, eller selv tale med, kan vi måske blive bedre til at forholde os til de svære ting i livet – især dem, vi ikke selv kan kontrollere.

Besøg kalenderbegivenheden for udstillingen her.

Hør samarbejdspartnerne fortælle om udstillingen

Stine Marie Jacobsen, Henrik Reintoft Christensen og Astrid Vigsø Bendsen er alle tre led i udstillingens udformning. Hør dem fortælle hvordan herunder:

  • Stine Marie Jacobsen

    Hør kunstner Stine Marie Jacobsen fortælle om den kreative proces i at udvikle udstillingen ANDRE MENNESKER TALER.

  • Henrik Reintoft Christensen

    Hør lektor og forsker Henrik Reintoft Christensen fortælle om Aarhus Universitets afmagtsprojekt i forbindelse med udstillingen ANDRE MENNESKER TALER.

  • Astrid Vigsø Bendsen

    Hør Facilitator og netværksskaber Astrid Vigsø Bendsen fortælle om DOKK1 i Aarhus' rolle i at facilitere udstillingen ANDRE MENNESKER TALER.

Om samarbejdspartnerne :

  • Henrik Reintoft Lektor er afdelingsleder ved Institut for Kultur og Samfund – Afdeling for Religionsvidenskab og bidrager til Afmagt.dk med projekt: Døden som grundvilkår – et spørgsmål om afmagt?
  • Astrid Vigsø Bendsen er facilitator og netværksskaber på DOKK1 i Aarhus, der huser udstillingen i deres åbne, offentlige rum i hovedbiblioteket.
  • Stine Marie Jacobsen er kunstner og professor i Mediekunst på Leipzig Kunstakademi.  Uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og CalArts, California.  Tillige uddannet i konfliktløsning og fredsforebyggelse. Hendes projekter er primært samarbejdsbaserede. De har fokus på film, køn, vold, død, tabu, psykologi, lovgivning, sprog og etik. Og på hvordan alle disse temaer populært repræsenteres i film og virkeligheden.
  • Landsforeningen Liv&Død arbejder for at starte den gode samtale og nedbryde tabuet om døden, gennem bl.a. undervisningsindsatser, podcasts, udstillinger og kampagnen UGE 44.