4. oktober 2019

Landsforeningen Liv&Døds udstilling ’De døde i vores liv’ på Danmarksturné

Nu kan du opleve Landsforeningen Liv&Døds udstilling ’De døde i vores liv’ på biblioteker i udvalgte byer rundt om i landet. Det sker i et samarbejde med DR.

Udstillingen kan ses i følgende byer i disse perioder:

  • I Aarhus på Dokk1: Den 11. oktober – 7. november 2019
  • Odense Hovedbibibliotek: Den 9. november – 30. november 2019
  • Vejle Bibliotek: Den 15. januar – 4. februar 2020
  • Sønderborg Bibliotek i Multikulturhuset: Den 6. februar – 29. februar 2020

Tema-aftener i forbindelse med udstillingerne

I forbindelse med udstillingerne vil der i samarbejde mellem Landsforeningen Liv&Død og DR blive afholdt en tema-aften på hvert bibliotek, hvor sorg er i fokus.

På bibliotekernes hjemmeside og/eller Facebook-side samt på Landsforeningen Liv&Døds Facebook-side vil der, når arrangementet nærmer sig, være flere informationer om det enkelte arrangement.

Landsforeningen Liv&Død deltager i alle tema-aftenerne.

Tema-aften om sorg i Aarhus

Den første tema-aften finder sted den 15. oktober 2019 kl. 19.30-21 i Aarhus på Dokk1, store sal.

Her kan du bl.a. opleve:

  • Direktør i Landsforeningen Liv&Død, Kirsten Søndergaard, der fortæller om udstillingen ‘De døde i vores liv’.
  • Forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der fortæller om romanen ‘Sorgens grundstof’.
  • Pernille Øster og Julie Schelhart, værter på podcasten ’Jeg plejede at tro på for evigt’.

Efter programpunkterne kan du besøge udstillingen ’De døde i vores liv’, der vises i foyeren.

Der vil blive serveret lidt snacks og drikkevarer.

Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding. Tilmeld dig via DR på: sorgbillet@dr.dk – tilmeldingen er bindende.
(Skriv Dokk1 i emnefeltet)

Læs mere om arrangementet.

Tema-aftener om sorg i Odense, Vejle og Sønderborg

Tema-aftenerne på bibliotekerne i Odense, Vejle og Sønderborg er på følgende dage:

  • Odense Bibliotek: Den 25. november 2019 kl. 19-20.30
    Tilmeld dig via DR på: sorgbillet@dr.dk (skriv Odense i emnefeltet)
  • Vejle Bibliotek: Den 15. januar 2020 kl. 19.30-21
    Tilmeld dig via DR på: sorgbillet@dr.dk (skriv Vejle i emnefeltet)
  • Sønderborg: Den 20. februar 2020 kl. 19.30-21
    Tilmeld dig via DR på: sorgbillet@dr.dk (skriv Sønderborg i emnefeltet)

Om udstillingen ’De døde i vores liv’

Landsforeningen Liv&Død opfordrede i 2018 efterladte til at dele deres måder at mindes en kær afdød på og modtog herefter adskillige smukke og rørende mindefortællinger. Disse fortællinger, som består af både tekst og billeder, blev udstillet i Funebariet – vores udstillingssted om død og begravelse – på Nikolaj Plads 27 i København.

Udstillingen rummede i alt 45 danskeres personlige beretninger om sorg og minder. Mindefortællingerne hang sammen i én fælles installation, hvor man som beskuer kunne gå på opdagelse i de 45 forskellige fortællinger.

Sorgklumpen

Udstillingen indeholdt også en installation bestående af en sorgklump skabt af 24-årige Pernille Øster, der mistede sin lillebror Jonas på 16 år i en ulykke for fem år siden. Med sorgklumpen formår Pernille ikke blot at konkretisere sine egne følelser omkring sorg og minder, men også en mere universel sorgfølelse, som mange vil kunne genkende.

Landsforeningen Liv&Død håb med udstillingen var at skabe plads til de døde i livet. Direktør Kirsten Søndergaard sagde i forbindelse med åbningen af udstillingen:

“En persons død mindsker ikke betydningen af det forhold, vi har til dem. Gennem minderne er den døde fortsat en del af de levendes liv.
Når man rammes af sorg, kan det være en hjælp at gribe fat i ritualer og traditioner. Mange efterladte skaber personlige minderitualer, der kan være en hjælpsom ramme omkring sorgen og de svære følelser.

Der er dog mange efterladte, der efterspørger nogle flere fælles rammer omkring deres sorg og minder. I Danmark har vi i dag ikke mange fælles traditioner og ritualer omkring sorg og minder – udover selve begravelsen. Med flere fælles rammer bliver sorg og minder ikke kun et privat, men et samfundsmæssigt anliggende med anerkendelse af sorgen og behovet for at mindes – hele livet.”

Læs om  udstillingen hos Landsforeningen Liv&Død, som blev vist i Funebariet i perioden den 12. oktober 2018 – 20. september 2019. 

Læs mere om udstillingens turné rundt i landet og tema-aftenerne på DRs hjemmeside.

Illustration øverst på siden af Pernille Strøm Øster