15. oktober 2021

Kulturnat hos Liv&Død

Så var der endelig igen Kulturnatten i København, og vi åbnede nok engang dørenene og bød indenfor til en skøn aften med fokus på samtaler om livet.

Og mange mennesker lagde i løbet af aftenen vejen forbi Landsforeningen Liv&Død på Nikolaj Plads i centrum af København.

Lyttebænken.

Snakken gik på Lyttebænken

Uden for vores bygning stod ‘Lyttebænken’, et projekt skabt af Camilla, som sad klar på bænken til en uforpligtende og nærværende samtale om stort og småt med. Her satte flere sig på bænken hos Camilla, fik en kop kaffe og fortalte om netop det, der fyldte hos dem denne aften.

Stine Buje holder oplæg.

Gode samtaler med Stine Buje

Forfatter og foredragsholder Stine Buje, der blandt andet har skrevet en række bøger, som giver inspiration til at tage stilling til livet, holdt denne aften et inspirerende oplæg om, hvordan man kan sætte de gode samtaler i gang om det vigtige i livet, som kan bringe os nærmere vores kære. Og gennem Stine Bujes samtalekort med i alt 75 forskellige spørgsmål fik aftenens gæster gode redskaber til at hjælpe samtalerne på vej.

Claus Høxbroe læser højt af sin beatpoesi.

Beatpoesi med Claus Høxbroe

Den danske beatpoet Claus Høxbroe er kendt for sin store dedikation til den jazzede og rytmiske poesi-genre og er en markant skikkelse i nyere dansk lyrik og genren spoken word. Lidt senere på aften stod han klar på vores første sal med sin levende, medrivende og rytmisk poesi om livets både store og små øjeblikke.

Der blev skrevet meget forskelligt på bucketlisten.

Inden jeg dør, vil jeg…

Hver især bærer vi rundt på små og store drømme for vores liv. Men det er sjældent, at vi for alvor får tænkt over, hvad der virkelig har betydning i vores liv, og hvad vi gerne vil nå, inden vi dør. Det var muligt for dem, som kom forbi vores bygning på Nikolaj Plads. For også i år havde vi opsat en stor tavle udenfor, hvor alle, der havde lyst, kunne skrive netop, hvad de gerne vil nå, mens de lever.

Livest træ i Funebariet.

Besøg i Funebariet

Det var også muligt for aftenens gæster at blive klogere på forskellige aspekter af tab og sorg, død og begravelse i Funebariet, vores udstillingssted om død og begravelse. De kunne blandt andet se en kiste og en urne og også skrive, hvad der er vigtigt i livet, på et blad til vores udgave af livets træ, som står i Funebariet.

Tak for en dejlig Kulturnatten og tak til alle jer, der lagde vejen forbi – vi glæder os allerede til næste år!

Kulturnatten hos Landsforeningen Liv&Død fandt sted på Nikolaj Plads 27, København K.

Læs om Kulturnatten hos Landsforeningen Liv&Død gennem tiden.