En udstilling om sorg – af Ina Lüders

En pop-up udstilling med værker og digte af Ina Lüders - skabt på baggrund af Inas sorg over tabet af sin mand Lasse.

Udstillingsperiode i Funebariet: 21.09.2020 – 13.10.2020

I 2014 fik Ina Lüders’ mand Lasse ALS. Han døde i 2018, 38 år gammel. På det tidspunkt var Ina selv 40 år gammel og stod nu alene med fire børn. 

Sorgen over at have mistet Lasse danner baggrund for den udstilling, man i efteråret 2020 kunne opleve i Funebariet, som Ina stod bag, og som netop havde sorgen som grundtone.

Om sorgen siger Ina selv:

Sorgen er tavshed og stilhed - og samtidig vil den så gerne ud.

Denne sorg, der vil ud, som Ina beskriver det, er blevet til en række digte, illustrationer og malerier, som kan ses i udstillingen.

Om sine værker og digte siger Ina:

Mine værker og digte er skabt i mødet med min egen og børnenes tomhed. I tomheden ligger sorgen, som rummer savn, længsel, vrede, frustration, kærlighed, lys og mørke. Der ligger også min famlen efter at leve som enke med fire små børn, for vi skulle jo have været blevet gamle sammen. Hvordan er man nok som et enkelt menneske, hvor der skulle have været to? Og alle de praktiske ting, jeg står med alene? Og min egen dødelighed? Kan jeg lave en handel med min egen død, at når nu børnene har mistet deres far, så kan jeg leve længe?

Side om side med Inas illustrationer, malerier og digte med sorgens grundtone hang to drømmefangere af keramik, som er lavet af Kristine Marie Stochholm. De minder om, at drømme er vigtige, også i sorgen. 

Billeder fra udstillingen

Billederne er taget af Klaus Bo

  • Ina Lüders og podcasten 'Jeg plejede at tro på for evigt'

    Ina Lüders har også deltaget som gæst i vores podcastserie ‘Jeg plejede at tro på for evigt’, hvor hun fortæller om sorgen over tabet af Lasse.

    Lyt til podcasten:

    ×