17. maj 2017

Indstil din kandidat til Liv&Død Prisen 2017

Kender du til en person eller organisation, som har fortjent Liv&Død Prisen 2017? Så kan du indstille netop din favorit til prisen.

Landsforeningen Liv&Død uddeler igen i år Liv&Død Prisen, som er på 10.000 kr. og et diplom.

Hvem kan indstilles til Liv&Død Prisen?

Formålet med Liv&Død Prisen er at hylde personer eller organisationer, der har gjort en særlig indsats for at nedbryde tabuet omkring døden ved at sætte fokus på døden og skabe debat og eftertanke om emnet i det offentlige rum.

De indstillede kandidater kan være både kendte og ukendte danskere, og deres initiativer kan være af enten national eller lokal karakter – så længe de på den ene eller anden måde har inspireret andre til at turde tage fat på at tale om døden.

Du kan downloade indstillingsskemaet som PDF eller WORD.

Sådan indstiller du din kandidat

 

Alle kan indstille en kandidat til Liv&Død Prisen.

Du skal udfylde et indstillingsskema, som du finder her på siden og på vores temaside om Liv&Død Prisen.

  • Indstillingen til Liv&Død Prisen skal være skriftlig, og du skal begrunde, hvorfor du indstiller kandidaten.
  • Dokumentet skal indeholde navn, adresse og gerne e-mail eller telefonnummer på den, som indstilles.
  • Indstillingen må højst fylde en A4-side og skal være maskinskrevet.
  • Husk at skrive dit navn og dine kontaktoplysninger.
  • Du kan enten sende indstillingen med posten eller som e-mail.
  • Hvis du sender indstillingen med posten, skal du mærke kuverten ‘Liv&Død Prisen 2017’. Adressen er: Landsforeningen Liv&Død, Nikolaj Plads 27, 1067 København K.
  • Hvis du sender en e-mail, skal du skrive ‘Liv&Død Prisen 2017’ i emnefeltet og sende dokumentet som en vedhæftet fil. E-mail-adressen er info@livogdoed.dk.

Frist for indstilling

Fristen for indstilling af kandidater er den 1. juli 2017.

Hvornår offentliggøres modtageren af Liv&Død Prisen 2017?

I slutningen af august – starten af september 2017 vil vi på vores hjemmeside og facebook-side offentliggøre, hvem der er dette års modtager af Liv&Død Prisen.
 
Prisen forventes overrakt i Landsforeningen Liv&Døds lokaler i september måned.

Tidligere modtagere af Liv&Død Prisen

Liv&Død Prisen blev lanceret i 2011 i forbindelse med Landsforeningen Liv&Døds 130 års jubilæum.
 
Sidste år gik prisen til journalist Esben Kjær for sin bog om tabet af sin syvårige søn.
 
 Se tidligere prismodtagere og læs mere om prisen her.