Hvem tager over, når vi siger farvel? – Første artikel om krematørernes skjulte arbejde

Over 51.000 danskere blev kremeret i 2025, men de færreste ved, hvad der sker bag krematoriets lukkede døre. I denne serie i fire artikler kommer vi tæt på krematørernes hverdag. Serien bygger på et sociologisk speciale lavet af Ida Marie Solvang med interviews og observationer på seks danske krematorier, og følger, hvordan krematørerne navigerer mellem rutine og omsorg, og mellem det professionelle og det menneskelige.

Dette er første artikel i serien.

Af Ida Marie Solvang

Fra en tidlig alder stiftede jeg bekendtskab med døden – og siden hen nok flere gange, end langt de fleste af mine jævnaldrende. Døden har derfor aldrig føltes helt fremmed for mig. Men med de mange møder har der alligevel altid fulgt en undren, som på en eller anden måde har bidt sig fast:

Hvem tager sig egentlig af vores kære, når de har taget deres sidste åndedrag?

For hvad sker der, når vi andre har sagt farvel? Når blomsterne er lagt, kisten er lukket, og familien er gået hjem? Der må være nogen, der tager over. Nogen, der sørger for det, der skal ske med det menneske, vi lige har mistet.

Den nysgerrighed fulgte mig med ind i sociologien på Aalborg Universitet. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var særligt optaget af det, der foregår i samfundets bagland: af de rum, vi sjældent taler om, og af de mennesker, som ikke nødvendigvis står i centrum for vores opmærksomhed. Døden var måske det mest oplagte sted at rette blikket hen imod.

Så da jeg fik mulighed for at komme i praktik hos Landsforeningen Liv&Død i efteråret 2025, greb jeg den. Praktikken åbnede dødsfeltet for mig på helt nye måder og gav mig et indblik i alt det, der foregår omkring døden, længe efter at vi som pårørende har sagt vores farvel.

Det var også gennem praktikken, jeg en formiddag fik lov til at besøge Bispebjerg Krematorium. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg kunne forvente, men jeg husker tydeligt fornemmelsen af at træde ind et sted, hvor døden på én gang var helt nærværende og mærkeligt hverdagsagtig. Der var en ro over stedet – ikke som en tom eller tung ro, men en ro, der virkede indarbejdet. Arbejdet havde sin egen rytme, vaner og rutiner. Ting, der skulle gøres, og som blev gjort med en selvfølgelig professionalisme.

Men samtidig var der noget andet. En særlig følsomhed og bevågenhed over for det, der lå lige på den anden side af rutinerne.

For selvom det var en arbejdsplads, var det ikke bare en arbejdsplads. De mennesker, der blev arbejdet med, havde haft et liv. De havde haft navne, relationer og historier.

Det fascinerede mig. Jeg blev draget af de mennesker, der arbejdede på krematoriet, og af den måde, de bevægede sig mellem det professionelle og det menneskelige. Jeg gik derfra med en følelse af, at jeg kun lige havde fået lov til at kigge ind i et univers, jeg vidste forbavsende lidt om – og med langt flere spørgsmål, end jeg kom med.

For hvordan lærer man at arbejde med døden som en del af sin hverdag? Hvordan bliver noget så grundlæggende menneskeligt til en profession? Hvordan finder man balancen mellem at være professionel og samtidig bevare den følsomhed, som arbejdet synes at kræve? Og hvordan bliver man egentlig mødt, når man fortæller, at man arbejder på et krematorium?

Jeg havde fundet dét sted, hvor min gamle undren kunne undersøges.

Sangtekst skrevet og fremført af informanten Benny

Sangtekst skrevet og fremført af informanten Benny

 

Når døden flytter hjemmefra

Jo mere jeg tænkte over besøget på Bispebjerg Krematorium, desto mere begyndte min fascination at give plads til et andet spørgsmål: Hvorfor vidste jeg så lidt? Ikke bare om krematoriet, men om alt det arbejde, der bliver sat i gang, når et menneske dør.

For sådan har det ikke altid været. Tidligere var døden i højere grad noget, man mødte tæt på – ofte i eget hjem. Den døde blev liggende blandt sine nærmeste, og familien tog del i flere af de praktiske gøremål, der fulgte med et dødsfald. Man fik dermed en mere direkte erfaring med døden: Man så den døde krop, var fysisk tæt på den og oplevede med egne sanser, hvad der fulgte, når et menneske gik bort.

I dag ser det anderledes ud. Når et menneske dør, bliver døden hurtigt omgivet af professionelle hænder. Den døde bliver hentet. Bedemanden tager over. Kisten bliver transporteret. Ceremonien finder sted. Og hvis afdøde eller afdødes pårørende har valgt kremering, fortsætter processen bag en lukket dør på et krematorium.

Vi har indrettet vores samfund sådan, at en stor del af det praktiske arbejde med døden foregår steder, vi som almindelige mennesker sjældent kommer. Døden har fået sine egne rum, sine egne professioner og sine egne arbejdsgange. På den måde kan vi sige farvel til vores døde uden nødvendigvis at komme tæt på det, der sker med dem bagefter.

Døden er altså ikke blevet mindre nærværende. Men den er blevet mindre synlig – og håndteringen af den mere professionaliseret.

Fakta om kremering i Danmark

Hvornår fandt den første kremering sted i Danmark?

Det første danske krematorium blev bygget på Nyelandsvej i København i 1886. Den første ligbrænding fandt sted 13. september samme år.

Hvornår blev kremering lovligt i Danmark?

I Danmark blev ligbrænding lovliggjort i 1892.

Hvornår blev kremering ligestillet med jordbegravelse?

Selvom ligbrænding blev lovliggjort i 1892, blev praksissen i mange år mødt med både religiøs modstand og moralsk forargelse. Først i 1975 vandt ligbrændingen indpas og blev sidestillet med jordbegravelse i dansk lovgivning.

Hvor mange krematorier er der i Danmark?

Der er 20 registrerede krematorier fordelt over hele landet.

Hvor mange bliver kremeret årligt i Danmark?

I 2025 blev 88,1 % af alle dødsfald afsluttet med kremering

(Kilder: Landsforeningen Liv&Død & Danske Krematoriers Landsforening).

Krematoriet – et usynligt arbejde

Og måske er det netop derfor, jeg synes, at krematoriearbejdet er så interessant.

Krematoriet er på én gang et af de mest almindelige og et af de mest usynlige steder i vores samfund. I 2025 blev 51.252 ud af 58.185 dødsfald i Danmark afsluttet med en kremering. Kremering er dermed en udbredt del af den danske måde at håndtere døden på. Alligevel er det de færreste, der ved, hvad der foregår bag døren, når kisten forsvinder.

Det er et paradoksalt hul i vores fælles viden. For vi har ikke bare flyttet døden ud af hjemmet. Vi har også i høj grad flyttet den ud af vores synsfelt. Og når arbejdet med døden samtidig foregår bag institutionernes og professionernes lukkede døre, bliver de mennesker, der udfører det, let usynlige.

Det gælder også i den danske forskning. Døden har levet en slags skyggetilværelse i sociologien, og der findes begrænset viden om de professioner, der håndterer den. I Danmark har den eksisterende forskning om krematorier udelukkende beskæftiget sig med organisatoriske, tekniske eller arkitektoniske forhold. Krematørernes arbejdsliv, erfaringer og måder at håndtere døden på er derimod langt mindre belyst.

Det var det videnshul, jeg fik øje på, og det blev afsættet for mit speciale om krematoriearbejdet. Jeg ville undersøge, hvordan krematørerne gør døden håndterbar i praksis, og hvordan de oplever det blik, der møder dem udefra.

Det samlede jeg i en problemformulering, som lød:

Hvordan udvikler og anvender krematører professionelle, følelsesmæssige og symbolske strategier i deres arbejde med døden, og hvordan oplever de omverdenens reaktioner på og forståelser af deres profession?

Ind i krematoriet

For at undersøge det videnshul måtte jeg selv ind i feltet, som ellers er så svært at få øje på. Jeg begyndte derfor at tage kontakt til krematorier rundt omkring i landet. Det gav mig adgang til seks forskellige krematorier, hvor jeg fik mulighed for at interviewe, følge og observere krematørerne i deres hverdag og de arbejdsgange, rutiner og omgangsformer, der tilsammen får arbejdet til at fungere.

Det var først, da jeg kom tættere på hverdagen i krematorierne, at jeg for alvor erfarede, hvor komplekst krematoriearbejdet er. For det handler om langt mere end at få en kiste gennem en ovn. Det handler også om mennesker, relationer, rutiner og om hele tiden at kunne navigere mellem forskellige situationer.

Og noget af det, der viste sig at have stor betydning for den måde, arbejdet udføres på, var selve stedet. Krematoriet er ikke bare en bygning, hvor kremering foregår. Det er indrettet på en måde, der skaber forskellige rum, forskellige former for adgang og forskellige måder at være krematør på.

  • Inden for krematoriets vægge: Anden artikel i serien
    Hvilke zoner og grænser er et krematorie opbygget af? Og hvordan har de fysiske rum indflydelse på krematørernes hverdag?
    Læs artiklen her
  • Krematoriearbejdet som grænsearbejde: Tredje artikel i serien
    Hvilke grænser sætter krematørernes i deres dagligdag og i mødet med pårørende? Og hvad sker der, når disse grænser bliver flydende?
    Læs artiklen her
  • Mellem fascination og ubehag: Fjerde artikel i serien
    Hvordan bliver man mødt, når man fortæller, at man brænder de døde? Og hvordan oplever de det selv?
    Læs artiklen her

         

Artikelserien er skrevet af Ida Marie Solvang.

Ida Marie er uddannet sociolog med specialisering i hverdagsliv, kultur og emotioner, samtidsdiagnoser og sociale afvigelser. Hun var praktikant i Landsforeningen Liv&Død i efteråret 2025.