19:00 - 21:00 Filmvisning

Lasse Aagaards “Farvel Tid”: Musikfilmvisning og samtale om at miste

Kom med til en aften, hvor vi viser Lasse Aagaards rørende musikfilm ’Farvel Tid’, der er lavet over hans debutalbum af samme navn.

Da Lasse var 15 år, mistede han sin far, der havde et alkoholmisbrug. Et tab, der brød hans barndom op og gjorde hans tilbageværende opvækst til et ukendt landskab.
Nu, 20 år efter, har Lasse valgt at række ud til den 15-årige dreng, han var dengang, da han stod midt i det hele. Det har han gjort i form af et album, der handler om at blive voksen uden sin far. Uden en fast forældrerolle at kunne spejle sig i. Som en form for flaskepost fra sit voksne jeg til sit barndoms-jeg, har Lasse med sin musik sat ord og lyd på processen af at blive voksen og at vokse med sorgen.

Med sit projekt vil Lasse gerne være den håndsrækning, som han selv manglede dengang.

Albummet og filmen handler implicit om sorgen over at miste en forælder, der havde et misbrug. Men sangenes tekster rummer følelser og tanker, som mange, der har mistet, nok kan genkende. Uanset hvem man har mistet, hvornår og hvordan. 

  • Denne aften viser vi albumfilmen, efterfulgt af en samtale om sorg og om at skulle blive voksen med den som grundvilkår.

Psykolog Tina Rathje

  • Psykolog Tina Rathje vil efter filmvisningen holde et oplæg om sorg. Tina Rathje er psykolog og arbejder til dagligt hos Børn, Unge & Sorg, som er en del af Det Nationale Sorgcenter. Sorgcentret tilbyder sorggrupper og samtaler til børn og unge, der har mistet en forælder eller søskende – eller som er pårørende til en alvorligt syg forælder eller søskende. Hun har også viden og erfaring med, hvordan det kan være særligt at miste, når den man mister, havde et misbrug.   
  • Bagefter har du som publikum mulighed for at stille spørgsmål og deltage i en samtale med aftenens gæster.

Om Lasse Aagaard: 

Sanger og sangskriver Lasse Aagaard er aktuel med sit debutprojekt i eget navn i form af det anmelderroste album “Farvel Tid”. Herfra har singlen ”Landet For Længe Siden” vundet popularitet med rotation på P6 Beat og GAFFA har dækket musikvideoen til ”Gode Intentioner” med en flot premiere og ordene: ”et kreativt projekt, der har intimiteten i fokus”. 

Selve albummet kan I lytte til på diverse streamingtjenester.
Find dem på Lasses hjemmeside her.

 

Tilmeldingsfrist for køb af billetter på hjemmesiden er 3/5 kl. 12.

BILLETTER KAN KØBES I DØREN INDEN ARRANGEMENTET.
BETALING SKER MED MOBILEPAY.

Hvor: Landsforeningen Liv&Død, Nikolaj Plads 27, 1067 København K

Pris: 100,00 kr.

Tilmelding

Tilmeldingsfrist overskredet – tilmelding ikke mulig

2023 Ons 03 Maj