Tirsdag den 28.9 kl 17 kan man i Funebariet hos Landsforeningen Liv&Død opleve en særlig koncert over livets grundtemaer med violinist Karen Humle og pianist Kirsten Beyer-Karlshøj.

Karen Humle er Huskunstner på Sankt Lukas Hospice og i Lukashuset, børne- og ungehospice, og musikken til koncerten vil være inspireret af Karen Humles mange møder med mennesker i alle aldre. Her vil man kunne høre klassiske satser for violin og klaver af Mozart, Beethoven, Schubert og Clara Schumann samt Karen Humles egne kompositioner og improvisationer.

Publikum inviteres med ind i en refleksion, når Karen Humle fortæller om det at bringe musikken ind i livets sidste tid, og om møder der har inspireret hende til at skabe musikstykker som “Luft”, “Kold som is” og “Knuds musik”.

Karen Humle, der tidligere har spillet i Det Kongelige Kapel, er kendt for sin særlige improvisatoriske kunnen, hvor hun intuitivt omsætter indtryk fra ord, stemninger og mennesker til en unik musikoplevelse. Hendes musik rummer og afspejler de store følelser, vi rammes af i livet; lige fra de smukkeste øjeblikke af glæde, taknemmelighed og kærlighed til vrede, sorg, fortvivlelse og død. Til koncerten vil hun også improvisere over stemninger foreslået af publikum.

De to musikere har netop udgivet musikalbummet ‘Livets tone’, der danner ramme for koncerten.

Udgivelsen er støttet af fonde og publikum vil få foræret et eksemplar på dagen.

 

(Foto: Rune Hansen)