Døden er en iboende del af menneskelivet. Det har den altid været, og det vil den efter alt at dømme vedblive med at være.
Det har i mange år været på mode at tale om, at døden er tabu. Til foredraget vil Michael Hviid Jacobsen se nærmere på denne påstand. Det gør han ved at spørge om, hvad et tabu egentlig er, hvordan det virker, og hvordan tanker om dødstabuet har påvirket vores opfattelse af døden.
I foredraget ser han således både på fortid, nutid og fremtid ved at se på døden i historiens udvikling og stille spørgsmålet: Er døden (stadig) et tabu?
Michael Hviid Jacobsen er professor i sociologi, ph.d. på Aalborg Universitet. Han er også medlem af bestyrelsen og repræsentantskabsmedlem i Landsforeningen Liv&Død.
Foredraget er for alle med interesse for emnet.
Pris for foredraget: 75 kr. pr. person.
Der kan være 40 personer til foredraget.
Foredraget finder sted hos Landsforeningen Liv&Død d. 28. marts 2019 kl. 19-21 inklusiv pause med kaffe og te.
Foredraget finder sted i forbindelse med, at vi viser udstillingen ”De døde i vores liv” om sorg og minder, der er skabt på baggrund af 45 danskeres personlige beretninger om sorg og minder.
Før foredraget er det muligt at se udstillingen i Funebariet, Landsforeningen Liv&Døds udstillingssted om død og begravelse. I den forbindelse kan man også se den faste udstilling om død og begravelse i Danmark.