20. november 2020

SorgBar: Julen er ikke de knuste hjerters fest.

Efter tre populære events i efteråret sætter Landsforeningen Liv&Død fokus på højtiden som en tid, der kan være svær for dem, som har mistet. Det sker med SorgBar – Jul d.1. december kl.19.00. SorgBar er et tilbud for efterladte og deres netværk. Med samvær, samtale og musik som drivkræfter er SorgBar et skridt på vej mod en mere åben sorgkultur.

For tre år siden mistede Adam Scavenius, 25, sin mor. Hun døde pludseligt af en aneurisme, en udposning på en hovedpulsåre, der bristede. Adam erfarede i tiden efter sin mors død, hvor svært det var som efterladt at få den støtte og hjælp, han havde brug for, i det etablerede behandlingssystem. På den baggrund fik han ideen til SorgBar. Til SorgBar kan mennesker berørt af sorg og deres pårørende finde rum, støtte og inspiration.

SorgBar præsenteres af Landsforeningen Liv&Død og Adam Scavenius, og det har haft stor betydning, at projektet netop er lanceret i denne tid. Direktør hos Landsforeningen Liv&Død, Kirsten Søndergaard, fortæller:

I Landsforeningen Liv&Død arbejder vi for en værdig afsked med livet og for at nedbryde tabuet om døden. SorgBar rammer meget konkret ned i begge disse felter: Den værdige afsked med livet hænger også sammen med, at de efterladte får rum og plads til at sørge på deres egen måde. Tiden med Corona har været ekstra svær for mange sørgende, da der har været restriktioner for, hvordan man kan være sammen. SorgBar har fået en ny aktualitet og relevans i denne krise.

I efteråret gennemførte Landsforeningen Liv&Død de tre første SorgBar. Det skete med støtte fra Nordeafondet, Dansk Musiker Forbund, Christianshavn Lokaludvalg og i samarbejde med Musikfællesskabet EKHO EKHO. Eventet var opdelt i to: I første del holdt personer berørt af sorg oplæg med afsæt i deres oplevelser og fortællinger om tab og sorg. Oplæggene kom fra forskellige personer med hver deres historie for at understrege, at sorg er mange ting, og at alle sørger og reagerer forskelligt. Efter oplæggene var der tid til spørgsmål og dialog. Selvom fortællingerne var svære og sørgmodige, var der plads til latter og smil og stemningen var god og varm. I anden del var der musik med kunstnere, der på forskellig vis har beskæftiget sig med døden i deres musik.

Direktør for Landsforeningen Liv&Død, Kirsten Søndergaard, fortæller:

Fra evalueringer ved vi, at SorgBar giver mening for dem, som har mistet, og vi er glade for at kunne lancere endnu en SorgBar d. 1. december, da højtiden kan være ekstra svær, hvis man har mistet.

Personlige fortællinger og musik til hver SorgBar

SorgBar – Jul bliver denne gang afholdt hos Landsforeningen Liv&Død på Nikolaj Plads 27. Oplæggene vil blive holdt af et panel af personer, der har været med i de foregående SorgBar-arrangementer. Fokus vil være på, hvordan man håndterer den kommende højtid, når man har mistet.

I pausen mellem første og anden del er der mulighed for at købe vand eller at trække udendørs for at få luft, hvis det er det, man har brug for.

I anden del af SorgBar – Jul vil Lasse Aagaard fra ”Den fjerde væg” optræde med sin musik, der er blevet til i kølvandet på hans personlige tab. Som 15-årig mistede Lasse sin far. Gennem tiden har mennesker brugt musikken til at beskrive og håndtere svære begivenheder og følelser i livet. Sorg kan være en stor og klodset følelse, og den kan være vanskelig at forklare for andre. Musikken kan bibringe en fælles forståelse for det, der er vanskeligt at fortælle om og vanskeligt at forstå. Derfor er musik en central del af SorgBar.

Til SorgBar – Jul er der fuld gang i billetsalget. Klik ind på Liv&Døds hjemmeside for at sikre dig plads
Tilmelding kan ske via Liv&Døds hjemmeside.

Til SorgBar er der en begrænsning på 30 personer pr. arrangement. Man skal bære mundbind frem til man sidder ned til arrangementet. SorgBar og Liv&Død følger de gældende retningslinjer og anbefalinger og er opmærksomme på evt. ændringer i de politiske tiltag.

Hvad: SorgBar – Jul

Hvornår: 1. december kl.19.00 – 21.00

Hvor: Nikolaj Plads 27, 1064 København K

Tilmelding: Billetter koster kr. 50,- og kan købes på Liv&Døds hjemmeside.

Læs om arrangementerne på Liv&Døds hjemmeside og på SorgBars Facebook-side.

Om Landsforeningen Liv&Død

Landsforeningen Liv&Død er en humanitær, almennyttig organisation, der arbejder for en værdig afsked med livet og for at nedbryde tabuet om døden.

For yderligere information – kontakt:

Kirsten Søndergaard, direktør i Landsforeningen Liv&Død, tlf.: 3336 4970 / 3052 3335