Podcastserie “Når døden os skiller” fortsætter i 2025
Vi er glade for at kunne meddele, at vores podcastserie "Når døden os skiller" fortsætter i 2025. Serien har fokus på døden, og forsøger at gøre den svære samtale om døden lettere.
Hvad handlede første sæson om?
I første sæson snakkede vores vært Stine Buje med fem forskellige gæster om fem forskellige tematikker.
1. episode: Om at starte de svære samtaler, når døden kommer tæt på
Skuespiller Esben Dalgaard og Charlotte Dalgaard fortalte om, hvordan alvorlig sygdom påvirker livet, og hvordan vi får snakket, selvom det kan være svært. Esben blev i 2021 diagnosticeret med uhelbredelig modermærkekræft, hvilket har præget hele familien. De reflekterer over chokket i begyndelsen, forskellen på at være syg eller pårørende, og hvordan vi kan blive bedre til at støtte hinanden i livskriser.
2. episode: Om hvordan vi forholder os til døden i Danmark
Sociolog Michael Hviid Jacobsen fortalte om, hvordan danskerne egentlig forholder sig til døden. I 2022 udarbejdede han sammen med Landsforeningen Liv&Død rapporten “Danskerne og døden”. Han fortæller om, hvorvidt døden som emne er tabuiseret eller blot svært at tale om, hvorfor vi har så svært ved at forholde os til den, og hvordan arbejdet med døden professionelt påvirker livet.
3. episode: Om sorg på arbejdspladsen
Overfysioterapeut Charlotte Broberg fortalte om, hvordan vi på arbejdspladserne bliver bedre til at håndtere, når en person er i sorg. Charlotte deler sit personlige tab af sin søn Viktor og hvordan hendes arbejdsliv på Rigshospitalet blev påvirket af sorgen. Hun belyser de behov, sørgende kan have, når de vender tilbage til arbejde, og hvordan vi kan sætte døden og sorgen på dagsordenen på arbejdspladsen gennem sorgguides.
4. Episode: Om hvordan vi forstår og lever med sorgen
Psykolog og forsker Mai-Britt Guldin fortalte om, hvordan forskningen i sorg har udviklet sig, og hvordan den har indflydelse på den sørgendes liv. Mai-Britt deler sin erfaring fra over 20 år med mennesker, der har gennemgået tab, sorg og livskriser. Hun omtaler sin nyeste bog, der giver et mere helhedsorienteret blik på sorgen og hvordan den kan tage mange forskellige former – både psykisk, fysisk og sociologisk.
5. episode: Om hvordan vi kan forstå værdighed, palliation og aktiv dødshjælp
Hvad kan i forvente?
Med jeres lytninger og gode respons i ryggen fortsætter vi “Når døden os skiller”.
Formatet for de nye episoder bliver i udgangspunktet det samme som før: Vi inviterer en gæst ind til at belyse et emne, der relaterer sig til døden. Før vi optager, får I mulighed for at stille gæsten spørgsmål, I gerne vil have svar på.
Vi har allerede nogle nye tematikker i tankerne, som vi ser frem til at udforske, og så glæder vi os til at fortsætte samtalerne om livets svære, men vigtige facetter.
Tak for jeres støtte og engagement – det betyder meget for os! Hold øje med vores sociale medier og vores hjemmeside, eller tilmeld jer vores nyhedsbrev, hvis I ikke vil gå glip af vigtige nyheder.
Har du et tema, som kunne være spændende for os at dykke ned i?
Vi vil altid gerne høre fra jer og blive inspireret. Hvis du har en idé til en tematik, som vi skal berøre i vores kommende sæson, så send en mail til info@livogdoed.dk. Så kan det være, at vi vælger at sætte fokus på lige netop dét, du gerne vil høre om!