19. september 2012

Liv&Død Prisen 2012 til landsdækkende sorgprojekt

PRESSEMEDDELELSE: Per Bøge og Jes Dige fik onsdag d. 19. september overrakt Liv&Død Prisen 2012 af Landsforeningen Liv&Død’s formand Inge Nesgaard.

Liv&Død Prisen uddeles hvert år til personer eller organisationer, som har været med til at nedbryde tabuet om døden ved at markere sig i det offentlige rum.

 

– Vi er ufatteligt ydmyge og taknemmelige over at modtage Liv&Død Prisen 2012. Det betyder rigtig meget for vores videre arbejde, at vi kan vise Prisen frem og sige: Vi har fået sådan et stempel her. Det er godkendt!, sagde Per Bøge, da han og kollegaen Jes Dige onsdag modtog Liv&Død Prisen ved en reception i Landsforeningens lokaler på Nikolaj Plads i København.

Makkere i ‘OmSorg’

Per Bøge og Jes Dige har i mange år arbejdet på at nedbryde tabuet omkring døden ved at ruste voksne til at hjælpe børn, der har mistet. I mere end 15 år har de dannet makkerpar på projektet ‘OmSorg’, der indeholder pædagogisk materiale og sorggrupper for børn. Ved hjælp af en række manualer og handleplaner støtter projektet voksne til at kunne hjælpe børn i sorg, i forbindelse med enten en forælders eller søskendes sygdom eller død.

 

Med tildelingen af Liv&Død Prisen 2012 hædres Per Bøge og Jes Dige nu for deres store arbejde. I motivationen for Liv&Død Prisen 2012 sagde Liv&Død’s formand Inge Nesgaard: 

Per Bøge og Jes Dige får Liv&Død Prisen 2012 for projektet ”Omsorg”, der har udviklet sig til at være et enestående projekt, der hjælper børn, som har en forælder eller søskende, der bliver alvorligt syg, eller som har mistet en forælder eller en søskende. Der er tale om et unikt materiale og støttesystem, der har fået udbredelse over hele landet i institutioner, hvor børn færdes, og som sigter på at sætte voksne i stand til at tage deres ansvar på sig for at støtte børn i vanskelige sorg- og krisesituationer.Inge Nesgaard

Liv&Død Prisen er på 10.000 kr. og et diplom. Prisen uddeles hvert år til en person eller en organisation, som i det offentlige rum på en iøjnefaldende måde har været med til at nedbryde tabuet om døden. Liv&Død Prisen blev uddelt for første gang i forbindelse med Landsforeningen Liv&Døds 130 års jubilæum i 2011, hvor DR-journalisten Anders Agger var prismodtageren.