Landsforeningen Liv&Død med i nationalt forskningsprojekt
I 2025 er Landsforeningen Liv&Død en del af projektet ”Afmagt i Danmark”, hvor vi kommer til at sætte fokus på samtale og afmagt i forbindelse med døden.
Afmagt.dk er et landsdækkende projekt initieret af Aarhus Universitet og støttet af Velux Fonden. Det vil forene humanistiske forskere, politiske beslutningstagere og forskellige interesseorganisationer i en fælles undersøgelse af den oplevede afmagt i Danmark.
Afmagt kan have forskellige størrelser, former og årsager, og projektet forsøger med dets mange samarbejdspartnere at belyse den fra flere forskellige vinkler.
Hvorfor er vi med i projektet?
Landsforeningen Liv&Død er blevet inviteret med til at stille skarpt på afmagten i forbindelse med døden.
Hvad vil det sige at føle sig magtesløs i mødes med døden, uanset om den er fjern og ukonkret eller aktuel og presserende? Hvordan påvirker afmægtigheden os i vores levede liv? Og hvilke muligheder og begrænsninger afføder følelsen af afmagt hos os?
Udstilling på DOKK1
Vores undersøgelse af afmagten skal i sidste ende munde ud i en udstilling på DOKK1 i Aarhus til efteråret. Udstillingen udvikles af kunstner Stine Marie Jacobsen, som gennem kunst og dialog vil inddrage danskerne som medudviklere – både i forberedelserne til udstillingen og når udstillingen bliver vist frem.
Udviklingsworkshops
Som første led i udviklingen af udstillingen leder vi efter deltagere til en workshop, hvor vi sammen skal reflektere over afmagten, døden og kunsten.
Om workshoppen
Afmagt (version 2.0) er et deltagende kunstprojekt, der undersøger magtesløshed i vores samfund gennem samtale og sansning. Vi taler om, hvordan afmagten tager form og forandrer kroppen.
Projektet inviterer deltagerne til at reflektere over og diskutere afmagt og død – hvordan de føles, hvordan de opstår, og hvordan vi reagerer på dem.
Før workshoppen starter vil deltagerne blive bedt om at tage en film eller bog med, hvor døden er visualiseret eller beskrevet. En aktiv lytter vil undervejs skrive udsagnene ned.
Deltagernes inputs fra workshoppen vil indgå i det afsluttende værk, som vises på det offentlige bibliotek DOKK1 i efteråret.
Praktisk
Workshoppen finder sted d. 11. & 12. juni i København, i tidsrummet 14:00- 17:00.
Man deltager kun én af dagene.
Det kræver ikke noget at deltage, men man vil blive bedt om at medbringe en film eller bog på dagen.
Lyder det som noget for dig? Så tilmeld dig en af dagene via info@livogdoed.dk