12. oktober 2019

Kulturnat hos Liv&Død

Nok engang slog vi dørene op til Kulturnatten, og på trods af en regnfuld aften lagde mange vejen forbi os på Nikolaj Plads i indre København.

Hvad skal du nå, inden du dør? Er du for eller imod organdonation? Hvordan skal din begravelse være? Denne aften satte vi fokus alt det, som man kan tage stilling til omkring døden – og livet.

Fokus på organdonation

En af de ting, man kan tage stilling til, er organdonation. Vi havde besøg af Donaid, der er en gruppe af frivillige medicinstuderende, som arbejder for, at flere tager stilling til organdonation. De studerende fremviste griseorganer og tog en snak om organdonation med de gæster, som kom forbi.

I forbindelse med den Internationale Organdonationsdag den 12. oktober havde vi også en udstilling om organdonation, der på forskellige vis gav viden om organdonation. Aftenens gæster kunne også møde to frivillige fra Dansk Center for Organdonation, der er henholdsvis pårørende til en organdonor og har modtaget et organ fra en organdonor.

Åbning af udstillingen ‘Menneske af jord og himmel’

I Funebariet, vores udstillingssted om død og begravelse, åbnede der til Kulturnatten en ny særudstilling med titlen ‘Menneske af jord & himmel’ – en udstilling om hvordan det antikke dødspas kan inspirere os til at møde døden med ro. Udstillingen skaber et rum i vores moderne verden, hvor du kan forholde dig til døden, ligesom det antikke menneske gjorde det. Udstillingen består af en række elementer, der skaber refleksion over, hvordan vi i en sekulær tid kan mestre den kundskab at vandre mod døden som mennesker af jord og himmel.

Liv&Døds plakat til Kulturnatten 2019.

Udstillingen er skabt af designer Pia Bindra i samarbejde med Landsforeningen Liv&Død, og Pia Bindra var også til stede på aftenen.

Tæt på døden i den faste udstilling

Det var også muligt for aftenens gæster at blive klogere på forskellige aspekter af tab og sorg, død og begravelse i den faste udstilling i Funebariet, vores udstillingssted om død og begravelse. De kunne bl.a. se en kiste og en urne, og flere skrev, hvad de synes er er vigtigt i livet, og hvad de gerne vil nå på et blad til vores livets træ, som står i Funebariet.

Intimkoncerter med Kenneth Thordal

Musiker Kenneth Thordal spillede i løbet af aftenen sange fra fra albummet ’Den tid. Den sorg” til to intimkoncerter. I sommeren 2017 mistede Thordal sin datter Fiona, og albummet handler om hende og Thordals sorg – og om at der findes glæde og håb i livet, også når man har mistet en elsket.

Inden jeg dør, vil jeg…

På en tavle, som var opsat uden for huset hos Landsforeningen Liv&Død, var det muligt at skrive, hvad man gerne vil nå, inden man dør. Regnen gjorde det dog lidt svært at skrive på tavlen, men der var alligevel en række mennesker, der fik skrevet deres ønsker ned.

Tak for en hyggelig aften og for at trodse regnen – vi glæder os til næste års Kulturnatten og håber på bedre vejr!

Kulturnatten hos Landsforeningen Liv&Død fandt sted på Nikolaj Plads 27 i hjertet af København.

Billeder fra aftenen