And, Døden og tulipanen
I ‘And, Døden og tulipanen’ af Wolf Erlbruch har en and længe haft fornemmelsen af, at én følger efter hende. Da hun spørger ind til vedkommende, viser det sig, at det er selveste Døden, hun har på slæb. Døden fortæller, at den ligeså godt kan holde sig lidt i nærheden, hvis nu der skulle ske ‘det’, som livet udsætter alle levende ting for på et eller andet tidspunkt. I starten er Anden lidt utryg ved sin følgesvend, men Døden viser sig faktisk at være ret charmerende, og de to udvikler et særligt men dog meget kortvarigt venskab. Bogen er tegnet af Wolf Erlbruch, der også tegnede den populære børnebog ‘Muldvarpen der ville vide hvem der havde lavet lort på dens hoved’. ‘And, Døden og tulipanen’ er også filmatiseret.