Års- og repræsentantskabsmøde i Landsforeningen Liv&Død den 6. november
På repræsentantskabsmødet blev næstformanden og fire repræsentantskabsmedlemmer genvalgt.
Landsforeningen Liv&Død er en humanitær, almennyttig organisation, som arbejder for at nedbryde tabuet om døden og sikre en værdig afsked med livet. Dette udgangspunkt dannede rammen for de oplæg, drøftelser og beslutninger, som blev taget på foreningens års- og repræsentantskabsmøde.
Repræsentantskabsmødet skal jævnfør vedtægterne afholdes i april. Men på grund af Covid-19 blev forårets repræsentantskabsmøde udsat til den 6. november, og trods usikkerhed til det sidste lykkedes det denne dag endelig at blive samlet til det årlige repræsentantskabsmøde. Endnu en gang var vi samlet på Hotel Sixtus i Middelfart. Men meget var ikke, som det plejede at være og som først planlagt. Covid-19-restriktionerne prægede hele arrangementet, og derudover var der også mange afbud, hvorfor vi var en del færre til stede end normalt.
Repræsentantskabsmøde
Repræsentantskabsmødet blev traditionen tro indledt med formandens beretning med et tilbageblik på beretningsåret, som er fra april til april. Det var formand Michael Hviid Jacobsens første beretning, da Michael blev valgt som ny formand på sidste års repræsentantskabsmøde.
Det har været et travlt, men også meget spændende år i Landsforeningen Liv&Død. Og samlet set kan vi igen glæde os over de mange gode aktiviteter og interessen for vores udadvendte arbejde. Året har været præget af nye tiltag og endnu en gang samarbejder med både nye som eksisterende, eksterne samarbejdspartnere.
Blandt repræsentantskabet var der tilfredshed med årets mange forskellige aktiviteter og den store synlighed på de sociale medier.
Genvalg af repræsentantskabsmedlemmer
Landsforeningen Liv&Døds øverste myndighed er repræsentantskabet. Det er et klart ønske, at repræsentantskabet består af personer, som kan være med til at præge udviklingen af foreningen.
På mødet blev repræsentantskabsmedlemmerne Ane Bonderup, Gitte Lunding Johansen, Rita Nielsen og Stine Buje alle genvalgt for en ny fireårig periode i repræsentantskabet.
Repræsentantskabet består dermed fortsat af følgende medlemmer:
- Michael Hviid Jacobsen, Professor i sociologi, ph.d.
- Stig Lynghøj Nielsen, Advokat
- Christian Juul Busch, Hospitalspræst
- Ove Gaardboe, Overlæge og konsulent inden for sundhedsvæsenet
- Ane Bonderup, Sygeplejerske
- Ole J. Hartling, Læge, forfatter og foredragsholder
- Inge Nesgård
- Vibeke Iversen, Cand.jur.
- Connie Engelund, Sygeplejerske, underviser og foredragsholder
- Karen Marie Dalgaard, Sygeplejerske og underviser
- Gitte Lunding, Centerleder, Antropolog, mag.scient.
- Jes Dige, Psykologisk konsulent
- Rikke Høgsted, Psykolog
- Eva Fryklund, Provstisekretær
- Astrid Waagstein, Digital rådgiver
- Stine Buje, Forfatter, kommunikatør og foredragsholder
- Rita Nielsen, Sygeplejerske, forfatter, underviser og foredragsholder
- Mai-Britt Guldin, Klinisk psykolog, ph.d. og forsker i sorg
- Bo Snedker Boman, Psykolog
- Hanne Krogh, Sygeplejerske
- Anna Wilroth, Sociolog
Genvalg af bestyrelsesnæstformand
Repræsentantskabet skal jævnfør foreningens love vælge en bestyrelse, som sikrer, at Landsforeningen Liv&Død drives og udvikles i forhold til vedtægterne.
Næstformandsposten var på valg, og Stig Lynghøj Nielsen blev genvalgt for en ny toårig periode.
Bestyrelsen består dermed fortsat af følgende:
- Formand Michael Hviid Jacobsen, Professor i sociologi og ph.d.
- Næstformand Stig Lynghøj Nielsen, Advokat
- Bestyrelsesmedlem Christian Juul Busch, Hospitalspræst
- Bestyrelsesmedlem Ane Bonderup, Sygeplejerske
- Ove Gaardboe, Overlæge, konsulent inden for sundhedsvæsenet
Årsmøde med fokus på ritualer i forbindelse med død og minder
Siden repræsentantskabsmødet i 2019 har bestyrelsen og sekretariatet blandt andet arbejdet videre med et af foreningens fire overordnede udviklingstemaer: ”Ritualer”.
I Danmark er der tradition for at bruge ritualer til at skabe en ramme omkring afskeden med den døde. For mange kan ritualer også være en hjælp til at være i sorgen. I højere grad end tidligere er der ønsker om og behov for, at ritualerne skal være unikke og individuelle. Det gælder både i det private ritual og i kollektive rum for sorg, fx med fremkomsten af et stadig stigende antal spontanaltre.
Arbejdet med fokus på ritualprojektet fortsætter ind i 2021.
På årsmødet blev der med baggrund i det igangværende ritualprojekt afholdt en række oplæg med udgangspunkt i dette tema.
Oplæggene var følgende:
Ritualer i forbindelse med død og minder
v/ Michael Hviid Jacobsen, professor i sociologi, Aalborg Universitet, og formand for Landsforeningen Liv&Død
Michael Hviid Jacobsens oplæg handlede om ritualer omkring liv, død og sorg. Han gav først et kort rids af ritualer generelt og deres betydning, hvor han blandt andet var inde på, at hverdagen er fyldt med ritualer – fra vi står op, til vi går i seng. Herudover nævnte han en række overgangsritualer som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Michael fokuserede herefter særligt på, hvilken betydning religiøse og sekulære ritualer omkring døden kan have – og altid har haft – for at skabe mening med tabet og hjælpe mennesker med at organisere kaos og krise før, under og efter døden.
Fænomenet spontanalter
v/ Christian Juul Busch, Hospitalspræst på Rigshospitalet og bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Liv&Død
Christian Juul Buschs oplæg omhandlede fænomenet spontanaltre. Et spontanalter opstår oftest uopfordret og afviger fra private mindesteder ved, at det er placeret i det offentlige rum. Det er som regel ikke mennesker, der har haft en personlig relation til den afdøde, der mindes. Spontanaltre ses i mange tilfælde i forbindelse med uventede og tragiske dødsfald, fx ved trafikulykker. Christian satte fokus på spontanaltres kendetegn og betydning og viste mange interessante billeder af dette fænomen fra både ind- og udland.
Der, hvor regnbuen ender
v/ Lykke L. Pedersen, seniorforsker ved Nationalmuseet Nyere Tid & Verdens Kulturer
På baggrund af Kim Larsens død i 2018, der fik karakter af en national begivenhed, igangsatte Nationalmuseet ved seniorforsker Lykke L. Pedersen en undersøgelse om, hvad folk gjorde i forskellige dele af Danmark i forbindelse med dødsfaldet. Undersøgelsen handler om, hvordan det private, offentlige og virtuelle rum bruges til forskellige former for ritualer som en del af det, der kaldes samtidsdokumentation – det vil sige nutidsindsamlinger, hvor der er mulighed for at spørge og tale med folk om, hvad forskellige ting betyder for dem. Lykkes oplæg omhandlede særligt det offentlige rum, og hvad Nationalmuseet indsamlede fra folk i forbindelse med Kim Larsens død.
De døde er ikke døde – Begravelsesritualer i det nordlige Uganda
v/ Sophie Seebach, Ph.d. i antropologi
Sophie Seebachs oplæg var baseret på hendes feltarbejde i det nordlige Uganda i forbindelse med hendes ph.d.-afhandling ’The Dead are not Dead’. Sophie havde i feltarbejdet fokus på død, begravelser, ritualer, materialitet, tid og fotografi. I Uganda spiller de døde en kæmpe rolle i livet, og de døde bliver ved med at leve blandt de levende. Forholdet til de døde er sat i system – et system som den dødes nærmeste pårørende står for at efterleve. Fx begraves de døde typisk ved familiens hjem og dermed også i familiens egen jord. Sophies oplæg indeholdt både gode fortællinger og flotte billeder, og det ugandiske perspektiv satte interessante tanker i gang omkring, hvordan vi forholder os til døden her i Danmark.
Her ses tre af dagens oplægsholdere:
Endnu et spændende og konstruktivt års- og repræsentantskabsmøde med gode indlæg og meningsudvekslinger.