15. marts 2024

Liv&Død holder flyttesalg

På ubestemt tid holder vi flyttesalg, hvor vi sælger ud af nogle af vores genstande fra gemmerne.

Hvorfor holde flyttesalg?

I grove træk: Fordi vi har mange ting herinde på Nikolaj Plads 27. Rigtigt mange ting. Vi har boet på Nikolaj Plads 27 siden 1921, hvilket har resulteret i, at vi igennem tiden har anskaffet os rigtigt mange ting. Ting, som vi ikke har mulighed for at flytte med os videre til Bispebjerg. Men derfor skal tingene ikke gå til spilde. Vi håber derfor at alle, der har lyst og mulighed, vil kigge ind forbi vores lokaler og se, om der er noget, de gerne vil have med hjem.

De såkaldte “ting” omfatter møbler, kontorartikler, køkkengrej, kuriosa, planter, brætspil og meget andet.

 

Praktisk info

Flyttesalget starter fredag d. 15. marts og varer indtil ubestemt tid. Det kommer til at have åbent i hverdage fra kl. 9-15.

Selve salget bliver først til mølle, og langt de fleste genstande sælger vi efter ‘giv-hvad-du-synes-princippet’. Vi ønsker, at salget skal fungere som en form for donation til os, og her er det jer, der må vurdere, hvad en fair pris er.

Vi kommer ikke til at kunne sende genstandene, og vi lægger heller ikke billeder op af alle genstande, vi har til salg. Der vil også løbende komme flere til, så der er bare rigtig god grund til at kigge ind forbi – måske flere gange!

Hvis man gerne vil følge med, hvis vi lægger nye billeder op, så foregår det på vores Instagramside ‘livogdoed’ her.

Køb foregår kontant eller via MobilePay, hvor man i tekstfeltet skriver “donation”.