At miste sin ægtefælle: Marianne Barfods enke-alfabet

Jeg er Marianne, jeg er enke. Denne tekst er begyndt 18 måneder, efter min mand døde – og jeg er ved at lære at leve uden, at der er en – én som er min.

I maj 2013 kom døden, forklædt som en kræftsygdom, og hentede min mand, børnenes far – og der var ingen udveje. Dem havde vi prøvet. Han blev 58, jeg var 60, vores børn 34 og 26.

I fem år havde døden ventet i kulissen på at få sin entre. Det fik den en smuk majdag 2013, og vi var efterladte i ordets sande forstand. Vi var alene, sendt ud på en ny kurs. Og trætte ind i hver en krog i kroppen og sindet. Sygdom er en ond herre. Og angsten æder sjæle op.

Til sidst måtte vi jo forlade hospitalet, der var ikke mere at gøre og sige. Vi tog hjem til det tomme hus – og der tog vi tre hver sin telefon og slettede ham fra vores kontakter. Vi slettede, alene ordet, vi slettede ham. Og jeg havde spekuleret meget på, hvornår man ville gøre det; vi gjorde det med det samme.

Dermed begyndte den rejse, som enhver, der bærer sorgen, kender, rejsen mod noget andet, som er ukendt og uønsket, men nødvendig – for ellers dør man jo selv.

På tysk har man et ordsprog: Enhver, der har gjort en rejse, har noget at berette. Jeg har sat min foreløbige rejse ind i et alfabet – der skrives mange bøger, smukke tekster og digte om tabet af en elsket, og om sorgens dybe indgreb i sindet og tilværelsen. Jeg er ikke digter. Jeg har lavet et alfabet med mine betragtninger over livet som enke. Det begynder her:

A

Alder: Jeg var 60, da min mand døde, 60 år – hvad er man så … i hvertfald ikke ung, men gammel? For gammel, for gammel til hvad? Helt klart til et nyt job med ansættelseskontrakt og pension. Ung, for ung til at miste! Ja, det er man da! Alder er svær, synes jeg, da jeg var yngre, var jeg osse hurtig til at dømme selv 50-årige ude, men nu, hvad kan man som 60-årig? Det man vil, har jeg bestemt – og det er jo en pæn luftig papirflyver at folde om sit liv; jeg aner ikke, hvordan jeg skal få den til at lette, men måske er det en begyndelse.

Alene: Vi var 22 og 23, da vi mødtes – vi blev et par lynhurtigt. I 36 år var Niels mit spejl, og jeg målte alle mine beslutninger mod hans vurdering. Nu holder jeg beslutningen in spe ud i strakt arm og beslutter skal, skal ikke. Der var engang én, der sagde om kvinder, der bliver alene, at de smører et stykke med blå ost, skænker et glas hvidvin, stiller sig foran spejlet og siger: hvad så med os to? Så er man alene – den skål hænger tom i luften. Alene er en konkret, praktisk tilstand, der mangler én til at tage fat i den anden ende, når sofaen skal flyttes, men der mangler osse én i mit indre, alene er en tilstand af stilhed. Og en tom stol – alle steder.
Min psykolog, som hjalp mig de første måneder, sagde: Du vil ( forbløffende hurtigt) møde nye mennesker, og de vil aldrig have kendt dig som del af et par – de vil kun møde dig – de vil kun forholde sig til dig – og ikke til det, du var som par. Så begyndte jeg at forstå. Det hjalp at få den slags små nøgler til fremtiden – stikord at holde fast i. Og hun fik ret. Det gik hurtigt.

Alene: Enke – single ….. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg helst vil være – eller rettere hvilken titel, jeg finder passende. Enke, jo i sagens natur, men det har jeg meget lidt lyst til at ha’ på som etiket, single heller ikke, det lyder lidt som en anden udfordring. Foreløbig har jeg valgt at præsentere mig som enlig – selvom enke jo er det reneste og stærkeste ord. Jeg kan bare ikke bære det.

Arbejde: Arbejde er sorgens største modstand, siges det. Jeg tror, det er rigtigt, det er godt at være beskæftiget – så tankerne får andre veje at vandre, og hvis man er heldig osse at have gode og omsorgsfulde kolleger. Jeg har ikke noget arbejde, men andre ting at gøre, det er godt for mig, men osse en kamp. Jeg skal opfinde min tilværelse – på et tidspunkt hvor de fleste dyrker de samme interesser, som de har gjort de sidste 35 år – det er ok, men en udfordring, vil jeg tillade mig at tilføje.

Anstrengelse: Tilværelsen er en anstrengelse, når den skal defineres helt forfra.

Aviser: Jeg er journalist, det var Niels osse. Vi mødtes på Journalisthøjskolen i 1977. I alle de år har aviser været en stor og væsentlig del af vores arbejdsliv og vores tilværelse. Hver morgen hentede Niels aviserne i brevkassen – så kom den dag, da jeg hentede ham i avisen. Dødsannoncen var der, jeg bar avisen ind, slog op, og der var han for sidste gang i avisen. Dødsannoncen, døden fik sin plakat, Niels, den sidste byline.

Der gik uger, før vi kunne åbne en avis. Nyhederne var ikke vores længere. Vi havde ikke del i dem mere. Min datter sagde: Jeg kan ikke, men så kom jeg til at tænke på, hvad far ville sige: ‘hvad skal det pjat gøre godt for’. Det er små ting, der kommer kravlende, de holder sorgens hjul i gang.

B

Begyndelse: Døden er en begyndelse, ikke for den, der dør, er jeg sikker på, men for os der er tilbage. Vi står rystede og kolde og skal beslutte, hvordan vi begynder en ny tilværelse – hvordan vi overhovedet skal klare os. Om vi kan? Døden tager og efterlader et massivt krav om begyndelse; jeg skal begynde noget nyt. Børnene skal. Begyndelse ved slutningen, hvem havde lige troet det? Ikke jeg, og dog, tilværelsen med fem års sygdom som pårørende antyder dog et eller andet. Men det er jo ikke alt, man vil se eller magter – så længe man håber.

Beskyttelse: Det er visheden om at være beskyttet, der forgylder en barndom. Det er den voksnes ansvar at beskytte og passe på barnet. Som del af et par er man også beskyttet, beskyttet af den tryghed, at der er en anden, som er med hele vejen og er med til at passe på og være fælles om tilværelsen. Når den beskyttelse forsvinder, er det en voldsom opgave at finde nye veje uden de kendte bolværk.

Bitter: Jeg er ikke bitter – ikke på sygdommen, ikke på livet.

Berøringsangst: Enhver, der har oplevet en stor og voldsom sorg, ved, at der er nogle mennesker, som ikke kan rumme det – som ikke kan nærme sig den, der har mistet. Sådan har jeg også selv haft det – så det kan jeg da godt forstå; men dem, der tør, giver en gave.

Bisættelse: Niels var ikke medlem af Folkekirken, og han havde ikke antydet det mindste om, hvordan han forestillede sig sin afsked med denne jordiske verden. Hans plan var at snyde døden. Vi fik fat i en bedemand, Bo, som kom dagen efter døden og sad med stoisk ro i stuen og med en Thorshammer i kæde om halsen. Jeg har siden spekuleret på om, han tilpassede sig en familie, der stod uden for det kirkelige fællesskab. Men Bo selv var en engel, og med hans hjælp kom vi igennem. Uden en præst at læne sig opad og uden det kirkelige rituals trygge ramme måtte vi selv definere og beslutte, hvordan vores ceremoni skulle formes. Vi spillede et nummer af Niels’ mest elskede kunstner Joe Zawilnul, ’No mercy for me’, Niels’ bedste ven holdt en bevægende og kærlig tale for sin ven og til os. Vi sang ‘Se nu stiger solen’; en salme, den havde sin plads her. Og endelig spillede pianisten og sangerinden, og alle i kapellet sang ’Skibet skal sejle i nat’ – den var der ingen, der havde set komme. Flere end 100 mennesker tav, sang og græd sammen:

Den lykke, vi tror
Er fast og solid
Den er kun på landlov på ubestemt tid
For alt, vi ejer, skal bort
Vi tror, det er vort
Men skibet skal sejle I nat
Ja, skibet skal sejle I nat

Tænk at en melodi grand prix-sang ender som begravelsesalme.

Bolig: Jeg skilte mig af med vores hus – pakkede ned og smed ud. Jeg forlod vores hjem. Nu bor jeg i en ny bolig – et andet sted og skal nu definere mit nye sted som et hjem. Der er forskel – på bolig og hjem, tilstedeværelsen af liv og oplevelser gør en bolig til et hjem – det kommer langsomt til mig. Også det er et nyt element. Sidst, jeg følte, jeg var på rejse mellem to hjem, var da jeg var flyttet hjemmefra og i gang med at uddanne mig.

Bøger: Om sorg kan hjælpe og trøste. Jeg prøver mig frem.

Børn: Mine børn er unge voksne, men når man mister sin far, er man barn – barnet – som mister sit holdepunkt. Og jo, voksne i forhold til mange andre ting, men ….. jeg kunne ikke beskytte og trøste. Jeg ville gerne, men det blev faktisk alligevel omvendt på nogen punkter. Det er meget, meget svært at være både sørgende ‘barn’ og voksen. Dobbeltrollen indebærer, at man skal rumme sin egen sorg – og passe og beskytte den efterladte mor.

Brødre: Jeg har to, den ene og hans familie er fantastisk, en kærlig, rolig, favnende støtte, jeg er dybt, dybt taknemmelig. Den anden fraværende. Det må jeg konstatere – det er så forskelligt, hvad mennesker orker og rummer . …

Bøn: Jeg har det med bøn, som jeg mener, Astrid Lindgreen engang har sagt det, tilgiv mig, hvis det ikke er rigtigt. A.L.: ‘Jeg tror ikke på Gud, men jeg beder til ham hver aften’. Det har jeg osse gjort, om helbredelse, om håb, om hjælp. Tja …

C

Centrum: Tabet indsnævrer verden, og jeg havde ikke plads til andet og andre. Min forventning var – at være i centrum. Alle andre i verden skulle se og forstå og komme og hjælpe, fordi deres verden var intakt, harmonisk og urørt. Jeg havde brug for hjælp og mad – og ingen, absolut ikke nogen forståelse for, at det er meget at forlange af andre. Hjulene drejer hver eneste dag – og min begivenhed kværnes ind i dagligdagens trummerum; og hvad, der var størst og værst i mit liv, var ikke størst i andres. Og så er det meget at bede om at være i centrum, for andre end sig selv.

D

Døden: Døden er endegyldig. Det tager bare noget tid at opdage – man ved det i et splitsekund, nu er det sket, nu er det sådan, men der går mange, mange dage, før det bliver et faktum; han kommer ikke tilbage og stiller tasken i gangen. ALDRIG mere.

Dødsanoncen: Se aviser.

E

Egoist: Man bliver egoist af at sørge. En indebrændt egoist. Det er mig! Det var det i hvert fald i lang, lang tid. Det er ikke ondt ment, det er bare sådan! Man kan ikke andet.

Enke: Afledt af ene, ‘ensom’. Fra den ene time til den næste får man en ny titel – en ny socialstatus og en ny selvopfattelse. Hvordan skal jeg omdefinere mig i forhold til, at jeg er enke – en enke er hvad? Uden ægtemand, men ikke single. En venlig person spurgte til, er du single eller enke? Der er forskel … stor.

Ensom: Nej. Alene Ja.

F

Forandring: Jeg var så forkælet i mit liv, at jeg ikke havde forestilet mig andre forandringer end dem, jeg selv ville vælge og sætte i scene. Jeg blev klogere, meget klogere. Der er smæk for skillingerne, når livet drejer og sender tsunamier ind – valget er ikke åbent længere. Hold ud eller gå til. Fra dag ét begynder forandringen – den ydre og den indre.

Forandringsparathed: Et yndet ord i management-teorier – men som så mange har overset – så hænger forandringsparatheden ligefremt proportionalt sammen med, den tryghed der tilbydes. Det er første skridt – trygheden ved at være to forandres og bliver til udfordringen at være én.

I udvikling fra noget til noget andet ligner det ny altid det gamle. For eksempel lignede de første automobiler kareter, tv-teatret lignede teaterforestillinger, Ajax med salmiakspiritus lignede de gamles husmødres vidundermiddel – på samme måde holder man fast ved gamle mønstre og måder at gøre tingene på. Forandringer ender med at skabe forandringen – og dag for dag vågner man og er blevet til en anden end engang. Banalt, men uafvendeligt, ikke dårligt – trods alt.

Forberedelse: Kunne du ikke have forberedt dig? spurgte min bror. Nej, Jo, måske på det der skulle ske, men ikke på resten. Ikke på følelserne, sorgen. Man ved ikke, hvordan det vil gå – heller ikke når man opdager, at man kan stå oprejst.

Fredag: Fuck, jeg hader fredage. Fredage er sådan nogle åhhhh endelig-aftener. Om sommeren skal alle grille, om vinteren skal alle drikke rødvin og se fredagsfilm.

G

Gæsteværelse: Ja, hej, det er mig i gæsteværelset – og tak, tusind tak fordi jeg må være her. Gæsteværelserne og sidefløjene har været min redning. Jeg har boet hos kærlig familie og venner – haft ophold og ly for sorgen og vreden og ensomheden. Fået trøst og opmuntring, været med i de andres kreds. Det har været en lykke og en glæde, men det har ikke været mit – der sker et ryk, nu er det mig i gæsteværelset – i denne fase i mit liv er mine egne projekter blevet til ophold i gæsteværelser – og det er en lykke at have de muligheder, men det er underligt at at blive forandret til del-element, når jeg altid har været mit eget hel-element.

H

Had: Jeg hader, ikke sygdommen, ikke lægerne, men et svigt fra en ansvarlig i en virksomhed med ideelle værdier … som viste sig ikke at være medmenneskelig og ansvarlig. Had er ikke en ønskværdig tilstand. Had er ikke for ‘børn’, had er en ond og belastende tilstand; had skal undgås – ikke dyrkes. Jeg er desværre bedst til det sidste.

Happy face: Jeg besluttede, at jeg ville vise et i hvert fald nogenlunde glad ansigt, når jeg var sammen med andre, venner og familie, for ingen kan holde ud at være sammen med en meget trist person – i hvert fald ikke efter et stykke tid – og det virker faktisk på den måde, at jeg fik det ok og blev løftet lidt ved at være i selskab med andre; men på en sær måde understregede det også, hvor stor ensomheden i sorgen og det voldsomme skift i min tilværelse var.

Hesten: Op på hesten igen. Jeg besluttede at skyde enhver, der lukkede det lort ud. Heldigvis er der ingen skudofre i mit kølvand.

Humør: Det er mærkeligt, men jeg synes, at man faktisk kan være i godt humør – selvom man ikke er glad! Skt. Hans og jul, fødselsdage, andre begivenheder – man kan nyde og glædes. Sorgen kan være med som en lille hund i snor. Nogen gange i en rigtig lang snor. Men den kommer hjem til ‘mor’. Der går heldigvis bare længere og længere imellem.

Hvordan: Hvordan går det? Der er mange, der spørger. Det er dejligt, når nogen viser interesse, men det kan være svært at blive spurgt for mange gange – og det kan være endnu sværere at svare ærligt; for det går rigtig tit langtfra godt – det går skidt. Og endnu værre, ind i mellem tænker jeg, at den, der spørger, helst bare vil beroliges med et ‘Det går godt’ , for så kan man komme videre, så er det overstået, så kan man lukke af. Det lyder som en grim og ondskabsfuld tankegang, men jeg forstår det faktisk fuldstændig. Det forpligter at være tæt på en sorgramt, det er ikke nemt – måske endda ligefrem ubehageligt.

Håb: Man skal håbe på noget nyt og noget godt. Der er beslutninger, man kan træffe – at ville håbe på noget godt er en af dem.

O

Ondt: Det er nemt at have ondt af sig selv, men som én sagde, det må man ikke. Og det hjælper faktisk at forsøge at lade være med at ynke sig selv – men en gang imellem er det sgu ok. Det er synd, når det er så trist. Men ikke for tit.

S

Samvittighed: Jeg fik på et tidspunkt dårlig samvittighed, fordi jeg egentlig var i godt humør – tja, men sådan var det.

Savn: Hvad stiller man op med et savn, der ikke kan afhjælpes? Man stiller ikke noget op, man venter; venter på at tiden ligeså stille fylder hullerne og sliber spidserne med nye tilstande i sjæl og sind.

Sejr: Efter mere end halvandet år kan jeg mærke, at der også er sejre – det er en sejr at indrette et hjem, der fungerer, og selv bestemme, hvor tingene skal være. Det er en sejr at gå alene til den første fest og klare det. Det er en sejr at begynde at se lyst på tilværelsen igen – at have lyst til livet alligevel.

Social-tådans: Det er hårdt arbejde at holde sig i gang rent socialt. Jeg er nødt til at være på tæerne og holde kontakter til venner og familie – ellers bliver der tavst – og for mig er det en udfordring. Den tilbagelænede magelighed i ægteskabets trygge ramme, hvor der altid var en at tale med i armslængde, er borte – men der er mange muligheder – og søde venner.

Sorg: Er den værste straf, livet uddeler, sorg over et mistet, elsket menneske er dyb, tung og rungende. Og tavs. Sorgens stemme er tavs, men dyb og besiddende – den bor i kroppen og fryser sindet. Det er sandt, at kærlighedens pris er sorg. Sorg er sjælens permafrost. Man fryser – helt stiv. Hvis sorgen var et stof, var den tung, sort, blød lakrids, der hænger klæbrig og sej ved arme, ben og tanker. Og langsom. Sorg gør langsom.

Stress: En årelang periode med sygdom og truende livsomstændigheder er i sagens natur stressende. Jeg har været under pres – dybt, men jeg gik ikke ned med stress, så heldig var jeg trods alt. Stress er, når man man mister det, der beskytter en – både psykisk og fysisk. Jeg holdt, men det var til stregen.

Stilhed: Helvedes stilhed bryder ud efter et dødsfald og en bisættelse – stilheden bliver den afgrund, hvor tankerne falder ned. Jeg hører ikke musik som trøst, men jeg ved, at selv dybt inde i den høje musik bor stilheden – når den ikke er ønsket. Men osse det ændrer sig med tiden – og toner kan igen bringe glæde.

Stærk: Hvor er du stærk, var der mange, der sagde, da de fulgte min hæsblæsende indsats for at rydde op og ud og sætte huset i stand, sælge det og flytte. Jeg har undret mig over, hvad der definerer dette udsagn om styrke. Jo, hvis forventningen er, at den ramte segner, lægger sig, ude af stand til at handle, så var jeg måske stærk, men det er næppe et bevidst valg. Jeg var ikke stærk, jeg var nødt til at handle – havde behov for endelig at påvirke tingenes gang med mine egne handlinger. Men hvorfor anses det for imponerende og godt, at man kan udtrykke, at en sorgramt person er stærk? Er det et udtryk for, at den, der ser styrken, henter en form for trøst ved tanken om, at sådan kan det være, hvis det er mig næste gang. Jeg var ikke heltemodig stærk, jeg var bange for, hvad der ville ske, hvis jeg stoppede op og gav efter for følelserne.

Styrke: Tiden mildner – det gør den trods alt – og jeg opdager en styrke, som jeg måske ikke havde regnet med, jeg havde. Det er ikke nødvendigvis det samme, som at det nu er godt og overstået alt sammen, snarere en stille, tilfreds følelse af, at der er lidt om snakken, det, man ikke dør af, bliver man stærkere af. En underlig betragtning, på den anden side er udfordringerne så store, at det er en triumf at mærke, at det kan gå, det kan lade sig gøre. Og det er alt andet lige et point på tavlen over nye evner. Styrken til at ville.

Skruer: Skruer og søm og den slags suser ikke ind i væggene af sig selv. Jeg har købt et lille værktøjssæt – og føler mig bedre rustet til at løse småproblemer i boligindretningen. Og et mini-vaterpas – og jeg bruger det.

T

Trøst: Kærlige venner og venlige ord bringer trøst. Men de afløser ikke tabet.

V

Venner: Venner er de vigtigste, de kommer og smiler og hjælper med det praktiske og stiller de rigtige spørgsmål. Venner husker at komme efter mange, mange måneder – venner er opmærksomme og lydhøre. Venner er der, og jeg er taknemmelig for hver eneste, der husker og forstod – og stadig gør det. Venner holder øje med, om man klarer det.

Venskab: Størst er kærligheden, næst er venskab. Man skal ære og passe sine venskaber. Det har jeg sjusket med, da mit liv var high flying. Alligevel har jeg dybe venskaber. Tak.

Vrede: Det er nemt at være vred – og blive vred – når livet er tungt. Hold da op hvor har jeg været vred – en gammel elefant, der husker alle fortrædeligheder. Selv gamle kolleger, gammel vrede, ny vrede. Det bor dybt i mig, føj.

Æ

Ægtefælle: Der er ingen, man taler med som med en ægtefælle. Samtalen er uden rammer, hverdagsagtig og almindelig – eller dyb, men nem, fordi alle forudsætninger er på plads, den fælles ramme og historie, den fælles erindring. Når den samtale forstummer, forsvinder følelsen af at kunne komme hjem. Det er som at være den evigt besøgende med pæne manerer i andres hjem. Det er som at stå i en kold modvind. Det er som at bo permanent i gæsteværelset, som hjemløs.

Å

Årsdage: Vi har passeret et par årsdage nu, dødsdagen, dagen for bisættelsen, den runde fødselsdag, der ikke kom. Årsdage er en slags åndehuller, de åbner for alle følelserne, og de lukker igen. Årsdage er ligesom svovlhuller i underjordiske varme kilder, de står og skvulper. Blurp, blurp.

Andre fortællinger om at miste