Helle Degn om at fylde 70: Vi 68’ere bliver nok rigtig irriterende

For Helle Degn har de politiske dagsordener altid fyldt meget. Som 21-årig blev hun valgt ind i Tårnby kommunalbestyrelse. Få år senere var det Christiansborg, som kaldte på den unge socialdemokrat. Og efter 27 år i Folketinget, herunder en periode som Udviklingsminister, er Helle Degn fortsat parat til gå i brechen for udsatte grupper og engagere sig i samfundsmæssige spørgsmål.

Der er altid noget at kæmpe for. Jeg synes, vi svigter de allersvageste.

– Der er altid noget at kæmpe for. Lige nu gælder det om at få ændret skattepolitikken, så man ikke beskatter indkomst, men derimod kapitalhandler. Her synes jeg, næste generation skal tage et ordentlig slag. Og så er der udligningen mellem rige og fattige. Ulandsbistanden, som vi opfandt i 60’erne, er blevet udhulet. I dag bruges den til krigsførelse og alle mulige andre indsatser, og nu er de fattigste befolkningsgrupper på vandring. Jeg synes, vi svigter de allersvageste, siger Helle Degn, der i sin tid som minister for området og senere formand for Udenrigspolitisk Nævn har rejst meget i udviklingslande.

Selv har hun efter at være gået på pension fra Folketinget og arbejdet som kommissær for Østersørådet engageret sig i en stribe projekter, der støtter udsatte grupper i det danske samfund. Blandt andet har hun etableret et center for kvinder, der flygter fra tvangsægteskaber. Hun er bestyrelsesmedlem i en NGO, som hjælper unge på kanten af samfundet. Og hun har indstiftet en pris, der uddeleles til personer, som gør en særlig indsats for marginaliserede grupper i Danmark.

Karriere er noget midlertidigt og flygtigt. Det vigtigste har været mit livs kammerater.

 Men når man spørger, hvad der har været det vigtigste i den travle kvindes liv, så er det andre forhold, Helle Degn fremhæver.

– Karriere er noget midlertidigt og flygtigt. Det vigtigste har været mit livs kammerater. Det har først og fremmest været min nu forhenværende mand igennem 27 år. Og vores to sønner, som vi har set få koner og børn – og nu har vi også fået det første oldebarn. Det er en kæmpeudvikling af ens eget kærlighedsliv at få børn og derefter se, at de har en tro på fremtiden og er så glade for tilværelsen, at de også selv vælger at få børn.

Det er ikke ensbetydende med, at karriere og familieliv altid har været i perfekt balance.

– Jeg har fra starten insisteret på, at man både skulle kunne være mor og aktiv politiker i karriere. Det har haft omkostninger. Det har alt, hvad du gør i dit liv. For mig betød det blandt andet, at mit parforhold gennem 27 år udviklede sig derhen, at vi var mere venner end kærester. Og derfor foreslog jeg på et tidspunkt min partner, at vi blev gode kammerater i stedet for at være et parforhold. Og det er vi lykkedes med.

Jeg taler med min søn, hver gang jeg står ved hans grav.

At familien ikke er et givet privilegium, har Helle Degn haft helt tæt inde på livet. For 10 år siden mistede hun sin voksne søn til kræft.

– Jeg oplevede den dybeste sorg: at miste mit barn. Men jeg taler med min søn, hver gang jeg står ved hans grav. Jeg synes, der er en forbindelse. Jeg synes, han sørger for, hver gang jeg har en mærkedag, at flytte skyerne lidt til side, så solen skinner ned på mor. Jeg tror, han findes et eller andet sted. Han findes i hvert fald i mit hjerte.

Under sygdomsforløbet fik familiesammenholdet og tidsperspektivet en ny og afgørende dimension.

– I fem år kæmpede vi i hele familien med åbent visir og pande. Vi så i øjnene, at hvis det ledte til en afslutning for min søn, så var det vigtigt, at de dage, vi havde sammen, blev brugt godt. Og derfor hjalp vi hinanden med, at hver dag blev en gave. Vi tog på udflugter, når det kunne lade sig gøre – og jeg tilbragte meget tid på Rigshospitalet. Det var vigtigt for os, at vi brugte hver time godt.

Tiden er kostbar. Brug hver dag klogt!

At være klar på sine prioriteter og bruge tiden fornuftigt, er et tema, som ligger Helle Degn meget på sinde.

– Når man har nået den alder, jeg har, så ved man, at der er en konto, som bliver tømt efterhånden – og det er tidskontoen. Derfor handler det om at bruge de dage, man får, fornuftigt. Jeg synes, Jens Stoltenberg sagde det så smukt i forbindelse med Utøya: Alle vi, som har fået lov at leve nogle flere dage: Brug hver dag klogt! Brug hver dag med visdom!

Man skal gøre en indsats og holde fast i de mennesker, man holder af.

Med til det hører i følge Helle Degn at vedligeholde kontakten med ”livskammeraterne”, der udover familien også rummer mange andre mennesker. Helle Degn er med i en lang række politiske kaffeklubber, spisegrupper og rejsegrupper. Hun spiller bridge og mødes ofte med veninder over en frokost.

– Jeg boltrer mig i fællesskaber. Det er vigtigt at holde fast i sin referenceramme – dem man har leget med, haft det sjovt med, kæmpet med og har haft udfordringer med. Det er et stort arbejde at organisere alle de fællesskaber. Men til gengæld stiller de jo op, når jeg ligger på hospitalet og har kræft. Derfor siger jeg: Gør en indsats. Hold fast i fællesskaberne og de mennesker, du holder af!

Det hele er gennemtænkt. Jeg skal ligge på Rømø Kirkegård.

Helle Degn er netop blev erklæret rask efter et fireårigt langt kræftforløb. Det selv at have kæmpet med en livstruende sygdom har gjort tankerne om hendes egen død mere nærværende. Og det praktiske er – som det meste andet i Helle Degns liv – organiseret og på plads.

– Det hele er gennemtænkt. Jeg skal over på Rømø Kirkegård. Der lagde vi min søn, der ligger mine forældre, og der ligger 5 generationer fra min familie. Jeg er derovre 3-4 gange om året sammen med børn og børnebørn. Så alle ved, hvor jeg ender. Jeg har forespurgt menighedsrådet, om der kan være plads til mig i familiegraven, og jeg har fået et ja. ”Og måtte det ske sent” – var de så venlige at skrive, ler Helle Degn.

Vi 68’ere bliver rigtigt irriterende. Vi er her meget længe – og vi har noget på hjerte.

Og med den energi og livsappetit, Helle Degn fortsat lægger for dagen, så går der nok en del år, inden det bliver aktuelt. Hvilket leder Helle Degn ind på et andet tema, som optager hende: de store årgange, som hun selv tilhører, og udfordringen med at finansiere udgifterne til dem.

– I min årgang er vi stadigvæk 70.000 tilbage. Vi kommer på plejehjem. Vi bliver demente. Vi får alle mulige sygdomme, fordi vi lever længere og længere, og man kan behandle mere og mere. Derfor er vi nok rigtig irriterende. Vi bliver ved med at være her, vi er her meget længe, og vi har noget på hjerte, nemlig at vi vil værdigt herfra. Vi vil blandt andet selv bestemme, hvornår vi kommer herfra.

Det er ikke systemerne, der skal bestemme, hvornår jeg er mæt af dage.

Helle Degn går ind for aktiv dødshjælp, og hun accepterer ikke den præmis, at det er staten, sygehusvæsenet eller faglige foreninger og råd, der skal afgøre, hvornår hun skal herfra.

– Det er ikke systemerne, der skal bestemme, hvornår jeg er mæt af dage. Det kan jeg godt selv formulere, og jeg kan også godt selv sige, hvordan jeg vil herfra. Derfor går jeg ind for aktiv dødshjælp, og jeg håber, at de 70% af den danske befolkning, som går ind for det, også får manifesteret deres krav og ønsker i de institutioner, vi har bygget op i vores demokrati. Hvis ikke Danmark får det formuleret, så tilhører jeg jo den privilegerede del, der bare kan betale mig fra at rejse hen et sted, hvor de har rettet lovgivningen til, så den er blevet moderne. Men her spiller mit sociale engagement ind: jeg vil have, at alle selv kan få lov at vælge, når det er for hårdt, for pinefuldt og for svært at fortsætte livet, siger Helle Degn.

Du kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve over dit hoved, men du kan forhindre dem i at bygge rede i dit hår.

 Foreløbig er Helle Degn gået i gang med at skrive sine erindringer.

– Jeg synes, jeg har oplevet så meget, at det rækker til to menneskers liv. Alle de kampe, jeg har været en del af. Alle de oplevelser, glæder og fornøjelser. Men jo også den dybe sorg at miste min søn og generationssorgen, der består i at sige farvel til forældregenerationen. Jeg har i den forbindelse fundet støtte i, hvad min svigerfar sagde til mig: Du kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve over dit hoved, men du kan forhindre dem i at bygge rede i dit hår.

Se interview med Helle Degn

Interviewet er udarbejdet af Marie-Louise Arnfast, Arnfast&Kirkeby – i samarbejde med Landsforeningen Liv&Død.

Læs interviews i samme serie.