Ole Hartling om at fylde 70: Man kommer over sorgen, fordi livet melder sig med ny magi

Jeg savner mine koner.

–    Jeg kan bruge den lidt pudsige vending, at jeg savner mine koner – sådan i flertal, mener jeg. Jeg har været gift først med Lene, med hvem jeg har fire børn,  i 40 år. Hun døde fra mig i 2008. Så blev jeg gift med Katrine. Vi nåede kun at få 3 års ægteskab. Så mistede jeg hende. Jeg kan sige om dem begge, at de har givet mig så meget – og at det er ubærligt at miste. Der er ingen trøst. Nogle gange er det en trøst, at der ingen trøst er. For hvis der kunne trøstes, så var det også noget, man kunne overkomme og håndtere. Og det kan man ikke, og det er en mærkelig glæde, at det er sådan.

For Ole Hartling handler det ikke om at ”komme videre” i gængs forstand. En talemåde, som han stiller spørgsmålstegn ved.

–    Man kan godt diskutere begrebet ”at komme videre”. Omgivelserne vil gerne have, at man ”kommer videre”. Men det betyder det modsatte: At de ønsker, at man helst skal blive den samme igen. Man er netop ”kommet videre”, for nu har man sorgen med i sin bagage. Man siger også, at tiden læger alle sår – det tror jeg ikke, den gør. Men der kan godt komme en vis ar-dannelse med tiden.

Midt i tabet har jeg en stor taknemmelighed over, hvad jeg har fået.

–    Jeg drømmer om dem, jeg har mistet. Både om dagen og om natten. Det kommer til mig. Jeg prøver at huske at være taknemmelig. Og det er jeg. Det tror jeg er med til at sikre, at man ikke drukner sig i sorg. Midt i tabet har man jo en stor taknemmelighed over, hvad man har fået. Livet består i at skabe tilknytninger og have tilknytninger. Det er jeg sikker på – og så er det jo et vilkår, at vi mister. Vi mister så mange ting i livet: efterhånden vores førlighed og sanser, tænder, muskelkraft og tænkeevne. Og så mister vi dem, vi holder af.

Den ”skrøbelighed, der efterhånden kravler ind på en”, som Ole Hartling udtrykker det, har dog ikke taget livsmodet fra ham.

Der er magi i hver morgen. Hvad kan den bringe?

–    Man kommer over det, fordi livet altid melder sig med en ny magi, nye krav og en ny hverdag. Der er en magi i hver morgen. Hvad kan den bringe? Bringer den noget, jeg ikke havde ventet? På godt og ondt.

For Ole Hartling har magien i tilværelsen udover nære ægteskaber, børn og børnebørn også omfattet en lang karriere som ledende overlæge med speciale i nuklearmedicin og et formandskab for Det Etiske Råd gennem fem år.

Netop etiske spørgsmål og dilemmaer optager ham dybt, og ikke mindst aktiv dødshjælp er en hjertesag, som han har rejst debat om gennem bøger, kronikker og foredrag. For mens en stor del af den danske befolkning ifølge undersøgelser ser ud til at være positivt indstillet over for aktiv dødshjælp, når visse betingelser er opfyldt, så er Ole Hartling kritisk.

Med tiden kan det blive et spørgsmål om at hjælpe dem herfra, som er til besvær for andre.

–    Man kan se i de lande, der har indført aktiv dødshjælp, at der opstår en vis glidebane. For man vil jo det gode, og man skal vel ikke sætte grænser for det gode? Hvorfor skal man ikke give det  til ALLE, der lider? I Holland diskuterer man, om livstrætte mennesker ikke også burde have det her behjertede tilbud. Og hvad med dem, der ikke kan vælge selv? Demente og andre plejekrævende mennesker. De ville jo nok gerne have valgt det, hvis de kunne? ”For tiden er det da kun et forslag om at dræbe dem, der er til plage for sig selv. Med tiden vil det blive anvendt på dem, der er en plage for andre,” sagde forfatteren Chesterton i sin tids debat. Der kan udvikles en eutanasi-mentalitet, hvor man begynder at se på handicappede, skrøbelige og afhængige mennesker med nogle øjne, der siger: Hvorfor har du ikke overvejet det her? Velartikulerede mennesker tænker ikke over, at de kan komme i en situation, hvor de ikke ønsker at få et såkaldt frit valg.

Det er et meget fattigt svar på lidelse at fjerne den, der lider.

Ole Hartling mener, der ligger en vis forstødelse af medmennesket i tanken om aktiv dødshjælp.

–    I det øjeblik,  man siger: Jeg forstår godt, at du har det slemt, og vi kan hjælpe dig herfra, så får man også sagt – direkte eller med kropssproget: Vi kan også godt undvære dig. Du behøver ikke at være i fællesskabet mere. Jeg tror ikke, vores kultur kan rumme det. Det er et fattigt svar på lidelse at fjerne den, som lider. Ikke lindre og fjerne lidelsen – men fjerne den, som lider.

Ifølge Ole Hartling er ønsket om aktiv dødshjælp ikke noget, man som læge møder ret tit. Det er en debat, som foregår i medierne. Når han taler med andre læger, er billedet samstemmende: Det er meget få patienter, som giver udtryk for et ønske om, at man ”tager livet af dem”, siger han. I stedet for at institutionalisere en ”slå-ihjel-lov”, som han udtrykker det, kan man hjælpe patienter med smertelindring og ikke mindst tilbud om nærvær og medmenneskelighed.

–    Det betyder måske, at det menneske, der er bange og trængt, skal man holde i hånden og sige: Hvad kan jeg gøre for dig lige nu? Men man skal blive på livets side.

På den måde kommer der en anden dialog, som springer af en anden kilde, siger Ole Hartling og understreger, at 98% af os dør ganske fredeligt – sover ind – hvor døden indtræffer i forlængelse af søvnen.

Når man først har fundet noget, så er man nødt til at behandle. Hvem tør andet?

På samme måde som Ole Hartling har taget livtag med debatten om aktiv dødshjælp, så har han problematiseret de mange screeninger, som gennemføres i bestræbelserne på at opdage celleforandringer på et så tidligt stadium som muligt.

–    Det virker så indlysende at finde det tidligt. Men det viser sig bare, at det ikke nødvendigvis er rigtigt. Alle mennesker danner ustandselig cancer-celler, og efterhånden som vores apparaturer bliver tilstrækkeligt fintfølende, vil vi jo kunne se den mindste celle, som er på vej til noget skævt. Og når man først har fundet noget, så er man nødt til at behandle. Hvem tør andet? Men meget tyder på, at der derved finder en del overdiagnosticering sted, siger han.

Jeg er med årene blevet mere socialt indigneret.

I modsætning til sin far – tidligere statsminister Poul Hartling – er Ole Hartling aldrig gået ind i partipolitik, men har koncentreret sit engagement på nogle felter, som han synes, han har lidt forstand på, som han udtrykker det. Men set i bakspejlet har han fortrudt, at han ikke var mere aktiv i det oprør, som fandt sted i hans ungdom i 60’erne.

–    Jeg gjorde ikke oprør mod mit ophav. Jeg var så ordentlig. Gjorde mit studie hurtigt færdigt. Blev gift meget tidligt. Katrine var mere med i det – feminist og rødstrømpe, som hun var. Jeg tror, jeg er gået glip af noget. Det kan jeg godt beklage lidt. Men jeg er med årene blevet mere socialt indigneret, siger Ole Hartling og peger på det, han kalder en junglelovsagtig neo-liberalisme, som skaber en skævere og skævere fordeling af rigdommen i verden.

–    Jeg vil påstå, at der er tale om en livsmodning. Jeg synes, jeg er blevet mildere med årene, og jeg er ikke så hurtig med mine domme og fordomme over for andre menneskers adfærd. Men der er noget, jeg gerne vil fordømme, og det er grådighed. Det synes jeg ikke, man skal se mildt på.

Jeg er blevet mere farfar-agtig og morfar-agtig.

Men ellers er rummelighed en af de ting, Ole Hartling fremhæver som en vigtig livslæring.

–    Jeg tror, at livet lige så stille har lært mig en større rummelighed og forståelse for, at man kan børste tænder på en anden måde, end jeg gør. En forståelse af, at der er en måde at tænke på, som er anderledes end min. Det har jeg ikke mindst lært af mine kloge koner.

–    Og så bliver man jo også mere blød med årene. Jeg har ikke altid været den gode bedstefar, fordi jeg har været så optaget af mit arbejde. Men det kan jeg bedre være nu. Jeg er blevet mere farfar-agtig og morfar-agtig. Det er en stor ekstra gave i livet.

Interview: Sorg og kærlighed

Interview: Aktiv dødshjælp

Interview: Om at finde glæden ved livet

Interviewet er udarbejdet af Marie-Louise Arnfast, og videoer er produceret af Michael Kirkeby, Arnfast&Kirkeby – i samarbejde med Landsforeningen Liv&Død.

Læs andre interviews i samme serie.