At miste sin mor pludseligt: Katrines historie

Hvem har du mistet og hvornår?

Jeg har mistet min mor. Søndag den 25. april 2021 falder hun om med en hjerneblødning, men det er om natten den 26. april, at hun bliver erklæret hjernedød. Men jeg føler, at jeg mister hende den 25. april. Jeg var 40 år, da det skete, og min mor 64.

Hvordan skete det?

Min mor faldt om med en hjerneblødning nærmest midt i, at hun var ude for at handle.

Hun er på vej ud til bilen og falder om ved bilen, hvor der heldigvis er nogen, der hjælper hende. Men hun klarer den ikke. Hun bliver erklæret hjernedød på Roskilde Sygehus efter forskellige undersøgelser. Hun er ikke ved bevidsthed, da hun kommer ind på sygehuset.

Min far ringer til mig og siger, at der er sket noget med mor, og at det er alvorligt. Og så går jeg sådan lidt i panik og siger alligevel, ’ej, hvad mener du, hvad er alvorligt’ … og så siger han, at vi skal skynde os at komme til Roskilde Sygehus, fordi det er alvorligt.
Vi får pakket vores børn sammen, min mand og jeg, og min moster er her faktisk også. Og da vi kommer ind på intensivafdelingen, ser vi min mor, og der er hun ikke ved bevidsthed. Det hele gik meget hurtigt.

Vi får fat i en masse familie, fordi vi ret hurtigt får at vide, at vi skal sige farvel til hende. Det er enormt kaotisk. Jeg har en moster og en onkel, der bor i Sønderborg, og de skulle også komme. Og bare det at ringe og fortælle, hvorfor de skulle komme, altså det var frygteligt.

Min far og lillebror er på sygehuset før min moster og mig. Så kommer de ud fra den stue, hvor min mor ligger, og jeg kigger bare på dem og spørger, om hun er død. Og så siger de, at der ikke er noget at gøre.

Det er ligesom at se en film, hvor min moster og jeg bare knækker sammen og skriger og siger alt muligt.

Min lillebror trækker mig til side, og jeg siger: ’Jamen må jeg ikke se hende’. Og det må jeg selvfølgelig gerne. Vi kommer ind på stuen, hvor hun ligger med alle de her slanger og iltmaske. Jeg føler ikke rigtig, at der er nogen, der siger noget, der står bare en masse læger og sygeplejersker. Så siger jeg sådan lidt højt: ’Så fortæl mig dog noget’. Og en overlæge siger, at vi skal se den scanning af hjernen, de har lavet. Lige der går det op for mig, at det kan jeg godt forstå, at hun ikke har overlevet. Fordi vi ser et billede, hvor over halvdelen af hjernen er fyldt med blod.

Det gav mig meget hurtigt et billede af, at der ikke var noget at gøre. Jeg forstod det lige der helt konkret. Men at forstå, at jeg har mistet hende – det har jeg stadig ikke forstået.

Organerne doneres

Vi skal også tage stilling til organdonation, for det har min mor ikke selv taget stilling til. Og i og med min mor var den person, hun var, så var vi ikke i tvivl om, at hendes organer skulle doneres. Så der var en proces i det, og hun skulle faktisk holdes i live for, at hendes organer kunne benyttes. Der var en venteproces, fordi de skulle komme inde fra Rigshospitalet og være med til operationen.

Men hun bliver erklæret hjernedød natten til mandag kl. 01.16 og bliver holdt i live indtil mandag aften, hvor der skal være en operation, og hvor de fjerner nogle af hendes organer. Der dør hun jo rigtigt, kan man sige, da hun bliver kørt til den operation.

Mine børn er 8 og 5, og det med at skulle forklare dem, at nu skal de ind og sige farvel til mormor, det var lidt kaotisk og mærkeligt. De ser hende ligge med slanger, og det ser bare ud som om, hun sover. Det er lidt svært. De vil bare gerne hjem og lege. Vi aftaler, at vi kører hjem igen, min mand og jeg og vores børn for, at jeg så kan få bilen og køre tilbage. Jeg forsøger egentlig at bevare roen. Helt mærkeligt, at vi kører hjem og jeg så smører madpakker til dagen efter. Så jeg ved, at der er styr på det, hvis nu jeg ikke kommer hjem.

Jeg tror også, vi spiser aftensmad sammen, og så kører jeg tilbage til Roskilde Sygehus og er sammen med min far og min bror. Jeg tror også, at nogle af mine mostre er der, og min faster kommer også og mine to kusiner. Ja, vi er en meget tæt familie.

”Jeg har ikke sagt farvel til hende”

Alle, der kan og gerne vil sige farvel, kommer, så vi er nogle stykker der om aftenen. Min bror og min far og jeg er der, indtil hun bliver erklæret hjernedød om natten. Og så kører jeg med min far hjem og er sammen med ham indtil dagen efter.

I og med hun bliver holdt i live, vælger vi at køre derind igen for bare at være ved hende. Min mormor kommer også og mine tre mostre.

Jeg kunne ikke sige farvel der, og jeg føler jo ikke, at jeg sådan decideret har sagt farvel til hende. Fordi et farvel for mig det er jo, at hun hører, at jeg siger farvel til hende, eller at vi ses. Og det er også det, der har været sværest for mig, at jeg ikke har sagt farvel til hende.

Den sidste tid hvor hun er i live

Vi er der hele mandagen faktisk, og så bliver hun kørt til operation sidst på eftermiddagen, og der siger vi endeligt farvel til hende. Da hun bliver kørt fra stuen, går vi efter hende for at følge hende på vej, ligesom man gør, når rustvognen kører fra kirken. Det er et ritual, de har på hospitalet. Og da hun bliver kørt væk og dørene lukker, så ser vi hende ikke mere i live.

Vi vælger at køre hjem, fordi den her operation kan tage 5-6 timer. Vi har regnet ud, at ved 21-tiden vil hun måske være færdig. Og vi aftaler med sygehuset, at de ringer til os, når det er ved at være. Vi var ikke sådan utålmodige, vi havde bare lyst til at være der. Så vi kører derind kl. 20.00, og der er hun faktisk næsten lige kommet tilbage. Så de når ikke at ringe til os.

Og der ligger hun jo så på den stue, hvor hun også var før. Hun har blomster på brystet, og de har tændt lys for hende og åbnet vinduet.

Når man mister pludseligt

Hvad tænker du er særligt ved det at miste på den måde, hvor det sker uventet?

Jeg havde et særligt forhold til min mor. Så jeg føler virkelig, at der er noget af mig, der mangler og er blevet revet fra mig fra det ene øjeblik til det andet. Jeg har talt i telefon med min mor hvis ikke hver dag, så hver anden dag. Det var bare en vane. Og det var ikke fordi, vi havde lange snakke. Det var bare sådan lige om børnene, om hun skulle hjælpe med et eller andet, men det kunne også være praktiske ting.

Jeg har følt, at der er noget, der er taget fra mig, som jeg mangler hver dag i mit liv. Jeg har fået det bedre, og jeg har fundet en hverdag og en rytme, som jeg kan være i. Men lige da det skete, der var det meget svært. Vi var i en choktilstand i lang tid.

Vi har været hurtige til at få psykologhjælp, både min far, min bror og jeg. Der var ikke nogen, der spurgte os, det var på vores eget initiativ. Egentlig kunne jeg godt have ønsket, at man på sygehuset hjalp folk på vej, fordi det er sådan et chok og et traume at miste på den måde – og det gør man måske også nogle steder, det ved jeg ikke. Så kan man jo benytte sig af det eller lade være. Jeg tror bare, at vi havde behov for at få at hjælp til at komme på vej.

Det har hjulpet mig meget i starten, hvor jeg kunne græde ud. Det var ikke fordi, jeg ikke kunne græde med min familie, men nu har jeg to børn, så nogle gange har det også været lidt svært at gøre det herhjemme, selvom jeg har gjort det, og de også godt ved, hvorfor jeg var ked af.

Men nogle gange har det været en lettelse for mig at kunne åbne op om nogle ting, hvor det har være en udefrakommende. Og også en, som måske har kunnet guide mig lidt på vej i forhold til, hvor jeg skal hen for at få det godt igen. Når man taler med dem, der er tætte på en, så siger de måske ofte det, man gerne vil høre. Men min psykolog har stillet nogle andre spørgsmål til mig, som har jeg skullet tænke over for at komme videre.

Den bedste hjælp har været psykolog og familie

Hvad har hjulpet dig mest?

Det, der har hjulpet mest, har helt klart været psykologen, men jeg har også en rigtig dejlig familie. Vi er meget tætte i familien, og vi taler meget sammen. Min bror, som er tre år yngre end mig … jeg ved ikke, om jeg vil sige, at vi har fået et tættere forhold, for jeg synes egentlig, vi altid har været tætte. Men vi har aldrig talt i telefon sammen, fordi det gjorde vi bare ikke. Men nu er vi faktisk også begyndt at ringe til hinanden for at sige: ’Nu har jeg lige en dårlig dag’ og ’Jeg har oplevet det og det’. Nogle gange har vi faktisk ramt hinanden på vores dårlige dage sammen, hvor han siger: ’Jeg har også bare en lortedag’. Og det, synes jeg, har været rart.

Jeg har måske brugt min bror lidt mere, for min far oplever en anden sorg, end min bror og jeg gør, fordi han har mistet sin hustru. Han lever alene nu, og vi har vores familier. Han har hurtigere skullet acceptere, at min mor jo ikke kommer hjem til ham, at hun aldrig kommer ind ad den dør igen. Min bror og jeg bliver mindet om det, når vi kommer hjem til min far, og så kan der være nogle ting, der blusser op igen. Så det har taget længere tid for mig og min bror at komme på vej igen.

Jeg havde en oplevelse for et halvt års tid siden, hvor jeg gik fra psykologen og nærmest havde en optur, fordi vi snakkede om, hvordan jeg skal tage styringen af min sorg, så sorgen ikke styrer mig. Fordi det gjorde den i rigtig lang tid. Jeg blev meget styret af den sorg, der bare hang over hovedet på mig. Og det følte jeg, den dag jeg gik derfra, at det var jeg klar til. Nu skulle jeg bestemme. Og så vil jeg også sige at det at have to børn, som kræver deres mor, det har også et eller andet sted hjulpet mig til, at jeg skal i gang med nogle ting og gøre noget, fordi jeg skal være mor for dem. De har mistet deres mormor, de har ikke mistet deres mor.

Råd til andre som mister pludseligt

Hvilket råd vil du give til andre, som mister pludseligt ligesom dig?

Jeg ved jo godt, at vi alle sammen er forskellige, og nogle taler mere om det end andre, men jeg tror, det er rigtig vigtigt, at man får talt om det alt det, man kan. Det, man har oplevet, og hvorfor man er ked af det. Man skal ikke lægge bånd på sine følelser, man skal sige, hvad man tænker.

Jeg havde jo ikke tænkt over det, hvis jeg ikke havde mistet min mor, men det med at tale om sorg, synes jeg, virkelig er vigtigt. Selvom jeg har rigtig mange dejlige mennesker omkring mig, så føler jeg mig virkelig tit alene eller ensom, fordi jeg har oplevet det, jeg har. Og nogle gange kan jeg godt tænke, at hvis jeg bliver ved med at plapre om det her, så er der nogen, der bliver trætte af at høre på det.

Jeg synes, at det er blevet bedre gennem årene, men jeg synes, at det har været meget tabubelagt at tale om sorg. Og det er heller ikke fordi, jeg forventer, at mine kolleger skal gå og spørge mig hele tiden: ’Hvordan har du det så i dag’ – men det er som om, at nu er der gået 10 måneder, og så er vi videre. Jeg er ikke videre. Nogle gange skal der ikke mere til, end jeg går ud og sætter mig i bilen og så rammer det mig igen. Og det ved de jo ikke på mit arbejde. Jeg tror mange tænker: Gad vide, hvordan hun reagerer, og bliver hun ked af det, hvis jeg spørger. Og så lader man måske hellere være med at spørge.

Vi lever med hver vores sorg, der er ikke nogen sorg, der er ens. Og fordi jeg har det sådan her, er det ikke ensbetydende med, at andre skal have det på samme måde. Det er vigtigt, at vi respekterer hinandens sorg. Jeg vil gerne have noget at spejle mig i, så jeg måske ikke føler mig helt alene om mine følelser og mine tanker om at have mistet pludseligt.

At mindes – og det særlige ved at miste sin mor

Er der noget særligt, du føler du kan gøre i forhold til din sorg over at have mistet din mor og måder at mindes hende på?

Vi tænder tit lys eller sætter noget på gravstedet. Nogle gange er det dét, jeg har lyst til, for at vise hende, at jeg er der. Vi har også plantet et tulipantræ i vores have, fordi tulipaner var hendes yndlingsblomster. Det blev plantet for hende, og hvis vi flytter, så skal det med. Jeg har også et billede af hende, som jeg godt kan give et fingerkys eller sige godnat til. Og så har jeg oplevet ting med hende, også i mit arbejdsliv, hvor jeg tænker, at hvis jeg havde fortalt hende det her, så ville hun sige sådan og sådan. Så hun er helt klart med mig, føler jeg.

Er der noget særligt også ved det at miste sin mor?

Det gør jo ondt, fordi det er min mor, og jeg havde tænkt, at hun minimum havde 20 år endnu. Så det har gjort enormt ondt, at mine børn skal vokse op uden hende, fordi hun var virkelig en mormor ud over alle evner, og hun elskede sine tre børnebørn overalt. Det kan jeg godt blive ked af nogle gange, at de skal vokse op uden hende. Det er jo forskelligt, hvilket forhold vi har til vores forældre – men jeg havde et meget tæt forhold til min mor, og jeg brugte hende rigtig meget til at søge råd.

Nogle ting kunne jeg godt have tænkt, at jeg havde gjort anderledes, da min mor døde. Det kan det være rigtig svært at navigere rundt i, hvad man skal, og hvad man ikke skal hele ugen op til en begravelse eller bisættelse. Og der har jeg bare en følelse af at hellere gøre for meget end ikke at gøre noget.

Fx da hun lå på sygehuset, der fik jeg aldrig taget et billede af, da jeg stod ved siden af hende, eller hvor jeg holdt hende i hånden, og det kunne jeg egentlig godt have tænkt mig. Men der var jeg slet ikke til stede overhovedet. Jeg har et billede af hende, hvor hun ligger på sygehuset. Men ikke hvor jeg står ved hende. Min mormor stod faktisk ved hende på et tidspunkt og fik taget et billede, men det så jeg først, da det var for sent. Og det var ikke noget, der gjorde mig ked af det der, men jeg har sidenhen tænkt over det: At hellere gøre for meget end ikke at gøre det.

Det kan være virkelig svært at navigere i lige op til begravelsen eller bisættelsen. Når man mister pludseligt, er der mange ting, der skal tages stilling til på meget kort tid. Hvorimod hvis der har været et sygdomsforløb, så kan man høre, hvad vedkommende måske gerne have skal ske til en begravelse eller bisættelse.

Tulipaner til bisættelsen

Min mors yndlingsblomst var tulipaner, og til hendes bisættelse ville vi have alt i tulipaner. Og det var rigtig svært på det tidspunkt, for det var sidst i april, og tulipansæsonen havde nærmest lige været der. Men vi skulle bare have tulipaner.

Vi talte med ét sted, og de kunne ikke skaffe tulipaner. Så talte vi med et andet sted, og de kunne så godt, men det var virkelig de sidste, og vi vidste bare, at det skulle hun have. Den kiste, hun lå i, var i bejdset træ, og det vidste vi også, at hun godt kunne lide. Og urnen, hun blev puttet i, da hun var blevet brændt, den var grøn, fordi det var hendes yndlingsfarve.

Der blev også spillet en sang i kirken. Året inden døde min morfar, og der blev spillet en sang under Corona, hvor der var fællessang. Og der sang pigekoret på et tidspunkt en sang af Shu-bi-dua, der hedder ’Stjernefart’, som rørte os meget dengang. Den sang hørte min mor, da vi mistede min morfar, og hun sagde, at det var en meget smuk sang. Så jeg var slet ikke i tvivl om, at der skulle være nogen, der spillede den sang i kirken.

En trøst hun lever videre i andre

Min mor havde ikke taget stilling til noget. Hun var sund og frisk, hun fejlede ingenting. Der blev taget seks organer fra hende, så hun har hjulpet seks andre til at kunne leve videre, og det er jo også meget fint. Det er en god tanke.

Og det blev vi faktisk meget rørte over allerede den dag, da vi fik at vide, hvor mange organer de havde taget ud. Positiv og glad over at oveni alt det kaos med min mor, så var der lidt lys der. Og det, at vi ved, hun faktisk lever videre i nogle andre mennesker, det har været en trøst. Og 100 procent i hendes egen ånd. Vi var slet ikke i tvivl om, at det ville hun gerne, for hun har altid været der for andre mennesker.