Samtalen om døden – et online inspirationsunivers
Samtalen om døden kan være en af de sværeste samtaler, vi kommer til at have. Men samtalen om døden kan også være med til at skabe afklaring, forståelse og trøst i de situationer, hvor mange i stedet vælger at tie stille. At tale om døden kan være ubehageligt, men vi erfarer igen og igen hvor gavnligt det er at få snakket ud. Det hjælper os følelsesmæssigt, afklarer ønsker for livets afslutning, styrker relationer, reducerer frygt og hjælper med praktiske forberedelser. Åben dialog om døden kan også minde os om at værdsætte livet og leve efter vores værdier.
Vi tror på, at jo bedre vi bliver til at tale om døden, desto bedre medmennesker bliver vi, og desto mere rustede bliver vi til at håndtere den og træffe de nødvendige og gode beslutninger, når tiden kommer – både for os selv og for andre.
Hvad vi har gjort for at lette samtalen
Selvom vi ved, at det er gavnligt at snakke om døden, ved vi også, at det kan være enormt vanskeligt. Uanset om det drejer sig om at håndtere sorgen efter et dødsfald, eller om at tage stilling til, hvad der skal ske, når man en dag ikke længere er her, kan samtalen føles som at navigere i et minefelt – man er bange for at træde forkert.
Igennem tiden har vi derfor forsøgt at starte samtalen om døden gennem forskellige greb, for at gøre et svært emne lettere at tale om. Vi har brugt kunst, musik, artefakter, interaktive refleksionsøvelser og andre kreative udtryksformer for at forsøge at skabe et trygt og åbent rum, hvor folk har kunnet dele deres tanker og følelser, uden at føle sig presset. Når vi bruger kreative virkemidler, så giver det os en chance for at udtrykke os på en anden måde end med ord alene. Og dette kan være enormt givende, når det handler om døden, og ordene kan være svære at finde af sig selv.
Uanset om I er fra en skoleklasse, blandt sundhedsfaglige fagfolk eller andre faggrupper, eller om I blot er nysgerrige på emnet, har vi forsøgt at udvælge og samle materialer og tilgange på denne side, der kan lette samtalen. Herunder har vi derfor samlet en række initiativer, som kan være gode fundamenter til at starte den gode samtale om døden.
Lyt til fortællinger om at miste
Her kan du høre forskellige personer fortælle om at miste.
En gammel mand har mistet sin kone, en kvinde har mistet sin mor og farmor og en ung kvinde har mistet sin mormor.
Derudover er der to lydmontager, hvor den ene handler om unge, der har mistet en klassekammerat til sygdom, og den anden handler om unge, der har mistet en klassekammerat i en ulykke.
Ved hvert klip har vi samlet nogle refleksioner, der knytter sig de enkelte fortællinger.
Fra vores tidligere udstillingssted
Fra vores tidligere udstillingssted Funebariet lavede vi nogle videorundvisninger, som helt kort viser, hvad et besøg i Funebariet kunne indeholde.
Rundvisningen tager jer igennem de fem rum, som Funebariet indeholdt. Til videoerne kan I læse en række spørgsmål, som I kan bruge som refleksions- eller samtaleskaber.
Lyt til vores podcastserie
I vores podcastserie “Når døden os skiller” vil vi tale om døden og klæde dig på til at fortsætte samtalen.
I hvert afsnit taler vores vært, Stine Buje, med gæster, der på forskellige måder beskæftiger sig med døden.
Gæsterne vil i hvert afsnit svare på spørgsmål, som er indsendt af jer, der lytter med.
Nyt afsnit hver mandag i november.
Find inspiration til snakken
Igennem årene har vi på mange forskellige måder forsøgt at lave små indsatser for, at man tager stilling til, får reflekteret over eller får snakket om livet og døden. Hvad man håber på. Hvilke ønsker man har. Og hvad man gerne vil vide mere om.
Disse små indsatser har vi haft godt erfaring med, og her kan I se, hvilke vi har lavet – og måske finde lidt inspiration til, hvad I selv kan lave.
Sæt døden på dagsordenen
Vi har lavet undervisningsmateriale til dokumentaren Bag Skyerne, der omhandler børn, der har mistet en, der stod dem nær. Filmen kan ses på Filmcentralen.
Læs om dokumentaren her, og find materialet her.
Vi har også lavet undervisningsmateriale til børnebogen Kamille og morfar mister hinanden, der handler om Kamille, hvis morfar bliver syg og dør. Bogen kan købes i klassesæt ved at kontakte os på info@livogdoed.dk.