Interview med Esther og Jørgen – om at udfylde ‘Min Sidste Vilje’ og om tabuet omkring døden

31. maj 2021

 

Hvorfor har I valgt at nedskrive jeres ønsker til jeres begravelse?

Jørgen: – Hovedårsagen er egentlig, at vores pårørende skal vide, hvilke ønsker vi har til vores begravelse. Vi er kirkegængere og har et forhold til kirken, og som følge deraf har vi nedskrevet vores ønsker til den kirkelige handling.

Esther: – Vi fik ‘Min Sidste Vilje’ i 2014, og det var fordi, vi mistede et familiemedlem, der sammen med sine pårørende ikke havde forberedt ønsker til begravelseshandlingen. Derfor blev vi enige om, at når vi kommer hjem, går der ikke otte dage, før vi har styr på det, og sådan gik det jo ikke.

– Vi mistede endnu et familiemedlem et par år efter – og nu skulle vi simpelthen have styr på det. Det fik vi så heller ikke.

– Senere mistede vi nogle venner og blev enige om, at: ”Nu skal det simpelthen være.” Det er jo ikke noget, der tager så lang tid, fordi vi har den overordnede mening om, hvordan vi vil have det. Så i og for sig er det ikke så tidkrævende at få det skrevet ned.

Jørgen: – Det var det at få taget sig sammen til at få det gjort. Vi har ikke berøringsangst over for døden. Døden kommer, det ved vi.

Esther: – Vi har tit berørt det, især når der har været dødsfald i vennekredsen og familien. Så har vi snakket om, hvordan vi kunne tænke os, at vores begravelse skal være. Så vi har berørt det mange gange i de sidste fem-seks år. Ingen ved jo, hvornår døden indtræffer, men vi ved, at der ikke bliver ved med at være 30-40 år til at få skrevet sine ønsker ned.

Hvilken betydning har det for jer, at I har fået nedskrevet jeres ønsker?

Jørgen: – Den betydning, det har for os, er, at det vi står for, og det vi gerne vil, det er skrevet ned. Så er der ikke andre, der skal til at tage stilling til, hvordan det skal være.

– Vi har taget stilling til, at vi vil kistebegraves, og det skal være fra den kirke, vi hører til. Vi har også taget stilling til, hvilke salmer vi gerne vil have sunget ved lejligheden. Derudover har vi også taget stilling til en eventuel mindehøjtidelighed. Det har vi mere eller mindre lagt op til de pårørende, der kan beslutte, hvordan det skal være.

Esther: – Det er en rigtig god følelse. Man må jo nok påregne, at en af os bliver alene. Så kan det også være godt for den, der bliver tilbage i den følelsesmæssigt pressede situation, man står i, at have noget på skrift at henholde sig til: ”Nå ja, det var jo sådan, vi talte om, det skulle være.” Så er det også nemt at inddrage børnene, og skulle vi begge to gå herfra på én gang, er det jo også rigtig godt for børnene at have vores nedskrevne ønsker at forholde sig til. Vi har to piger, og vi har vist dem, hvor papirerne ligger. Pt. har de ikke haft lyst til at se nærmere på dem.

Var der noget, der var særligt svært at tage stilling til?

Jørgen: – Nej det synes jeg ikke, der var.

Esther: – Man bliver jo selvfølgelig lidt berørt af det, når der i ‘Min Sidste Vilje’ står, om man ønsker egen påklædning, og så tænker man: ”Åh nej, skal du lige ind i klædeskabet og kigge.” Men der har vi simpelthen skrevet, at det må de pårørende afgøre. Jeg synes også, det er vigtigt, at vores børn kan deltage i den proces og sige: ”Der er jo den kjole, mor holdt så meget af, og det var den, vi kunne lide at se hende i, og far var altid i sådan noget praktisk tøj.”

Jørgen: – Vi skal ikke have ligklæder på. Vi vil gerne have vores eget tøj på.

Esther: – Det er også vigtigt for dem, der er tilbage, at de kan få lov til at sætte deres præg og være med i den sorgproces.

Er der nogle ønsker til jeres begravelse, der er særligt vigtige for jer?

Jørgen: – Det er i hvert fald særligt vigtigt, at det bliver kistebegravelse for os begge to.

Esther: – Og også meget den kirkelige handling omkring det, som vi kender den og har nedskrevet.

Har I haft forskellige ønsker?

Jørgen: – Nej, det har vi ikke haft og det er jo nok fordi, vi har snakket om det i flere år og sagt: ”Det kunne jeg egentlig godt tænke mig.” Efterhånden har vi fået det passet sammen, så vi har været meget enige om det.

Jørgen: – Vi har fortalt flere, at vi har taget stilling til vores begravelse. Sådan uden at det har været det store samtaleemne. Og vores børn er ikke berøringsangste over for det, de har bare ikke lyst til at sidde og læse om det lige nu.

– I forhold til at tage stilling til sin begravelse har vi ikke hørt nogen sige, at det kan de ikke forstå. De har i større eller mindre grad givet udtryk for forståelsen af det. Nogle bliver hurtigt færdige med at snakke om det, og andre vil gerne lige høre, hvordan vi har taget stilling.

Har I selv oplevet et tabu omkring døden?

Esther: – Vi kan godt tale om døden, men det er ikke et emne, der fylder meget, når vi er sammen med familie og venner. Jørgen har jo stadigvæk sin gamle mor på 96 år, og hun er meget god at tale med om sådan nogle ting, og hun har også sine ønsker på plads. Hendes begravelse er der heller ikke noget tabu omkring. Det var jo selvfølgelig hårdt, da min svigerfar døde og der kan jeg huske, at min svigermor om aftenen inden begravelsen sagde: ”Jeg glæder mig ligefrem helt til i morgen, fordi jeg tror, vi får sådan en fin mindedag for far.” Det er jo en fin måde at anskue det sørgelige på. Man skylder også den person, der har været der, at få taget en god afsked.

– Vi har tre vennepar, hvor hustruen er blevet enke. Når vi er sammen, bruger vi enhver lejlighed til lige at nævne mandens navn, netop fordi det menneske jo har levet og har haft en stor betydning i vores samvær. Så fordi vedkommende er død, skal man ikke glemme, at personen har været der og sat sit præg. På den måde kan man sige, at døden ikke er et tabu for os.

Er det med tiden blevet lettere eller sværere at tale om døden?

Jørgen: – Jeg synes, at det med tiden er blevet lettere at tale om døden. Og jeg tillægger det også, at vi nu har fået en vis alder, så man er måske blevet lidt mere afslappet omkring det. Da vi var 30 år, snakkede vi da aldrig om det.

– Vi har aldrig haft det der med at gå over på det andet fortov, når man mødte et menneske, der havde mistet en. Det bruger vi ikke i vores familie.

Esther: – Det har vi helt bevidst ikke gjort, fordi der er så mange, der bliver frygtelig kede af det, når de oplever, at man har set dem, men så går over på det andet fortov.

– Vi havde guldbryllup sidste år, som blev aflyst på grund af Corona, men festen er udsat til senere. Der er syv mennesker i vores omgangskreds, der er blevet alene, og som skal med. Vi har besluttet, at vi i vores velkomsttale vil nævne dem, der er døde. Det vil vi netop fordi, at man tænker, at der sidder en og tænker på, at nu mangler jeg også min mand eller hustru, og så vil vi godt lige nævne, at vedkommende har haft betydning for os. Det er ikke noget, vi skal trække i langdrag på nogen måde, men vi vil bare sådan lige berøre det, at ”din mand eller din hustru var her også engang i vores liv.” Man tænker jo 50 år tilbage ved en sådan lejlighed.

Jørgen: – Det er også fordi, at de mennesker, der sidder omkring vedkommende, så måske nemmere tør snakke om den mand eller hustru, man har mistet.

Esther: – Man har også haft nogle sjove episoder sammen: ”Nu ville han eller hun lige have sagt sådan og sådan i den her situation.” Og så kan vi grine sammen ad det.

Jørgen: – De mennesker vi kender, der har mistet, har ikke svært ved at snakke om deres ægtefælle. Om det generelt er alderen, der gør det, ved jeg ikke rigtig. Der er nogle, der ikke kan snakke om det. Det oplever vi også, men ellers synes jeg, at man generelt godt kan snakke om de her ting i vores omgangskreds.

Esther: – Når man er ung, er man så frygtelig bange for at skulle dø fra sine børn. Og man kan slet ikke tage det til sig, hvis det skulle ske. Det er måske også derfor, at vores egne børn synes, det er ok, at de blot ved, hvor de ting, som vi har skrevet ned, ligger. Måske fordi de selv har børn – det kan jeg i hvert fald huske fra dengang, vores børn var små, at det ville være frygteligt hårdt at skulle se i øjnene, hvis man skulle herfra.

– Jeg tror så heller ikke, at man som ung skal gå rundt og tænke på: ”Den dag jeg dør”. Det bremser ens livsudfoldelse for meget. Det afhænger af, hvor man er i livet, hvor meget det skal fylde.